Kunst og Kultur
Samtaler om kunsten
Kunsten - Museum of Modern Art Aalborg
2020
Bevillingssum: 500.000 kr.

For Kunsten – Museum of Modern Art Aalborg har coronakrisen været et digitalt wake up call. Med formatet Kunsten Lounge forenes de nye online-erfaringer med museets kerneprodukt: Det personlige, sanselige og æstetiske møde med kunst og kultur.

Array

Krisen har tydeliggjort behovet for en stærkere digital tilstedeværelse for at styrke dialogen med museumsgæsterne. Det fælles fysiske rum for oplevelser er dog stadig helt centralt, og det vil Kunsten i Aalborg skabe sammen med billedkunstnere, samfundsdebattører, musikere, frivillige og publikum i et eventformat, der sker fysisk og formidles digitalt. Billedkunsten har en markant rolle i Kunsten Lounge, men andre udtryksformer, som fx musik eller aktuelle temaer, inddrages også.

–  Jeg er glad og taknemmelig for, at vi med fondes hjælp og de mange gæsters opbakning nu kan samle folk til lounge året rundt. Kunsten er et levende, hyggeligt hus og et arkitektonisk mesterværk, hvor mange forskellige mennesker kan søge inspiration, stof til eftertanke og kulturelle oplevelser, siger Lasse Andersson, direktør på Kunsten.

Eventformatet er særligt i sommerperiode rettet mod førstegangsbesøgende og et yngre publikum, der søger en kulturel helhedsoplevelse. Kunsten Lounge skal gøre publikum nysgerrige efter ny viden og nye perspektiver på verden – både live til Kunsten Lounge med festivalstemning og online på museets digitale platforme.

Det succesfulde koncept, Kunsten Lounge, fortsætter hver onsdag i september og herefter den første onsdag i hver måned.

Programmet offentliggøres løbende på kunsten.dk/lounge samt i nyhedsbreve og på sociale medier.

Kunsten Lounge er også støttet af Ny Carlsbergfondet, Aalborg Kommunes Kulturpulje, Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden og Kulturministeriet