Julehilsen fra Augustinus Fonden - kom med ind i violinbyggerens værksted
- Dato13. dec. 2024
Augustinus Fonden råder over en unik samling af mesterinstrumenter, som bliver udlånt til talentfulde musikere, så de kan udvikle sig og bidrage til at skabe store øjeblikke og musikalske oplevelser på allerhøjeste niveau. Til glæde for os alle sammen.
Hvert enkelt instrument har sin egen klang og helt særlige historie, som er spundet sammen med de musikere, der i tidens løb har brugt instrumentet.
Samlingen rummer både gamle mesterinstrumenter og nybyggede instrumenter, der er med til at fremtidssikre samlingen. Det ældste instrument i samlingen – en bratsch bygget af Pellegrino Michelis – har en historie der går tilbage til 1560, mens det yngste instrument har set dagens lys i år.
Det er en cello bygget af den dansk-franske violinbygger, Noémie Viaud. Hun har etableret sig som violinbygger med eget værksted i Danmark og er internationalt anerkendt for sine instrumenter. Senest har hun vundet en sølvmedalje for netop den nybyggede cello ved den prestigefyldte konkurrence ”The Violin Society of America’s 2024 International Violin Making Competition”.
Vi har fået lov til at komme med indenfor i Noémies værksted og følge fremstillingen af den nye cello. Fra den møjsommelige udvælgelse af det helt rigtige træ over det omhyggelige håndværk med tilskæring, slibning, samling og lakering til strengene stemmes og stryges for første gang.
Det er der kommet en fin film ud af, som du kan se her:
Kreditering
Tak til Noémie Viaud
Video: Tengberg Media
Oversættelse: Andrew Mellor
Musik: "Tjønneblomen" (Gjermund Haugen)
"Naja's Waltz" (Fredrik Schøyen Sjölin)
Performed by the Danish String Quartet
® 2017 ECM Records GmbH
Used by arrangement with ECM Records
Instrumenter til talentfulde musikere
Læs mere om Augustinus Fondens instrumentsamling og de musikere, der låner instrumenter
Augustinus Fonden har siden 1970'erne opbygget en samling af strygeinstrumenter og flygler, som lånes ud til talentfulde musikere. Med samlingen ønsker vi at bidrage til et levende musikliv på højeste niveau i hele landet ved at understøtte unge talenters udviklingsmuligheder og danske musikere i den absolutte internationale elite.