Aktuelt

Studiestrategi bliver tilpasset: Støtte til internationale studieophold koncentreres om kunstneriske uddannelser

  • Dato10. apr. 2024

Efter 31. august 2024 vil Augustinus Fonden udelukkende rette sin støtte mod studierejser for studerende inden for de kunstneriske uddannelser. Det betyder, at der lukkes for ansøgninger fra studerende fra alle øvrige fagområder.

Augustinus Fonden bidrager til at udvikle og udbrede kunst og kultur i hele Danmark med fokus på den udøvende kunst som musik, dans og billedkunst. Som led i en strategisk tilpasning vil fonden fremadrettet prioritere internationale studieophold for studerende på de kunstneriske uddannelser. Dette betyder samtidig, at fonden ikke længere vil bidrage til kandidat- og ph.d.-studerende inden for øvrige fagområder på de almene universiteter.

Den reviderede studiestrategi træder i kraft den 31. august 2024.

Som en del af den løbende udvikling af Augustinus Fondens filantropiske strategi har vi valgt også at kigge på vores støtte til internationale studierejser. Det ligger i naturlig forlængelse af fondens væsentlige bidrag til dansk kunst- og kulturliv, at vi vælger en fokusering på de kunstneriske uddannelser og samtidig afvikler den brede støtte til studierejser. Det danske kulturliv er som resten af samfundet afhængige af internationalt samarbejde og input. Det ser vi frem til at kunne bakke yderligere op om ved at koncentrere fondens studiestøtte til de kunstneriske uddannelser.
Frank Rechendorff Møller, adm. direktør i Augustinus Fonden

Frem til 31. august 2024 kan kandidat- og ph.d.-studerende fra universiteterne, som hidtil, ansøge fonden om støtte til et kommende studieophold. Det er dog et krav, at studieopholdet påbegyndes senest i december 2024.

Uddybende krav og kriterier for ansøgninger fra studerende på kunstneriske uddannelser efter 31. august 2024 vil fremgå af fondens hjemmeside, når ændringen træder i kraft.

Kort om tilpasning af studiestrategi

Støtteområde

Støtte til internationale studieophold

På siden for studieophold findes information om uddybende krav og kriterier for ansøgningerne til internationale studieophold.

Læs mere