Aktuelt

Elever inviteres helt tæt på verdensarven i ny skoletjeneste

  • Publiceringsdato15. jun. 2026

Stevns Klint Experience lancerer nu sit nye permanente undervisningstilbud, Skoletjenesten Stevns Klint, med fokus på at skabe plads til dannelse og fordybelse i verdensarven.

Undervisningen tager afsæt i det særprægede landskab i Boesdal Kalkbrud og i udstillingen i oplevelsescentret. Her danner sporene efter den femte masseuddøen - katastrofen, der for 66 millioner år siden ændrede livet på Jorden for altid - rammen om formidlingen af et afgørende kapitel i klodens historie.

Lanceringen markerer samtidig et vigtigt skridt i det strategiske fundament for Stevns Klint Experience. Målet er at være det sted, hvor Stevns Klints betydning i Jordens historie bliver samlet, gjort sanselig og relevant.

Projektet er støttet af A.P. Møller Fonden med 1,85 millioner kroner og Augustinus Fonden med 1,85 millioner kroner som en del af et treårigt udviklings- og implementeringsprojekt, der målrettet skal styrke formidlingen af UNESCO Verdensarv Stevns Klint for børn og unge.

Formidling er nøglen til at skabe både forståelse og forundring – og bygge bro mellem fortid og nutid. Det er en utrolig stærk tilgang til formidling, Stevns Klint Experience har valgt, fordi rammerne giver plads til den åbne undersøgelse, hvor eleverne får lov til aktivt at opleve og sanse verdensarven sammen. Jeg glæder mig meget over udviklingen af Skoletjenesten Stevns Klint, som på fineste vis inviterer børn og unge ind i fortællingen og ruster dem til at forstå og værdsætte vores fælles natur- og kulturarv.
Linda Nørgaard Andersen, vicedirektør ved Arbejdermuseet i København og bestyrelsesmedlem i Stevns Klint Experiences bestyrelse

Augustinus Fonden støtter projektet som led i sit fokus på formidlings- og videnspædagogiske centre, der bidrager til at gøre natur, historie og videnskab relevant for alle gennem oplevelser og aktiviteter.

Foto: Mads Tolstrup

Projekteksempel

Skoletjenesten Stevns Klint

Læs mere om, hvordan Stevns Klint Experience gennem dialog, undersøgelser og samskabelse vil give skoleelever indblik i evolution og biodiversitet - og refleksion over menneskets rolle i naturen.

Læs mere om projektet
Elever inviteres helt tæt på verdensarven i ny skoletjeneste | Augustinus Fonden