Tinker Imagineers skal lave udstillinger til Roskilde Domkirke Verdensarvscenter
- Publiceringsdato26. okt. 2026

Det bliver de erfarne udstillingsdesignere fra Tinkers Imagineers, der skal skabe udstillingerne til Roskilde Domkirke Verdensarvscenter. Det hollandske hold skal på levende vis forløse fortællingerne om verdensarven Roskilde Domkirke, om arkitekturen og om de kongeliges liv og død.
Hollandske Tinker Imagineers har vundet konkurrencen om at skabe udstillinger til Roskilde Domkirke Verdensarvscenter. Udstillingerne, der skal etableres i Det Kongelige Palæ i Roskilde, skal formidle de to kriterier, der ligger til grund for, at Roskilde Domkirke er udpeget som UNESCO-verdensarv: Domkirkens enestående betydning for teglstensteknikkens udbredelse i Nordeuropa og dens 1000-årige historie som kongelig gravkirke, der har sat sig spor i arkitekturen.
Vi er beærede over at skulle arbejde på dette prestigefyldte projekt, og vi glæder os over at kunne bidrage til at gøre denne mangeårige ambition til virkelighed. Stedet rummer en usædvanlig rigdom af arkitektur, fortællinger og perspektiver. Vores ambition rækker ud over at vække historien til live: Vi vil forme en levende kulturarv, der fortsat udfolder sig, og som hver eneste besøgende bliver en del af.
Kulturminister Zenia Stampe glæder sig over, at endnu en milepæl er nået i projektet:
”Jeg ser meget frem til, at det nye verdensarvscenter kommer. Roskilde Domkirke er helt unik verdensarv lige midt i Roskilde og fortjener en levende fortælling. Alle danskere vil snart kunne få indsigt i kirkens helt unikke teglstensbyggeri og de fascinerende fortællinger om 1000 års konger og dronninger, der ligger begravet i kirken. Med valget af udstillingsdesignere er vi et stort skridt videre. Nu får vi det første indtryk af, hvordan udstillingen bliver, når verdensarvscenteret er færdigt.”
Frem mod åbningen skal Tinker Imagineers arbejde sammen med arkitekterne fra Cobe, som tidligere i år blev udpeget som ansvarlige for den nænsomme transformation af det fredede palæ til nutidigt besøgscenter.
Foto øverst: Det Kongelige Palæs portbygning, som vender mod Stændertorvet midt i Roskilde, bliver en indgang til fortryllende oplevelser i Roskilde Domkirke Verdensarvscenter. Rendering: Tinker Imagineers.

Udstillingen om monumentet fortæller om Roskilde Domkirkes betydning for udbredelsen af teglstensteknikken i Nordeuropa. Tinker Imagineers vil gøre stenenes historie både levende og relevant for fortid, nutid og fremtid. Rendering: Tinker Imagineers.
Fakta om projektet Verdensarvscenter Roskilde Domkirke
Organisationen bag
Bygherre på verdensarvscenteret er Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke med museumsorganisationen ROMU som operatør og ledelsesansvarlig. Det Kongelige Palæ, der ejes af staten, skal ud over verdensarvscenteret fortsat rumme biskoppens bolig og administrationen for Roskilde Stift.
Finansiering
Hele projektet med at skabe rammer for og indhold til Roskilde Domkirke Verdensarvscenter er sikret med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal med 60 millioner kroner, mens Augustinus Fonden har støttet med 25 millioner kroner. Roskilde Kommune har bidraget med 25 millioner kroner, og Kulturministeriet støtter med 10 millioner kroner i anlægsstøtte og yderligere 10 millioner kroner i driftsstøtte over en femårig periode. Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke bidrager med 6 millioner kroner, og Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond støtter med 500.000 kroner.
Tinker Imagnineers
Tinker Imagineers har gennem en lang årrække leveret anerkendte og prisbelønnede udstillinger i hele verden, også i Danmark. Blandt andet det populære Tirpitz ved den danske vestkyst og Stevns Klint Experience, der fortæller historien om verdensarven Stevns Klint.

Roskilde Domkirke og Det Kongelige palæ Foto Sara Peuron-Berg