16/05/2019
På mødet i maj bevilgede bestyrelsen 41,5 mio. kr. fordelt på 43 projekter. Inden for scenekunst har en række nyskabende forestillinger modtaget støtte til realisering. Forestillingerne spænder fra tværkunstneriske iscenesættelser, over opera, til moderne dans for børn og unge.
Augustinus Fonden støtter scenekunst af høj kvalitet, primært til professionelle aktiviteter inden for dans og musikdramatik.
Den internationale dansefestival SWOP, hvor internationale kunstnere og professionelle fra ind- og udland mødes om nye danseforestillinger for børn og unge, realiseres igen i 2020 i Roskilde. Målet med SWOP er at udvikle dans for børn og unge professionelt samt sprede kendskabet til dansens mangfoldige udtryk og det kunstneriske indhold.
Uppercut Danseteater modtager støtte til at udvikle danseforestillingen JUMP – en forestilling om at agere, springe, falde, snuble og om at finde sine egne ben igen. JUMP bliver skabt på og omkring et 6×6 m stort Airfloor. Et Airfloor er en stor, hård luftmadras, der for alvor sørger for, at der kommer luft under vingerne og dermed understøtter den udviklingen af et helt nyt scenekunstnerisk udtryk.
Den Fynske Opera vil i 2020 i forbindelse med 75-året for 2. Verdenskrigs afslutning opføre operaen ‘Die Weiβe Rose’, som tager fat i historien om søskendeparret Scholl, der uddelte flyveblade mod nazismen ved universitetet i München. Den 18. februar 1943 blev Sophie og Hans Scholl arresteret og dømt til døden. ‘Die Weiβe Rose” er en hjerteskærende fortælling og en dybt personlig udforskning af moral, død og politisk ansvar.
Bestyrelsen uddelte i alt 41,5 mio. kr., fordelt på 43 projekter:
Kunst og Kultur
2.000.000 kr. til restaurering af Nordisk Kollegiums klassiske funkisbygning af Hans Jørgen Kampmann.
257.170 kr. til Vejen Kunstmuseum til konservering af Gunnar Nylunds 1964-skulptur af Agnes Jensen.
250.000 kr. til Thin Green Line Productions til realisering af film om Anne Ancher til udstillingsbrug.
200.000 kr. til indretning af nordjyske Ulsted Mølles møllekrop.
3.845.000 kr. til Grønlands Selvstyre til realisering af udstilling om is og klima på det grønlandske besøgscenter Ilulissat Isfjordscenter.
300.000 kr. til Galleri Susanne Ottesen til udgivelse af Brick Sculptures Vol. 1-3, en monografisk udfoldelse og komplet registrant over Per Kirkebys murstensskulpturer.
10.000.000 kr. til treårigt udviklingsprogram for Moesgaard Museums særudstillinger.
60.000 kr. til Livgardens Historiske Samling til erhvervelse af bronzestatuette og maleri til udstilling om Prins Aage.
10.000.000 kr. til Fonden Fængslet til opførelse af ny kultursal i sammenspil med de gamle fængselsbygninger i Horsens.
200.000 kr. til Kunsthal Charlottenborg til realisering af udstillingen ‘Art & Porn’.
1.000.000 kr. til Thorvaldsens Museum til særudstilling om Bertel Thorvaldsens skulpturelle portrætter mellem antikken og nutiden.
2.390.000 kr. til energirenovering af Institutionen San Cataldos klosterbygning i Italien til stipendieophold for danske kunstenere og videnskabsmænd.
200.000 kr. til Preben Christensen til restaurering af Ørrredhuset ved Slusegård i Pedersker på Bornholm.
500.000 kr. til Den Hirschsprungske Samling til realisering af udstillinger om J.L. Lund og hans dansk-tyske kunstforbindelser på Den Hirschsprungske Samling, Ribe Kunstmuseum og Skovgaard Museet i 2019-2020.
Musik og Scenekunst
300.671 kr. til Uppercut Danseteater til forestillingen ‘JUMP – fanget i luften med hovedet nedad’.
150.000 kr. til afholdelse af Hindsgavl Festival i 2019.
300.000 kr. til Andy Pape til dækning af komponisthonorar til operaen ‘The Marlowe Papers’.
260.000 kr. til tre internationale gæstekoreografer til Tivoli Ballet Teaters forestillinger 2019-2021.
200.000 kr. til CPH STAGE til scenekunstfestivalens aktiviteter i 2019.
150.000 kr. til Den Fynske Opera til opsætning af operaen ‘Die Weiβe Rose’.
250.000 kr. til Sort/Hvid til en forskningsbaseret kunstinstallation, hvor teatret forvandles til en biomekanisk fremtidsby.
150.000 kr. til Åben Dans til afholdelse af SWOP festival, en professionel international dansefestival for børn og unge i Roskilde i 2020.
1.966.000 kr. til Østerbro Teater til treårig udviklingssatsning samt ét års opsætning af klassisk dramatik.
Sociale og humanitære indsatser
250.000 kr. til Dansk Folkehjælps julehjælp og 250.000 kr. til organisationens feriehjælp for socialt udsatte børn og familier.
150.000 kr. til Foreningen til Støtte for Mødre og Børns arbejde med udsatte forsørgere og gravide.
308.500 kr. til Foreningen Misbrugsportalens fællesskabs- og fodboldprojekt for socialt udsatte unge og misbrugere.
200.000 kr. til afholdelse af Børnenes Lystfiskerakademis ferielejr for udsatte børn i 2019.
200.000 kr. til Røde Kors og 500.000 kr. til PlanBørnefonden til akut nødhjælp efter cyklonen i Mozambique.
10 medicinske projekter modtog støtte på i alt 3 mio. kr.
Billedet viser JUMP med Uppercut Danseteater. Foto: Bobby Anwar