Verdensarvscenter for Roskilde Domkirke
- Dato2. dec. 2024
Et nyt verdensarvscenter skal åbne forståelsen af Roskilde Domkirkes og verdensarvens monumentale betydning for endnu flere.
Med donationer på over 125 millioner i ryggen er der nu grønt lys til et besøgscenter lige ved den ikoniske Roskilde Domkirke, der er på UNESCO’s Verdensarvsliste.
Om få år kan lokale og besøgende fra hele verden blive endnu klogere på den kongelige gravkirkes 1.000-årige historie, når et nyt verdensarvscenter slår dørene op. Det er realiteten, efter at finansieringen til projektet er faldet på plads med store donationer fra først og fremmest A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Roskilde Kommune og Kulturministeriet. Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond har med en bevilling også bidraget til projektet. Bag projektet står Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke.
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal er med en donation på 60 millioner kroner den største bidragsyder.
”Fonden ønsker at bidrage til en stærkere formidling af den enestående fortælling om Roskilde Domkirkes 1000-årige Danmarkshistorie i værdige, smukke og attraktive rammer”, siger formand for A.P. Møller Fonden, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.
Også Augustinus Fonden bidrager til besøgscentret med en donation på 25 millioner kroner.
”Det er meget glædeligt, at der med det nye verdensarvscenter bliver skabt en nutidig ramme for formidlingen af det storslåede historiske monument. Det giver alle mulighed for at få en dybere og mere kvalificeret forståelse af, at vores fælles nationale kulturarv også er verdensarv,” siger Frank Rechendorff Møller, adm. direktør i Augustinus Fonden.
Foto: Det nye verdensarvscenter skal ligge i dele af det store barokkompleks, Det Kongelige Palæ, midt i Roskilde. Kreditering: Sara Peuron-Berg
En samlende faktor for byens historiske miljø
Det nye verdensarvscenter skal ligge i dele af det store barokkompleks, Det Kongelige Palæ fra 1733, midt i Roskilde. Med stor respekt for de historiske bygninger skal flere dele af Det Kongelige Palæ indrettes med udstillinger, der formidler historien om Roskilde Domkirke som UNESCO verdensarv. Derudover supplerer det kommende besøgssted Domkirken med moderne faciliteter som café, butik og undervisningsmiljø.
”Det er svært at skjule begejstringen og stoltheden i dag. Det kommende verdensarvscenter bliver en samlende faktor for hele det kulturhistoriske miljø omkring Domkirken til glæde for både byens borgere og turister. At det ovenikøbet kan placeres i de dele af det smukke Kongelige Palæ, der vender ud mod byen og ind mod Domkirken, er intet mindre end en helt optimal løsning,” fortæller Roskildes borgmester, Tomas Breddam.
Med erklæringen om en bevilling, der både dækker anlægsudgifter og giver driftsstøtte til verdensarvscentret de første fem år efter åbningen, er det sikret, at verdensarvscentret får en solid start.
Foto: Roskilde Domkirke, Margrete 1, kreditering Sara Peuron-Berg
Om det nye verdensarvscenter ved Roskilde Domkirke
Roskilde Domkirke
Roskilde Domkirke, der er kongelig gravkirke, er opført af teglsten omkring år 1200 som afløser for en mindre frådstenskirke på samme sted. I 1995 blev Domkirken optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste. De to kriterier, som ligger til grund for udvælgelsen, er den tidlige brug af teglsten på et kirkebyggeri i gotisk stil samt den gennemslagskraft, som Domkirkens status som kongelig gravkirke har haft på monumentets arkitektoniske og stilmæssige udtryk. Formidlingen i det nye verdensarvscenter vil i høj grad afspejle udvælgelseskriterierne i udstillingerne.
En samlende faktor for det kulturhistoriske miljø
Roskilde Domkirke Verdensarvscenter skal formidle historien om Roskilde Domkirke som UNESCO Verdensarv. Det nye verdensarvscenter skal ligge i dele af bygningskomplekset Det Kongelige Palæ lige ved siden af Roskilde Domkirke. Den centrale beliggenhed – med den ikoniske arkitekt Lauritz de Thurahs indgangsport direkte ud mod Roskildes livlige Stændertorv – giver det nye verdensarvscenter en nøglerolle med at binde Roskildes kulturhistoriske miljø omkring Domkirken sammen. Både inde i palæet og udenfor er visionen at skabe nye byrum i tidssvarende rammer med en solid historisk klangbund. Blandt andet inddrages palæhaven, så den dels i sig selv er en oplevelse og en oase midt i byen, dels genskaber en fysisk forbindelse mellem Domkirken og Det Kongelige Palæ. Verdensarvscentret vil også kunne tilbyde bedre tilgængelighed for bevægelseshæmmede mennesker.
Formidling i historisk palæ
Det Kongelige Palæ har siden opførelsen i 1700-tallet haft flere funktioner; som kongelig residens, skole, museum, hjemsted for færdselspolitiet, kreativt rum for flere kunstnere – og siden 1922 også som administrativt knudepunkt for Roskilde Stiftskontor og bispebolig. Den funktion fortsætter som et stærkt symbol på samspillet mellem kongemagt og kirkeliv på tværs af tid.
Foto: Henrik Wichmann
Arbejdet med at udvikle verdensarvscentret bygger på et omfattende og velfungerende samarbejde mellem flere institutioner.