Hus Forbi vil skabe flere jobmuligheder for mennesker i social udsathed
- Publiceringsdato27. okt. 2026

Hus Forbi udfordrer arbejdsmarkedet: Der skal være plads til flere
For mennesker i hjemløshed og social udsathed kan vejen ind på arbejdsmarkedet være lang. Ikke fordi lysten til at arbejde nødvendigvis mangler, men fordi det traditionelle arbejdsmarked sjældent giver plads til mennesker med forskellige behov og livssituationer.
Det vil Hus Forbi være med til at ændre. Med ny støtte får foreningen mulighed for at styrke sine eksisterende arbejdsfællesskaber og skabe endnu flere jobmuligheder på socialt frikort i samarbejde med danske virksomheder. Indsatsen løber over en treårig periode og har et samlet budget på godt 6,3 mio. kroner, finansieret gennem støtte fra Oak Foundation Denmark og Augustinus Fonden samt egenfinansiering fra Hus Forbi.
Vi ved, at det sociale frikort virker. Vi ser, hvad det betyder for mennesker at få mulighed for at bidrage og være en del af et arbejdsfællesskab. Med støtte fra Oak Foundation Denmark og Augustinus Fonden kan vi nu tage et vigtigt skridt videre og skabe flere veje ind på arbejdsmarkedet.
Virksomhederne er en del af løsningen
Med den nye indsats ønsker Hus Forbi at invitere endnu flere virksomheder til at tage del i arbejdet med at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked. En central del af indsatsen bliver derfor at invitere flere danske virksomheder med og få dem til at se mulighederne i de arbejdsopgaver, der allerede findes.
"Vi skal blive bedre til at spørge virksomhederne, hvilke arbejdsopgaver de har, frem for kun at spørge, hvilke stillinger de har ledige. For måske er det tre timer om ugen eller én konkret opgave. Det kan virke som lidt, men for et menneske, der står uden for arbejdsmarkedet, kan det gøre en kæmpe forskel, siger Lærke Demant-Ladefoged.
Den socialfaglige støtte bliver samtidig en vigtig del af indsatsen, så flere ikke blot får mulighed for at komme i arbejde, men også for at blive en del af et arbejdsfællesskab over tid.
Hus Forbi har med en velafprøvet frijobindsats bygget bro til arbejdsfællesskaber for mennesker i udsatte positioner. Nu kan de gode erfaringer bruges til at række ud til virksomheder og forhåbentlig åbne døren til flere rummelige arbejdsfællesskaber for mennesker i en udsat position.

I dag arbejder 20-30 mennesker i Hus Forbis pant-arbejdsfællesskab, hvor de indsamler, transporterer og sorterer pant. Her er der plads til at arbejde på egne præmisser, og erfaringerne viser, at selv få arbejdstimer kan gøre en stor forskel.






