Sociale indsatser møder kulturen: 9 projekter vil skabe fællesskaber for voksne i en social udsat position
- StøtteområdeSociale & Humanitære indsatser
- FokusområdeSociale Indsatser i Danmark
- BevillingSamlet: 13,224 mio. kr.
- År2025

Gennem støtte til projekter, der bygger bro mellem kultur- og sociale aktører, ønsker Augustinus Fonden at styrke livskvalitet, fremme deltagelse og skabe fællesskaber gennem kunst og kultur.
9 projekter har modtaget støtte i 2025 til indsatser, der rækker ud til voksne i socialt udsatte positioner herunder hjemløse, psykisk og fysisk sårbare, ældre borgere i udsatte positioner og personer med minoritetsbaggrund. Projekterne repræsenterer partnerskaber mellem sociale aktører og kulturaktører inden for et bredt udsnit af kunstneriske felter som scenekunst, musik og billedkunst.
Med to årlige ansøgningsfrister og en fokuseret indsats har Augustinus Fonden ønsket at bidrage til brobygning mellem kunst- og kulturområdet og sociale indsatser til gavn for de målgrupper af udsatte voksne, som indsatserne henvender sig til.
Se en præsentation af alle de støttede projekter her:
’HJEMLØSHED, KUNST OG ALMENE BOLIGER’: 3 mio. kr. til en treårig indsats

Foto: Kunstworkshop med AKK-vejleder og kunstformidler Simone Syska i AKB København, Lundtoftegade på Nørrebro. Workshoppen er en del af samarbejdet mellem det socialpsykiatriske samværstilbud Muhabet og AKK-kunstklubben Til Vægs.
Projektejer: AKK – Almene Kunstklubber i samarbejde med AKB København, Københavns Kommune, Til Vægs, NørreBrobyggerne, Sydfyns Almene Boliger, Svendborg Kommune, Aktive Boligområder i Svendborg, Lejrbo, NordVestBo, Holstebro Boligselskab, Holstebro Kommune og den boligsociale helhedsplan i Holstebro.
Formål: ’HJEMLØSHED, KUNST OG ALMENE BOLIGER’ inddrager mennesker med hjemløshedserfaringer, der anvises til almene boliger, og almene beboere, der er i fare for hjemløshed. Gennem samarbejde med kunstnere arbejder projektet med at skabe nye rum for målgrupperne – rum, der giver mulighed for både at stille krav og opnå nye adgange til kommunale tilbud, bryde med den stigmatisering, der er forbundet til hjemløshed i dag, og deltage i nye fællesskaber.
Målgrupperne i projektet er selv med til at definere de kunstneriske forløb. På den måde reduceres de altså ikke til deltagere, men fungerer også som planlæggere og kunstnere. Samtidig er det helt, helt centralt for projektet, at kunsten kan bruges som talerør for målgruppernes kritik af de systemer og den stigmatisering, de møder i deres hverdag. Det har vi gode erfaringer med, og vi oplever også, at kunstens rum – stik imod hvad mange tror – passer til mange forskellige mennesker og erfaringer.
Målgrupper: Projektet arbejder med mennesker i hjemløshed og rækker også ud til unge i udsatte positioner samt mennesker med mentale/psykiske udfordringer.
Videnspartnere: BL – Danmarks Almene Boliger, Landsbyggefonden, KAB, Projekt Udenfor og Hjem til Alle Alliancen.
Geografi: Hovedstaden, Syddanmark og Midtjylland
Kunstområde: Billedkunst
Læs mere https://www.almenekunstklubber.dk/
'Musikalske Alliancer – mønsterbrud med kunstnerisk samskabelse’: 3 mio. kr. til en treårig indsats

