Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling lancerer flerårig indsats for at styrke deltagelse i musiklivet
- Publiceringsdato28. okt. 2026

'Sammen om lige adgang' er et treårigt forandringsprogram, der skal styrke mulighederne for at deltage, arbejde og udvikle sig i musiklivet.
Undersøgelser har gennem flere år dokumenteret skæv repræsentation, ulighed, mistrivsel og grænseoverskridende adfærd i musikbranchen. Det holder talenter tilbage og betyder, at samfundet går glip af kunst og idéer. Data viser eksempelvis, at blot 11 % af Kodas rettighedsmidler går til kvinder. Derudover har 8 ud af 10 kvindelige musikere under 30 år oplevet grænseoverskridende adfærd i deres arbejde, og mere end hver anden kvindelige musiker mistrives.
Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling vil samle musiklivets virksomheder, organisationer og institutioner om en fælles branchecertificering, rådgivning og kompetenceudvikling, der kan skabe mere lige adgang, og stærkere arbejdskulturer. Indsatsen har særligt fokus på de barrierer, kvinder og unge møder, men skal gavne flere i det professionelle musikliv.
Med støtte fra Tuborgfondet (7,720 mio. kr.) og Augustinus Fonden (1,2 mio. kr.) arbejder Musiklivets Partnerskab for at skabe varige forandringer i musiklivets strukturer, fællesskaber og praksis.
Musiklivet går glip af mennesker, der har både talent og vilje, men aldrig får vist, hvad de kan. Det skal vi ændre. Det kræver, at virksomheder og organisationer tør se på deres egne valg og gøre noget anderledes.
Den langsigtede ambition er et musikliv med mere tillid, hvor kvinder er bedre repræsenteret både i ledelsen og blandt dem, der skaber og udøver musikken, og hvor branchens normer har ændret sig, så der sættes mere konsekvent ind over for grænseoverskridende adfærd.
Programmets indhold
Programmet giver deltagerne mulighed for at arbejde systematisk med lige adgang, strategi og organisatorisk udvikling gennem:
- Branchecertificering: En fælles certificeringsordning med konkrete kriterier og standarder for blandt andet ledelse, repræsentation, inklusion og trygge arbejdskulturer.
- Rådgivning og læring: Workshops, sparring, læringsforløb og kompetenceudvikling, der hjælper organisationer med at identificere barrierer, sætte mål og skabe handling.
- Praktiske værktøjer: Skabeloner, guides og måleredskaber, som gør det lettere at arbejde systematisk med udvikling og dokumentation.
- Netværk og videndeling: Faglige netværk og branchefællesskaber, hvor deltagerne kan dele erfaringer, inspirere hinanden og udvikle fælles løsninger.
Fakta
Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling
Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling er en branchealliance og fælles platform for forandringsledere på tværs af musiklivet, der siden 2022 har arbejdet for at fremme bæredygtig udvikling i musikken – socialt, miljømæssigt og ledelsesmæssigt. Mere end 100 virksomheder, organisationer og institutioner på tværs af hele musiklivet har tilsluttet sig. Forandringsprogrammet Sammen om lige adgang skal engagere både partnere og andre aktører i musiklivet.
Vidensbaseret tilgang
Musiklivets Partnerskab har udviklet Musiklivets Kodeks for Lige Adgang og Trivsel og udgiver hvert år en tilknyttet rapport baseret på data fra partnere. Partnerskabet står desuden bag forskningsprojektet When Music Speaks, der kortlægger trivslen og den mentale sundhed blandt danske skabende og udøvende musikere.
Sammen om lige adgang 2026-2029
Sammen om lige adgang er en treårig indsats under Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling. Udviklingsarbejdet er i gang, og de første aktiviteter lanceres i 2027.


