Aktuelt

Ungerådgivning hos Børns Vilkår - nye uddelinger fra fonden

  • Dato18. nov. 2022

Flere projekter indenfor Kunst & Kultur, Viden & Uddannelse og Sociale Indsatser har fået støtte på fondens seneste bestyrelsesmøde

Børns Vilkår modtager 750.000 kr. til rådgivningstilbuddet HØRT målrettet unge i alderen 15-24 år. Her får unge med udfordringer hjælp og et sted, hvor de bliver hørt, forstået og accepteret.

En af Børns Vilkårs mangeårige kerneindsatser er BørneTelefonen, men i de senere år har organisationen oplevet et stigende behov fra unge over 15 år. De kæmper med andre udfordringer end de mindre børn, og temaer som ensomhed, angst og selvskadende adfærd ligger højt på listen over, hvorfor de unge kontakter Børns Vilkår. Derfor har organisationen oprettet et nyt specialiseret ungetilbud HØRT.

I HØRT sættes unges trivsel i fokus, og Børns Vilkår skaber gennem professionel rådgivning et trygt rum, hvor frivillige rådgivere, med børne- eller ungefaglig baggrund, lytter til den unge, hjælper den unge til at sætte ord på og forstå sine problemer og peger på handlemuligheder, som den unge kan gribe for at håndtere sine problemer.

Med HØRT kan Børns Vilkår forfølge ambitionen med at arbejde for, at alle unge skal trives. Projektet modtager en bevilling, som en del af Augustinus Fondens støtte til landsdækkende sociale indsatser.

På bestyrelsesmødet er uddelt i alt 52,8 mio. kr. fordelt på 29 forskellige projekter.

Derudover blev uddelt 20 mio. kr. til nyreforskning, som en del af fondens indsats for forskning i nyresygdomme 2019-2024.

Museer og Kulturarv – erhvervelser, formidling og udvikling

Billedkunst – indsigt og indlevelse i samtidskunsten

Musik – et levende musikliv i hele landet

Scenekunst – dans, musikdramatik og teater

Sociale indsatser i Danmark og Internationale humanitære indsatser

Bygningsarv – Kirker i Danmark: Orgler