Projektejer: Lydenskab i samarbejde med bostedet Sønderparken, Aalborg Universitet (Professor Lene Tanggaard), Aktionsuniversitetet (Christa Breum Amhøj), Det Jyske Musikkonservatorium (Margrethe Langer Bro), Museum Overtaci, SIND Ungdom, Kulturens Analyseinstitut og Handletanken for Lokal Bærekraft.
Formål: Hvordan kan musik og kunstnerisk samskabelse være med til at skabe livsforandring for mennesker, der hører stemmer? Det spørgsmål er omdrejningspunktet i det treårige projekt Musikalske Alliancer, som netop har modtaget 3 mio. kr. i støtte. Projektet undersøger, hvordan kunstnerisk samskabelse kan styrke livsmestring og skabe mønsterbrud – både for voksne stemmehørere og for de institutionelle strukturer og arbejdskulturer, der omgiver dem. Målgruppen lever ofte med komplekse psykiatriske diagnoser og oplever isolation og stigmatisering. Gennem værksteder med musik og poesi skabes frirum for udtryk, deltagelse og forandring, hvor stemmehørere og fagprofessionelle deltager som ligeværdige medskabere. Ambitionen er at aktivere oversete ressourcer hos individet og i de professionelle praksisser omkring dem. Projektet forankres i partnerskaber mellem kunstnere, psykiatri og forskning. Det klassiske ensemble Lydenskab står bag initiativet.
I vores musikalske værksteder mødes stemmehørere, fagpersoner og kunstnere som ligeværdige medskabere. Gennem dyb lytning og samskabelse af musik og poesi opstår forbindelser til os selv, til hinanden og til nye måder at tænke psykiatri på. Sammen med Aktionsuniversitetet undersøger vi, hvordan disse erfaringer kan skabe bevægelse i de systemer, der omgiver deltagerne, og bane vej for mere menneskelige, lyttende og handlekraftige fællesskaber.
Målgrupper: Projektet arbejder med voksne i en udsat position med psykisk sygdom.
Geografi: Midtjylland, Hovedstaden og Nordjylland
Kunstområde: Musik
Læs mere https://www.lydenskab.dk/
’KUNSTEN AT SAMLES’ – pilotprojekt der, gennem brugerinvolverende scenekunst, samler viden om at styrke fællesskab og øge livskvalitet for ældre, der på baggrund af helbredsmæssige, sociale og strukturelle forhold befinder sig i udsatte positioner. 675.000 kr.

Fotokreditering: Nicolas Tristan Munk
Projektejer: Sydhavn Teater – i samarbejde med Tranehavegård, visiteret ældreboligtilbud, og Ph.d.-kandidat Nicolas Tristan Munk.
Formål: Sydhavn Teater er gået sammen med det visiterede ældreboligtilbud i boligområdet Tranehavegård og Ph.d.-kandidat Nicolas Tristan Munk i projektet ’Kunsten at samles’, hvor to professionelle scenekunstnere fra Sydhavn Teater bliver tilknyttet området som huskunstnere. I Tranehavegård bor en stor andel af ældre borgere med multiple kroniske sygdomme, der skaber både fysiske og psykiske begrænsninger i forhold til at deltage i sociale aktiviteter. Kunstnerne vil dagligt være til stede blandt beboerne og i tæt samarbejde med social- og sundhedsfaglige ekspertiser udvikle aktiviteter, der tager afsæt i beboernes særlig behov.
På baggrund af erfaringer fra tidligere projekter, herunder Nicolas Tristan Munks Ph.d.-projekt i Tranehavegård og hans indgående kendskab til området, er det projektets formål at forankre og integrere scenekunsten i omgivelser, som borgerne allerede føler sig trygge i, og dermed overkomme både fysiske og psykiske barrierer.
En stor del af beboerne på Tranehavegård er ældre borgere i udsatte positioner med flere kroniske sygdomme, psykiske udfordringer og sociale udfordringer. De oplever ofte social isolation fra samfundet og har begrænset adgang til meningsfulde fællesskaber. Vi håber at kunne være med til at give de ældre positive livsoplevelser gennem mødet med scenekunsten.
Målgrupper: Voksne i en udsat position
Geografi: Hovedstaden
Kunstområde: Scenekunst
Læs mere https://sydhavnteater.dk/
’Lim Artist Placement 2026–2027 – et kunstprogram på danske asylcentre med fokus på fællesskab, mental trivsel og kreative praktikforløb for beboere.’: 1,4 mio. kr.

