Det Jyske Kunstakademi

Billedkunststuderende på tysk udvekslingsophold hos Hochschule für Bildende Künste i Hamborg

  • StøtteområdeViden & Forskning
  • FokusområdeStudieophold
  • Bevilling30.000 kr.
  • År2023

William Valentin er til daglig billedkunststuderende ved Det Jyske Kunstakademi i Aarhus. William Valentin har i forbindelse med sin uddannelse været ni måneder på Hochschule für Bildende Künste i Hamborg, Tyskland. Her har han blandt andet fået både teoretisk og kunstnerisk undervisning af internationale kunstnere og professorer. Derudover har opholdet givet mulighed for at arbejde i andre værkstedsfaciliteter. Augustinus Fonden har støttet William Valentin med 30.000 kr.

Fotos: William Valentin.

Hør om Williams ophold

Mit år på billedkunstskolen i Hamborg har været præget af en stor mængde læring og erfaringsdannelse. Jeg har i stor grad fået brugt skolens værksteder til at producere værker, især træværkstedet og plastik- og kemiværkstedet. Det har været meget øjenåbnende at møde andre kunststuderende fra hele verden og samarbejde om at lave udstillinger på tværs af medier og baggrunde. Jeg har også været virkelig glad for det udbud af teoretisk undervisning, skolen har tilbudt med sine tilknyttede professorer i filosofi og kunsthistorie. Det har været virkelig spændende at have undervisere, der er kunstnere i internationalt format, som udover at have en enorm viden og indsigt i kunst også kan berette om deres erfaringer med at samarbejde med store gallerier og museer. Udover det har jeg været glad for, at Hamborg har et så stort udbud af udstillinger med ugentlige åbninger i alle skalaer. Man kan mærke, at der er en seriøs prioritering af midler til de store institutioner, som tillader nogle udstillinger i nærmest episk skala. Men der er også mange mindre, kunstnerdrevne udstillingssteder i gamle industribygninger og private lejligheder, og man kan tage til åbning flere gange om ugen, hvis man vil det. Kunstnerisk har det været virkelig lærerigt, og jeg føler, at det har gavnet min praksis og produktion enormt at være her og få nogle input, jeg ikke ville kunne få i Aarhus på samme måde.
William Valentin, billedkunststuderende ved Det Jyske Kunstakademi i Aarhus.

Støtteområde

Studieophold

Fonden støtter studieophold i udlandet for velkvalificerede studerende på kunstneriske uddannelser, der har opnået en bachelorgrad eller tilsvarende. Velkvalificerede kunstnere og kandidater kan i op til tre år efter, at de har afsluttet deres kunstneriske uddannelse, også komme i betragtning til støtte.