Augustinus Fondens bestyrelse afholdt årets første bestyrelsesmøde i begyndelsen af marts, hvor der blev uddelt 53 mio. kr. fordelt på 36 projekter.

I fonden følger vi myndighedernes anbefalinger tæt, og hverdagen ser i øjeblikket ikke ud som den plejer. Vi fortsætter dog arbejdet hjemmefra. Fonden er bevidst om, at støttemodtagere og projekter kan være påvirket af situationen med corona-virus/covid-19. For de projekter, der må udskydes, opretholder vi bevillingerne og har forståelse for de justerede projekter. Det er dog kendetegnende for mange af de seneste bevillinger, at de peger langt forbi den nuværende situation.

Et af de større langsigtede projekter, der modtog bevilling fra fonden, er det videnskabelige manuskriptprojekt ’H.C. Andersens Eventyr og Historier’. Manuskripterne har et stort forskningsmæssigt potentiale for yderligere viden om H.C. Andersen, hans arbejdsform og kreative arbejdsproces. Billedet er fra et af de håndskrevne manuskripter.

Bestyrelsen uddelte 53.113.628 kr. fordelt på følgende 36 projekter:

Kunst og kultur

6.200.000 kr. til H.C. Andersen Centret ved Syddansk Universitet til det digitale videnskabelige manuskriptprojekt ’H.C. Andersens Eventyr og Historier’.

5.500.000 kr. til Karen Blixen Museum, Rungstedlund, til en revitalisering af museet gennem ombygning og et bredt aktivitetstilbud.

2.000.000 kr. til Den Hirschsprungske Samling til særudstillingen ”FREMKALDELSER. Vilhelm Hammershøi, Valdemar Schønheyder Møller og fotografiet” i 2020-21.

300.000 kr. til Kunsthal Aarhus til tre soloudstillinger, en seminarrække, filmprogram, udstillingskatalog og undervisning målrettet børn og unge.

6.700.000 kr. til Nivaagaards Malerisamling til en bæredygtig fremtidig klimasikring af museet.

3.000.000 kr. til Trap Danmarks udgaver om Grønland og Færøerne.

250.000 kr. til Fuglsang Kunstmuseum til et forskningsbaseret udstillingsprojekt ”Wilhelms Marstrand. Den store fortæller”, der bliver til i samarbejde med Nivaagaards Malerisamling, Ribe Kunstmuseum og Skovgaard Museet i 2020-2022. Tilsammen kan de fire mindre institutioner løfte det landsdækkende forsknings- og formidlingsprojekt med nye vinkler på Wilhelm Marstrand på højt niveau, som det ikke ville være muligt at realisere hver især.

1.000.000 kr. til Gammel Estrup, Danmarks Herregårdsmuseum, til etablering af Borgestuen i hovedbygningens kælder, hvor historien om herregårdens ansatte skal formidles.

204.000 kr. til Østsjællands Museum til udstillingen DinosaurLiv, der præsenterer publikum for den nyeste viden om dinosaurerne.

500.000 kr. til Aasiaat Katersotarfik til restaurering af Per Kirkebys udsmykning i forsamlingshuset i Aasiaat, Grønland. Værket er et tidlig monumentalt værk udført af Per Kirkeby til stedet i 1969.

350.000 kr. til Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst til et dialogprojekt med digital vejledning og en bog til tidlig rådgivning af Folkekirkens 1.750 menighedsråd i forbindelse med renoverings- og udsmykningsopgaver.

3.000.000 kr. til Kattegatcentret til et nyt skoletjenestelaboratorium til involverende undervisning og nyt pingvinanlæg med formidling om pingviner.

3.000.000 kr. til Gyldendal til udarbejdelse af det idéhistoriske bogværk ”Danmark Dannes”, der både beskriver og selv bidrager til den fortsatte dannelse af det moderne Danmark.

5.000.000 kr. til Den Selvejende Institution Kunstnerkollegiet til restaurering og renovering af Kunstnerkollegiet i Skindergade.

300.000 kr. til Ribe Kunstmuseum til særudstillingen ”Stilhed før storm. Vadehavets Kunst” i perioden oktober 2020 til januar 2021.

200.000 kr. til Odsherreds Kunstmuseum til en udstilling og katalog med billedkunstner Jesper Christiansen.

200.000 kr. til Kollegiesamvirket af 1983 til indkøb og opsætning af moderne brandsikringssystem.

Musik og scenekunst

4.500.000 kr. til Sankt Annæ Gymnasium til etablering af ny musikbygning, der kan fastholde og udvikle gymnasiets unikke musikalske miljø.

300.000 kr. til det klassiske musikprogram på Kulturmødet Mors i 2020. Musikprogrammet suppleres i år af dans.

300.000 kr. til CPH Stage, der har fokus på publikums- og branchetiltag samt en særlig indsats for musikdramatik, dans og tværkunstneriske projekter.

200.000 kr. til Athelas Sinfonietta Copenhagen til 13 koncerter i 2020 – blandt andet 10 uropførelser af fortrinsvis danske komponister.

184.000 kr. til Jacob Gades Legat til afholdelse af de unges klassiske musikkonkurrence 2020 for de 8-16-årige for at stimulere fødekæden i det klassiske danske musikliv.

250.000 kr. til Danzart ved Selene Muñoz til opsætning af danse- og musikforestillingen 7 SENSES, der er den første produktion af tre sanselige forestillinger.

425.000 kr. til Ofelia Plads til otte klassiske koncerter ved Kyssetrappen i sommeren 2020. Koncerterne er gratis og foregår i et uformelt miljø ved havnen.

803.600 kr. til klassiske og rytmiske events med talenter fra de københavnske musikkonservatorier på Kurhotel Skodsborg.

300.000 kr. til Dansk Danseteater til danseforestillingen KENTAUR. En danseforestilling om mennesket og kunstig intelligens med dansere fra kompagniet samt 12 dansere fra Den Kongelige Ballet.

650.000 kr. til Tivoli, der vil brede Alvin Ailey American Dance Theater ud til et større publikum gennem særlige tiltag på Plænen og med Tivoli Big Band.

Forskning

3.000.000 kr. til Det Danske Institut i Athen til arkæologiske udgravninger i den antikke græske helligdom for Artemis Laphria i Kalydon.

1.000.000 kr. til Center for Corporate Governance på Copenhagen Business School til opdatering og internationalisering af forskningen i erhvervsfonde.

 Sociale og humanitære indsatser

1.098.726 kr. til Julemærkefonden til etablering af et skolekøkken i en anneksbygning på Julemærkehjemmet i Hobro. Bevillingen supplerer et treårigt partnerskab med fokus på etablering af madværksteder på alle julemærkehjem.

948.302 kr. til KFUK’s Sociale Arbejde, RedenUng, til udbredelse af Redernes ungeindsats ved etablering af rådgivning for unge i gråzoneprostitution i Odense og Aarhus samt udbredelse af RedenUngs erfaringer og forebyggende arbejde.

350.000 kr. til Lær for Livet til et langsigtet og helhedsorienteret læringsprogram for udsatte og anbragte børn i Danmark.

250.000 kr. til Dansk Folkehjælp til ferieophold i 2020 for socialt udsatte børn, unge og børnefamilier.

250.000 kr. til Dansk Folkehjælp til uddeling af julehjælp i 2020.

500.000 kr. til Dansk Flygtningehjælp til akut nødhjælp til familier på flugt i Burkina Faso.

100.000 kr. til ADHD-foreningen til projektet ”Mestring af arbejde, fællesskab og ADHD”.