Nr. Jernløse Mølle
- StøtteområdeKunst & Kultur
- FokusområdeBevaring af bygningsværker
- Bevillingssum100.000 kr.
- År2019
Fra bymølle til landidyl ved Holbæk
Nr. Jernløse Mølle blev bygget i 1853. Dog ikke i landsbyen Nr. Jernløse, hvor den står i dag, men på Helmers Bastion, hvor Vestervold møder Nørrevold i København. Her, højt oppe på voldens bastioner, ragede den op i bybilledet og var med til at brødføde byens befolkning.
I slutningen af 1800-tallet voksede hovedstaden, og voldanlæggene blev revet ned. Møllen blev solgt og del for del kørt i hestevogn til Nr. Jernløse. Her fungerede den som produktionsmølle og trækkraft for et savværk, der i en årrække var tilknyttet møllen, indtil den teknologiske udvikling overhalede behovet for møllen. I dag er den fredede mølle en af landets bedst bevarede hollandske vindmøller.
Nr. Jernløse Mølle har historisk haft stor værdi for lokalområdet ved produktion af mel til bageren i Nr. Jernløse og til dyrefoder. I dag er den fortsat et vigtigt vartegn for området og fortæller møllerihistorien i Danmark. Et driftigt møllelaug sikrer møllens bevaring og er med til at formidle og levendegøre kulturhistorien, når skoleklasser, foreninger og andre nysgerrige kommer på besøg.
Fotos: Ehrhorn-Hummerston
Krøjeværket på Nr. Jernløse Mølle er blevet restaureret som en del af et større projekt finansieret i fællesskab med flere fonde.
Støtteområde
Bygningsværker af national betydning der står for eftertiden
Fonden støtter bevaring af bygningsværker, som ved deres arkitektur, historie eller på anden måde har national betydning. Vores fokus er på støtte til bevaring af kulturværdier i vand- og vindmøller og på bevaring af fredede bygninger af høj national kulturarvsværdi.