Fonde bidrager til markant udvidelse af Trapholt
- Dato21. feb. 2025

Med fuld finansiering sikret står Trapholt over for en større udvidelse og transformation, der skal fremtidssikre museet og give de besøgende endnu flere oplevelser.
Trapholt er et museum for moderne kunst, kunsthåndværk og design, kendt for sin enestående arkitektur og naturskønne placering ned til Kolding Fjord. Museet åbnede i 1988 og dets arkitektur er i sig selv en attraktion. Tegnet af Boje Lundgaard og Bente Aude, med en udvidelse i 1996 af Boje Lundgaard og Lene Tranberg, er museet bygget op omkring en central museumsgade, hvor udstillingslokalerne skaber spændende, rumlige oplevelser.
Med støtte på i alt 102,4 mio. kr. fra Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Villum Fonden og Kolding Kommune muliggøres nu en årelang drøm om en udvidelse af museet.
Med den generøse økonomiske støtte fra de tre fonde og Kolding Kommune bliver det i endnu højere grad muligt at forløse Trapholts unikke potentiale som en international besøgsdestination og kulturhus for Koldings borgere. De nye faciliteter vil allerede fra museumsbesøgets start betone, at Trapholt er et kunstmuseum, som er tilgængeligt for alle, hvor engagement og deltagelse er i højsædet, med kunst, kunsthåndværk og design som allestedsnærværende omdrejningspunkt. Dette indebærer også en markant forbedret adgang til og oplevelser med samlingen. Det er desuden en mangeårig drøm at få etableret et sammenhængende parkområde, som kan blive bedre integreret i museumsbesøget, samt at understøtte oplevelsen af lys i både renoveringen af eksisterende bygninger og de nybyggede tiltag i projektet.
Transformationen omfatter en udvidelse af gæstemodtagelsen, etablering af en skulpturlounge og et fleksibelt formidlings- og craftcenter samt integration af museets parkområder i den samlede oplevelse. I forbindelse med udvidelsen vil Trapholts underjordiske museum desuden blive bragt tilbage til sin oprindelige arkitektoniske udformning med lysindfald fra atriumgården. Det underjordiske museum skal huse en ny præsentation af Trapholts samling, hvor besøgende inviteres til at lave deres egne udstillinger.
Trapholt er anerkendt for sin formidling om dansk kunst, kunsthåndværk og design, som appellerer til et mangfoldigt publikum både lokalt og internationalt. Vi har med stor interesse fulgt Trapholts udvikling af samlingen og flere samskabelsesprojekter, hvilket har bidraget til at placere Trapholt som et vigtigt kunstmuseum i museumslandskabet. Udviklingen af de fysiske rammer styrker Trapholts mulighed for fortsat at skabe kvalificerede kunstoplevelser i det kommende formidlings- og craftcenter.

Foto: Jakob Vingtoft
Mere om projektet