Projektejer: Projektet ledes af professionelle kunstnere og kuratorer organiseret i arbejdsfællesskabet ‘lím collective’ med base i Aalborg.
Formål: Lim Artist Placement (LAP) er et kunstfagligt program inspireret af den engelske Artist Placement Group fra 1960’erne, som flyttede kunsten ud i samfundet. Programmet er et flerårigt samarbejde, der netop undersøger, hvordan professionel samtidskunst kan virke i sårbare og omskiftelige rum – som det danske asylsystem. Samarbejdet bygger på veletablerede erfaringer udviklet i samarbejde med kunstnere bosat på asylcentre i Holstebro og Ranum samt med beboere og medarbejdere på Asyl Vesthimmerland. Erfaringerne er opnået gennem deltagerdrevne kunstneriske forløb med fokus på fællesskab, trivsel og kulturel anerkendelse. I projektperioden bliver modellen videreudviklet med særligt fokus på voksne asylansøgere i udsatte livssituationer. Programmet består af to forløb med - tekstilværksted og kreative skriveworkshops.
Igennem årene har vi set en stor værdi i, når kunsten fungerer som brobygger og redskab i mødet med det socialfaglige felt. Det har især en styrke, når beboere og personale arbejder tæt sammen. Forløbene skaber meningsfulde pauser i en hverdag præget af isolation og traumer.
Målgrupper: Familier, unge og voksne med minoritetsbaggrund i udsatte positioner
Geografi: Midtjylland og Nordjylland
Kunstområde: Billedkunst
Læs mere https://limcollective.info/ , https://www.facebook.com/limcollective og https://www.instagram.com/lim_collective/
’MMAle-værkstederne på Maskine Maskine Amager’: 700.000 kr.

Projektejer: Værkstedet MMA selvejende institution
Formål: MMaleværkstederne er et tilbud hos Maskine Maskine Amager (MMA), et brugerdrevet kunstnerisk værksted, der arbejder med maleri, tekstil, grafisk tryk, musik, mad, træ og metal, IT, skulptur og lerværksteder. I projektet får MMA støtte til to års patientudviklende og velafprøvede værkstedsforløb med aktiviteter. Projektet sætter fokus på svært psykisk syge menneskers kreative og praktiske aktivering, recovery, fællesskabsdannelse, empowerment, afstigmatisering og ejerskab af civilsamfundsprojekter. Fokus er særligt på en høj grad af brugerstyring.
Vi er selv målgruppen. Psykiatrien kalder os de svært psykisk syge patienter, og vi har oftest følgeudfordringer som f.eks. misbrug, hjemløshed, retslige foranstaltninger og/eller somatiske sygdomme. Herudover har vi det tilfælles, at mange har været under tvang i hospitalspsykiatrien, og at næsten alle er meget isolerede og føler sig alene med deres udfordringer. Alle vores værksteder (herunder maleværkstederne) fungerer på den måde, at man uden brugerbetaling dels kan få undervisning og dels arbejde med sine ting i et fællesskab med andre, og de er åbne (om end ikke besat med en ansat) i al åbningstid. Dermed får man venner og et tilhørsforhold, mens man inspireres af hinandens teknikker, fremgang og historie, og det er denne kombination af et ligestillet fællesskab og agens, som vi ser virke og gavne deltageres recovery.
Målgrupper: Projektet arbejder med mennesker i hjemløshed og rækker også ud til unge i udsatte positioner samt mennesker med mentale/psykiske udfordringer.
Geografi: Hovedstaden
Kunstområde: Billedkunst
Læs mere https://mmamager.dk/
’Kunst og fællesskaber – Marjatta og Rønnebæksholm’: 664.000 kr.

