Aktuelt

Et løft til dansk kulturarv – fonden forlænger og øger forskningspulje

  • Dato1. nov. 2023

Fonden skruer op for sit engagement i kulturarven

Med den treårige indsats for kulturarvsforskning har Augustinus Fonden oplevet stor efterspørgsel og forskningsmæssig kreativitet fra danske universiteter og museer. Derfor øger fonden puljen til 40 mio. kr. årligt og forlænger med yderligere tre år frem til 2026 – i alt 120 mio. kr.

Kulturarven findes i de fysiske omgivelser, kunst, litteratur, traditioner, sprog og vores værdier. Kulturarven forbinder os med vores historie og identitet, og giver os en forståelse af, hvordan samfundet har udviklet sig over tid. Med Augustinus Fondens indsats for forskning i kulturarv ønsker vi at fremme relevant forskning og formidling af kulturarven. Forskningen giver indsigt i, hvordan tidligere generationers erfaringer og viden kan være med til at forme vores fremtid. Det er afgørende at støtte dette fundament af viden om vores samfund.

I de seneste tre år har den økonomiske støtte til forskningsprojekter gennem forskningspuljen vist sig at have stor værdi for miljøerne: Nye områder er udforsket og nye tværgående samarbejder er sat i gang. Der er blevet eksperimenteret med innovative metoder og arbejdsmåder, der har ført til både teoretiske og empiriske forskningsansøgninger af høj kompetence og originalitet. Det bidrager samlet set til at skabe nye spændende perspektiver på vores kulturarv, hvilket var hovedformålet med forskningsinitiativet.
Frank Rechendorff Møller, administrerende direktør i Augustinus Fonden

Ved at tilbyde frie midler både til styrkelse af forskningsmiljøerne og til at fremme mulighederne for tværfagligt samarbejde mellem museer, universiteter og forskningsmiljøer, støtter fonden den humanistiske vidensproduktion i Danmark.

Foto: Fra Koldkrigsmuseet REGAN Vest, Lars Horn and Nordjyske Museer, som har fået støtte til projektet 'Atomkrig, risikorationaler og det civile beredskab i Danmark 1956-1979'.

Indsats for humanistisk forskning

6-årig indsats

I perioden 2021-2023 har fonden støttet den humanistiske forskning. Initiativet forlænges nu med yderligere tre år i 2024-2026.

Uddelingsrammen bliver løftet

Uddelingsrammen i den treårige perioden bliver løftet fra 90 mio. kr. til 120 mio. kr. Hvert år i 2024-2026 uddeles 40 mio. kr.

Stor efterspørgsel

Der er modtaget 227 ansøgninger til forskningspuljen i årene 2021-2023 til et samlet ansøgt beløb på 713 mio. kr. 41 forskningsprojekter har modtaget en bevilling i 2021-2023.