Med private donationer på i alt 135 millioner kroner fra Villum Fonden, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, samt en finanslovsbevilling på 150 millioner og 25 mio. kr. fra Roskilde Kommune, er der nu fundet finansiering til at sikre de fem vikingeskibe i Roskilde for eftertiden. Det skal ske gennem opførelse af en ny udstillingsbygning, der sikrer de umistelige skibe mod stormflod, stigende vandstand og nedbrydende dagslys.

Det er med stor glæde og taknemmelighed, at Vikingeskibsmuseet kan offentliggøre nyheden om, at det med milliondonationerne nu er muligt at sikre de umistelige vikingeskibene, der er klassificeret som værende af enestående national betydning.

”Jeg er ikke bare glad. Jeg er også enormt lettet over, at vi nu kan komme i gang med at beskytte skibene mod den tilbagevendende stormflodstrussel. Jeg er dybt taknemmelig for den generøse støtte, vi har fået til at sikre vores umistelige kulturarv i helt nye rammer og med helt nyt formidlingsmuligheder”, siger Tinna Damgård-Sørensen, museumsdirektør på Vikingeskibsmuseet.

Milliondonationer fra fonde

Villum Fonden støtter med 60 millioner kroner, Augustinus Fonden støtter med 50 millioner kroner, og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond bidrager med 25 millioner kroner.

”Vi er glade for med denne donation at kunne fortsætte støtten til Vikingeskibsmuseet – en involvering der rækker helt tilbage til VILLUM FONDENs stifters bror, Aage Kann Rasmussen. Det kommende projekt vil skabe sikre rammer om en vigtig del af Danmarks og Europas historie og give besøgende mulighed for at opleve nye sider af vikingerne, deres imponerende håndværk og rige søfartskultur,” udtaler Formand for Villum Fonden, Jens Kann-Rasmussen.

Fremtidssikker bygning

Med den samlede bevilling kan Vikingeskibsmuseet se frem til opførelsen af en ny, fremtidssikker udstillingsbygning til de fem vikingeskibe, der hører til blandt Danmarks ypperligste kulturarv. Her skal de besøgende møde den store og medrivende fortælling om, hvordan vikingerne ændrede verden med deres skibe – og hvordan den verden de mødte, ændrede dem. Samtidig får museet en ny velkomstbygning og nye udearealer, der sikrer de besøgende en sammenhængende museumsoplevelse.

”Det griber os, når vi i dag står over for de 1.000 år gamle vikingeskibe. Skibene er kulturarv i verdensklasse og en vigtig del af vores historie og identitet. Som fond bidrager vi gerne til at bevare kulturarv med national og som her endda international betydning – samtidig med at der skabes helt nye, fremtidssikrede og formidlingsmæssige rammer,” siger Frank Rechendorff Møller, adm. direktør i Augustinus Fonden.

Ambitiøs helhedsplan

Den nye udstillingsbygning og velkomstbygningen, der forventes færdig i 2027, er led i den ambitiøse helhedsplan for Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Den samlede plan omfatter foruden velkomst- og udstillingsbygninger, også en transformation af den oprindelige Vikingeskibshal samt en landskabsbearbejdning, der vil give offentligheden endnu bedre adgang til kysten og fjorden, end det er tilfældet i dag.

”Når vi taler om vikingetiden, tænker vi ofte på erobringstogter, men vikingetiden handler i høj grad om samhandel med hele Europa, om at hente inspiration med hjem fra udlandet, om udvikling af ny bådebygningsteknologi og en stolt håndværkstradition, som stadig lever. Det er en periode, der har været med til at forme den danske nationale identitet, og som er væsentlig at formidle til kommende generationer med afsæt i løbende forskning og levende formidling. Vi er glade for at kunne støtte formidlingen i det nye vikingeskibsmuseum – et projekt, der ligger naturligt i forlængelse af Fondens mangeårige fokus på nytænkende formidling af dansk kulturhistorie,” siger Fondsdirektør i Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Christine Wiberg-Lyng.

Arkitektkonkurrence på vej

Arkitektkonkurrencen for det samlede museumsprojekt skydes i gang sidst på året, og i slutningen af 2023 kåres vinderprojektet. Vikingeskibsmuseet er i positiv dialog med fonde om den sidste del af finansieringen af det samlede projekt.