Foto: Pigmenthaven på Rønnebæksholm. Kreditering: Christian Brems
Projektejer: Kunsthal Rønnebæksholm og Marjatta STU
Formål: På Marjatta STU (Særligt Tilrettelagt Uddannelse) går unge voksne med særlige behov og psykiske og fysiske funktionsnedsættelser. De unge vil igennem samarbejdsprojektet ’kunst og fællesskaber’ få mulighed for at opdage og bruge deres kompetencer til at kunne udtrykke sig gennem kunsten. Projektet giver mulighed for et længerevarende kreativt forløb, der skaber et kunstnerisk fællesskab med plads til fordybelse i naturen og kreativ udfoldelse. Rønnebæksholm og Marjatta har sammen valgt at sætte fokus på naturfarvning. Marjatta har nemlig undersøgt mulighederne for det, alt imens Rønnebæksholm har dyrket en Pigmenthave i Rønnebæksholms 6500 kvm, der til dagligt kobler naturen og kunsten sammen.
At udtrykke sig med verbal kommunikation og at gøre sig forståelig er for mange af de unge en udfordring. De har brug for at søge andre kommunikationsformer. De unge vil igennem samarbejdsprojektet få mulighed for at opdage og bruge deres kompetencer og potentialer til at kunne udtrykke sig gennem kunsten.
Målgrupper: Voksne og unge med handicap
Geografi: Sjælland
Kunstområde: Billedkunst
Læs mere https://marjatta.dk/ og https://roennebaeksholm.dk/
’SAMMENKUNSTGILDE’ – et partnerskabsprojekt om kunst og fællesskaber for udsatte voksne med flygtningebaggrund: 2,5 mio. kr.

Projektejer: Dansk Røde Kors - i samarbejde med KunstHandlinger, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum, Faaborg Museum, Ordrupgaard og Fuglsang Kunstmuseum
Formål: ’Sammenkunstgilde’ er et landsdækkende partnerskabsprojekt mellem Dansk Røde Kors, fire kunstmuseer og KunstHandlinger. Projektet har til formål at styrke kulturel udveksling og deltagelse i lokalsamfundet blandt voksne med flygtninge- og indvandrerbaggrund. Dette sker gennem fælles møder og oplevelser på kunstmuseerne sammen med frivillige og kunstformidlere. Projektet tager afsæt i pilotprojektet Ord, Kunst og Kaffe (2023), hvor deltagerne oplevede øget selvtillid, handlekraft og glæde ved at dele kunstoplevelser i et ligeværdigt fællesskab.
Voksne med flygtninge- og indvandrerbaggrund står ofte over for en række barrierer, som forhindrer deres trivsel og integration i det danske samfund – herunder sproglige udfordringer og manglende adgang til meningsfulde fællesskaber. Vi ønsker at bruge museumsrummet som læringsrum, hvor deling af personlige oplevelser om kunst, ord, kultur og liv kan styrke både fællesskabet og den enkeltes handlekraft. Vores mål er at skabe et ligeværdigt ’sammenkunstgilde’, hvor alle involverede bidrager og lærer af hinanden.
Målgrupper: Voksne med minoritetsbaggrund i udsatte positioner
Geografi: Hovedstaden, Sjælland, Syddanmark og Midtjylland
Kunstområde: Billedkunst
Læs mere om projektet i Magasinet Museum fra side 32: https://www.magasinetmuseum.dk/wp-content/uploads/2024/11/Museum-24-01-2.pdf
’Fædre og sønner - Minoritetsetniske Mænd som Rollemodeller og Medborgere’: 785.000 kr.

Projektejer: C:NTACT-FONDEN – i samarbejde med Baba - fordi far er vigtig, under Fonden for Socialt Ansvar og Den boligsociale helhedsplan Nørrebrobyggerne
Formål: C:NTACT arbejder for at skabe sociale forandringer gennem kunstneriske og formidlingsmæssige greb, med udgangspunkt i den personlige fortælling og med fokus på at engagere nye stemmer i scenekunsten. C:NTACT vil sammen med Baba – fordi far er vigtig og Den boligsociale helhedsplan Nørrebrobyggerne, med projektet adressere en væsentlig blind vinkel i den danske integrationsdebat: den manglende opmærksomhed på mænd med minoritetsetnisk baggrund – særligt i deres rolle som fædre.
Hvor debatten ofte centrerer sig om kvinder og unge, forbliver disse mænds erfaringer og perspektiver i skyggen. Det risikerer at føre til marginalisering og begrænset deltagelse i samfundets fælles samtale. Projektet søger at ændre dette gennem kunstnerisk formidling og styrkelse af repræsentation.
Minoritetsetniske mænd bliver ofte mødt med stereotype forestillinger om patriarkalske normer og kontrol – særligt i rollen som fædre. Med dette projekt ønsker vi at styrke og synliggøre minoritetsetniske mænd, som aktive fædre og samfundsborgere. Gennem personlige fortællinger der bærer stolthed, sårbarhed og håb i en kunstnerisk ramme, skaber vi plads til stemmer, der sjældent bliver hørt. Med kunsten åbner vi nye rum for dialog og forståelse og fremmer dermed også en mere mangfoldig og inkluderende offentlig samtale.
Målgrupper: Familier og voksne med minoritetsetniskbaggrund i udsatte positioner
Geografi: Hovedstaden og Midtjylland
Kunstområde: Scenekunst
Læs mere https://www.contact.dk/
’Når musikken dæmper støjen – beroligende liggestolskoncerter for mennesker med ADHD’: 500.000 kr.

