07/07/2021
Augustinus Fonden har på et bestyrelsesmøde i juni uddelt 51,7 mio. kr., som fordeler sig på 28 forskellige projekter. Et af projekterne er organisationen JazzDanmark, der kan fortsætte arbejdet med at løfte flere regionale initiativer.
JazzDanmark bidrager til at udbrede jazzen og udvikle hele musiklivet ved at skabe værdi for mennesker gennem nye møder, oplevelser og samarbejder – i og omkring jazz i Danmark og dansk jazz i udlandet. Med en ny bevilling til to forskellige projekter kan organisationen fortsætte med at styrke sine regionale initiativer, som særligt er blomstret i kølvandet på corona-krisen.
Det ene projekt fokuserer på at løfte jazzmusikken på landsplan via nye regionale netværk, der forankres i fire forskellige dele af landet. De lokale kraftcentre bidrager for eksempel til udvikling af koncerter og nye formater, videndeling og samarbejdsprojekter. Den andet projekt er en videreudvikling af initiativet ’Summer Session’, hvor internationale stjerner underviser professionelle danske jazzmusikere. Her er aktuelt et stort udviklingspotentiale i form af nye internationale forbindelser med muligheder for kompetenceløft hos jazzmusikere i flere lag.
Augustinus Fonden har i de senere år øget sit fokus på det professionelle lag af musikere inden for den rytmiske musik, og har som et led heri støttet flere af JazzDanmarks regionale initiativer inden for dansk jazz.
På bestyrelsesmødet i juni blev der i alt uddelt 51.753.485 kr. fordelt på 28 forskellige projekter:
Musik og Scenekunst
1.000.000 kr. til JazzDanmark til et nyt Jazznetværk, som forløser det store nationale potentiale, der er opstået post-corona for at højen kvaliteten af den danske jazzscene lokalt og styrke centrale aktører regionalt. Dertil en styrkelse af det internationale samarbejde.
1.000.000 kr. til Odense Symfoniorkester til Carl Nielsen Internationale Konkurrence, der med udgangspunkt i Carl Nielsen og hans musik udvikler dansk musikliv og bidrager til unge talenters internationale musikerkarriere.
500.000 kr. til Sankt Annæ Pigekor til turné med Concerto Copenhagen, indspilning, talentudvikling samt et nyt værk af komponisten Lil Lacy.
4.500.000 kr. til Østerbro Teater, som over de næste par år kan fortsætte og videreudvikle sin dannelseslinje med klassikeropsætninger på Teater Republique.
320.000 kr. til Ribe Domkirke til køb af et Steinway-flygel til brug i kirken.
100.000 kr. til Snyk, der i fællesskab med et større netværk af kunsthaller fra hele landet vil styrke samarbejdet og sammenhængskraften for præsentation af samtidskunst og lydkunst i Danmark.
850.000 kr. til Tivoli som kan opføre levende musik og supplere med ekstra kompositioner til eventyrballetten Snedronningen i Tivoli i december 2021.
Kunst og Kultur
1.500.000 kr. til Struer Museum til en ny permanent udstilling om Bang og Olufsen med fokus på det danske industrieventyr i Lydens By, Struer.
970.000 kr. til Museum Ovartaci til en ny hovedudstilling, som skal formidle Ovartacis kunst og liv og herved styrke aftabuisering af psykisk sygdom.
500.000 kr. til Den Frie Udstillingsbygnings udstillingsprogram i 2022.
2.660.000 kr. til Industrimuseet i Horsens til udstillingen ’Den røde tråd: Revitalisering af museets faste udstillinger, 3. etape af helhedsplan’.
1.000.000 kr. til Den Hirschsprungske Samling til udstillingsprojektet ’At male på mange sprog. Bertha Wegmann’.
205.680 kr. til Fonden Dodekalitten til et udvidet lydkunstværk og tekniske udstyr til monumentet på Lolland.
5.000.000 kr. til CLAY Keramikmuseum Danmark til en sikkerhedsoptimering af museet herunder en ny udstillingssal.
2.000.000. kr. til Hjerl Hedes Byggefond til et magasin til De Kulturhistoriske Museer i Holstebro.
9.380.360 kr. til Nordatlantens Brygge til etablering af et nyt undervisningscenter for skolebørn om Færøerne, Island og Grønland i det fredede Tranhus.
985.830 kr. til Kunsten Museum of Modern Art til erhvervelse af Larissa Sansours videoinstallation ’In Vitro’ til kunstens samling. Værket repræsenterede Danmark ved Venedigbiennalen i 2019.
500.000 kr. til Kunstmuseum Brandts til en udstilling om Toulouse-Lautrec og mestrene fra Montmartre i 2022.
3.600.000 kr. til Ny Carlsberg Glyptotek til erhvervelse af maleriet ’La neige à Copenhague, fra vinteren 1884’ af Paul Gauguin.
200.000 kr. til Sorø Kunstmuseum til museets første udstilling i en ny serie af sanseudstillinger Seimi Nørregaards ’Underverdenens Parykparade’ inspireret af Ludvig Holbergs univers.
500.000 kr. til G.A. Hagemanns Kollegium til udskiftning af gamle vinduer og døre til forbedring af indeklima og energiudnyttelse.
Sociale Indsatser i Danmark
211.800 kr. til Mændenes Hjem til sikring af vaccination og adgang til coronapas for de mest udsatte hjemløse.
500.000 kr. til Lukashuset – børne- og ungehospice til en psykologindsats til børn og unge med livstruende sygdom samt deres søskende og forældre.
500.00 kr. til Foreningen Be Free Nørrebro til et projekt om identitetsskabende kunst, hvor professionelle kunst- og kulturaktører skaber social forandring og identitet for unge fra Mjølnerparken.
496.200 kr. til Børns Vilkår til realisering af bedre rådgivning til flere børn og unge i psykisk mistrivsel.
Fotograf: Kristoffer Juel Poulsen