Festivalers fællesskaber åbner den levende musik for et bredere publikum
- Dato5. jul. 2024
Opera for børn, jazz på et nedlagt autoværksted og en tværæstetisk ungefestival. Det er nogle eksempler på de festivalformater, Augustinus Fonden har støttet i år.
Musikfestivalerne er med til at åbne musikkens verden for et nyt publikum og styrker samtidig musikkens lokale forankring.
Med støtte til 70 forskellige festivaler inden for klassisk, opera, folk, jazz og ny musik får et bredt publikum over hele landet mulighed for at opleve musikken sammen.
I Thy er det de frivillige, der muliggør den lokale musikbegivenhed, Thy Kammermusikfestival, hvor musikere fra hele verden bliver samlet omkring musikken. I Herning og Hirtshals fyldes gader, scener, legepladser, arbejdspladser og offentlige rum med opera for alle aldre og alle musikelskere. På Hindsgavl Slot bor musikere og publikum side om side i de smukke omgivelser under Hindsgavl Festival. Og i Københavns Nordvestkvarter i et nedlagt autoværksted skaber DRC Dansk Flygtningehjælp, DFUNK og Copenhagen Jazz Festival mulighed for at publikum mødes omkring musik, talks og udstillinger.
Ingen festival er ens. Hver har sit eget særkende, lokale forankring og publikum. Festivalerne er med til at skabe fællesskab, når de tænker kreativt i arbejdet med at skabe unikke koncertoplevelser og rækker ud til et bredt publikum. De fungerer samtidig som lokale samlingspunkter for kunst og kreativitet.
Augustinus Fonden har en lang tradition for at støtte festivaler i hele landet, og det er et af de områder, hvor fondens støtte kommer mange til gavn.
Foto: Festival & Friends 2024, Julia Severinsen
Tradition og fornyelse forenes på Nørrebro i København med Festival & Friends
Hvert år kommer flere festivaler til. Et af de nyere musikprojekter er Festival & Friends, der netop har afsluttet årets koncerter. Festivalen arbejder målrettet og strategisk med at nå et ungt publikum, og er skabt af de to musikere Lea Han og Gustav Piekut. Festival & Friends arbejder målrettet på at komme bredere ud og har samtidig et skarpt fokus på høj kunstnerisk kvalitet for alle involverede. Festivalen har i 2024 fået en flerårig bevilling til at styrke organisationen og udviklingen af festivalen.
Augustinus Fondens festivalstøtte
Mere end 70 musikfestivaler i hele landet har fået støtte i 2024. Augustinus Fonden støtter festivalerne med honorar til professionelle musikere, ledelse, kommunikation og publikumsudvikling.
Festivalerne strækker sig over genrer som klassisk musik, jazz, folkemusik, opera og ny musik. Kriterierne for at opnå støtte er blandt musikprogrammer af høj kunstnerisk kvalitet og så er der fokus på at komme hele landet rundt.
Som noget nyt har fonden i de senere år øget sit engagement i udvalgte festivaler gennem flerårige uddelinger. Det giver festivalerne mulighed for at arbejde mere strategisk med at booke solister, skabe et stærkt program og understøtte publikumsudvikling.
Mød en række festivaler over sommeren på Augustinus Fondens instagram
Opbakning til udvikling og forankring af festivaler
I de senere år har fonden løftet udvalgte festivaler gennem flerårig støtte, der giver festivalerne mulighed for at arbejde mere strategisk med at booke solister, skabe et stærkt program og understøtte publikumsudvikling. Få et overblik her.