Foto: John Randeris
Projektejer: ADHD Foreningen, lokalafdeling Midt-Østjylland – i samarbejde med 2 lokalafdelinger under ADHD-foreningen: lokalafdeling Nordjylland og lokalafdeling Storkøbenhavn, Kristian Lilholt: Komponist og ophavsmand til liggestolskoncerterne. Aalborg Universitet. Institut for Kommunikation og Psykologi: Hanne Mette Ochsner Ridder er professor i musikterapi, forskningsgruppeleder, og leder af den internationale ph.d.-specialisering i musikterapi
Formål: "Når musikken dæmper støjen" er et sanseligt koncertprojekt målrettet til voksne med ADHD, der ofte oplever sensorisk overbelastning, uro og stress som en almindelig del af hverdagen. Projektet tilbyder lavstimulerende liggestolskoncerter i Aarhus, Aalborg og København. Her kan deltagerne i trygge rammer opleve ro og fællesskab gennem beroligende livemusik. Formålet er at give voksne med ADHD adgang til et målrettet musiktilbud, der skaber følelsesmæssig balance ved at tage hensyn til deres neurologiske profil.
Projektet er inspireret af en tidligere koncertoplevelse, hvor musikeren Kristian Lilholt sammen med sit ensemble skabte en sjælden følelse af ro for en deltager med ADHD. Koncerterne kombinerer musikterapeutisk viden med liveoptræden for at fremme mental ro og restitution. Efter hver koncert tilbydes refleksionsforløb, hvor deltagere kan dele deres oplevelser og forstå musikkens virkning på nervesystemet. Disse sessioner ledes af professor Hanne Mette Ochsner Ridder og inkluderer deltagelse af Kristian Lilholt. Projektet er mere end en koncertoplevelse; det er en helhedsindsats, der fremmer mental sundhed og livskvalitet gennem sanselighed, fællesskab og eftertanke. Det understøtter nationale strategier for mental sundhed og WHO's anbefalinger om kunstens rolle i sundhedsarbejde.
Voksne med ADHD har behov for kultur- og fællesskabstilbud, der tager højde for både kognitive og sensoriske sårbarheder. I mange år har indsatsen for voksne med ADHD været begrænset til klinisk behandling og rådgivning, mens meningsfulde, æstetiske og kropsligt restituerende tilbud har været næsten fraværende. Vi oplever, at dette helt særlige koncertformat skaber en følelse af ro og afspænding i både krop og sind – noget som mange med ADHD sjældent oplever i deres hverdag.
Målgruppe: Projektet arbejder med mennesker med mentale/psykiske udfordringer og har særligt fokus på voksne med ADHD/ADD
Geografi: Hovedstaden, Midt-Østjylland og Nordjylland
Kunstområde: Musik
Læs mere på ADHD-foreningens hjemmeside under lokalafdelingerne:
Kort om ansøgningsrunden
9 projekter har modtaget støtte til projekter, der arbejder med at bygge bro mellem kultur og sociale indsatser til gavn for voksne i en udsat position.
Der er uddelt samlet 13,224 mio. kr. til de 9 projekter.
Til ansøgningsrunden med frist d. 5. maj 2025 modtog Augustinus Fonden 37 ansøgninger. Fonden har set et højt ambitionsniveau på tværs af alle ansøgninger.
De støttede projekter viser stor kvalitet og diversitet, hvor nye fagligheder og kompetencer sættes i spil.