Aktuelt

Jobopslag: Fondsrådgiver – museer og kulturarv

  • Dato27. feb. 2025

Til en nyoprettet stilling søger Augustinus Fonden en kompetent fondsrådgiver til sagsbehandling og strategiudvikling inden for fondens støtteområde for kunst og kultur, med særlig vægt på museer og øvrige kulturinstitutioner, der arbejder med at bevare og formidle vores fælles kultur- og naturarv.

Vi lægger vægt på, at du har en stærk faglighed og har interesse i at bidrage til udviklingen af fondens strategi og uddelinger på området.

Du bliver en del af en organisation i vækst, med faglige profiler, hvor vi i fællesskab løser faglige, strategiske og administrative opgaver knyttet til fondens aktiviteter. Arbejdet udføres i dialog med bevillingsmodtagere, rådgivere, samarbejdspartnere samt fondens bestyrelse.

Ansøgningsfristen er d. 23. marts 2025.

Jobbet

Dine opgaver vil bl.a. bestå af:

  • Udredning, notater og forberedelse af sager til beslutning i bestyrelsen
  • Dialog med ansøgere og øvrige aktører fra kultursektoren
  • Samarbejde med fondens eksterne rådgivere og rådgivende udvalg
  • Generelle fondsadministrative opgaver
  • Opfølgning og erfaringsopsamling fra støttede projekter og programområder
  • Bidrage til analyser og vidensopsamling inden for fondens støtteområder
  • Udvikling af strategier og værktøjer til det filantropiske arbejde

Din profil

Du har solide faglige kompetencer og erfaring inden for museums- og kulturarvsområdet (museer, arkiver og øvrige kulturinstitutioner, der arbejder med at bevare og formidle vores fælles kultur- og naturarv). Det er en fordel, men ikke et krav, at du har arbejdet både praksisnært og med analyser, vidensopsamling og strategiudvikling inden for feltet. Vi søger en fagperson med både administrative kompetencer og strategisk tæft.

Din baggrund kan være fra en kultur- eller vidensinstitution, den offentlige forvaltning i stat eller kommuner samt fra relevante private organisationer. Gerne en kombination.

Vi er en organisation, hvor vi hjælper hinanden og bidrager til den fælles opgaveløsning. Dét skal du have lyst til at være en aktiv del af.

Dine faglige kvalifikationer

Vi søger en kandidat, der kan se sig selv i flere af nedenstående kriterier:

  • Du har en akademisk uddannelse inden for humaniora
  • Du har relevant joberfaring fra museumssektoren eller en vidensinstitution på kulturarvsområdet
  • Du har et godt netværk inden for fondens arbejdsfelt
  • Det er en fordel, at du har erfaring med betjening af en bestyrelse, en politisk ledelse eller anden topledelse
  • Du trives med netop at arbejde i feltet mellem administration, strategi og faglig praksis
  • Du er godt skrivende og kommunikerende og kan forfatte en større rapport eller udredning
  • Du kan gennemskue et budget og har blik for gennemarbejdede projektplaner

Dine personlige kvalifikationer

  • Du trives med samarbejdet i et mindre team og deler gerne din arbejdsindsats, viden og kompetencer med andre
  • Du kan håndtere både korte deadlines samt løfte lange udviklingsprojekter
  • Du er struktureret og tager ansvar for dine opgaver
  • Du har en positiv tilgang og er løsningsorienteret
  • Du har personlig integritet, hviler i dig selv og kan repræsentere fonden udadtil

Arbejdstider og løn

Stillingen er på fuld tid med aflønning efter kvalifikationer. Vi arbejder inden for normal kontortid, men forventer en fleksibel indstilling fra din side, hvis der i perioder er særligt travlt. Du kan til gengæld forvente at have frihed i tilrettelæggelsen af din arbejdstid og dine arbejdsopgaver.

Vi ser gerne, at du kan begynde den 1. juni 2025.

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er d. 23. marts 2025. Vi læser løbende ansøgninger, så du opfordres til at indsende din ansøgning i hele ansøgningsperioden.

Ansøgning

Ansøgningen skal indeholde motivering, overvejelser om, hvordan du matcher jobbet og organisationen, samt CV. Vær gerne konkret, når du beskriver dine faglige kvalifikationer og arbejdserfaringer.

Proces

Vi holder første samtalerunde i uge 14 og anden samtalerunde i uge 15

Kontakt

Har du yderligere spørgsmål om stillingen, kan du kontakte souschef Inger Krog på mail [email protected] eller tlf. 3842 2524

Send din ansøgning via jobindex

Om Augustinus Fonden

Augustinus Fonden er en erhvervsdrivende fond, der bidrager til det danske samfund inden for kunst, kultur, forskning, ny viden samt sociale og humanitære indsatser.

Hvert år modtager og behandler vi ca. 4.000 ansøgninger og uddeler omk. 600 mio. kr. inden for fondens støtteområder. Størstedelen af fondens støtte går til kunst- og kulturområdet.

Inden for støtteområdet for museer og kulturarv satte fonden i 2024 uddelingsrekord med 319 mio. kr. til statslige og statsanerkendte museer, arkiver, videnspædagogiske aktivitetscentre samt øvrige kulturinstitutioner, der varetager en opgave med bevaring og formidling af vores fælles kultur- og naturarv. Et særligt fokusområde i de seneste år har været støtte til brancheløft eller større udviklingsprojekter inden for grøn omstilling, formidling og digitalisering samt en stor indsats for forskning i kulturarv.

I Augustinus Fonden arbejder vi langsigtet baseret på en åben og nysgerrig dialog med vores omverden. Vi møder samarbejdspartnere og ansøgere med tillid og støtter ud fra en faglig vurdering af hvert enkelt projekts kvalitet og betydning for samfundet.

Vi deler lokaler og hverdag med fondens investeringsselskab, Chr. Augustinus Fabrikker. I alt er vi ca. 35 medarbejdere i koncernen, som har til huse på Sankt Annæ Plads i rare lyse omgivelser med et godt arbejdsmiljø og med fleksible arbejdsforhold og attraktive ansættelsesvilkår.