Nationalmuseet

Danmarks Kirker

  • StøtteområdeKunst & Kultur
  • FokusområdeKirker
  • BevillingSamlet 40,7 mio. kr. siden 1985 (seneste bevilling er 6 mio. kr. i 2024)
  • År2024

Det monumentale bogværk ”Danmarks Kirker” blev grundlagt i 1927. Værket fungerer som en encyklopædi over kirkekulturen fra tidlig middelalder og frem til samtiden.

De danske kirker udgør en væsentlig del af vores kulturarv med over 2.000 historiske kirker fordelt over hele landet. Bogværket 'Danmarks Kirker' er en samling af systematiske beskrivelser af de danske kirker og deres inventar. Her beskrives kirkebygningen - fra apsis til tårn, og inventaret fra alterkalk til orgel. Fokus er på den materielle kultur. Forud for hver enkel beskrivelse af en specifik kirke går der studier på stedet, som suppleres med grundige undersøgelser i arkiver.

'Danmarks Kirker' skaber fundamentet for alle, der interesserer sig for kirkerne, om det så er forskere, bevaringsfolk, kirkegængere eller alment interesserede.

Afskrivning af gravsten over Jørgen Madsen Winther, død 1800, i Stenderup Kirke, Vejle Amt. Foto: Arnold Mikkelsen, 2022

Foto øverst: Redaktør Rikke Ilsted Kristiansen undersøger den middelalderlige altertavle fra Gestelev Kirke, Svendborg Amt. Tavlen befinder sig nu i Museum Odenses magasin. Foto: Arnold Mikkelsen, 2022.

Et langsigtet kvalificeret arbejde siden 1927

Formålet med Danmarks Kirker har fra sin påbegyndelse i 1927 altid været en grundig og videnskabelig funderet beskrivelse, udarbejdet af fagfolk.

"Da verden er under hastig forandring i informationssamfundets tidsalder, er det i dag mindst lige så væsentligt, at der findes autoritative fremstillinger, hvis tekst er udarbejdet af den bedste sagkundskab. Danmarks Kirker er en sådan fremstilling," fortæller Michael Andersen, forskningschef for Oldtid, Middelalder og Renæssance på Nationalmuseet og den ansvarshavende redaktør for bogværket Danmarks Kirker.

Dansk kirkelandskab hvor ingen kirke er ens

Overalt i landskabet er kirken typisk den ældste og fornemste bygning i sognet. Her findes ofte vidnesbyrd om mere end 800 års liv.

"Vores kirker kan ligne hinanden på overfladen, men alle er de unikke og udviser forskelligheder. Man kan tale om egnspræg. Gennem vores arbejde med bogværket ser vi sammenhænge, som tidligere ikke var kendte. Lige nu beskriver vi de fynske kirker, som ingen i virkeligheden har haft et sammenhængende overordet billede af. Overalt i landet gælder det, at kirken typisk er den ældste og den fornemste bygning i sognet. Her findes ofte vidnesbyrd om mere end 800 års liv. Samtidig gælder det, at kirkerne udgør langt hovedparten af vore bevarede bygninger fra middelalderen, og deres indhold af kirkekunst udgør den uden sammenligning største samling af ældre kunst i Danmark," uddyber Michael Andersen.

Et langsigtet kvalificeret arbejde

Redaktionen består af ni redaktører, det vil sige skrivende medarbejdere, men holdet bag værket er langt større. Første skridt i en beskrivelse består i at samle alle de relevante skriftlige kilder. Studentermedhjælpere er centrale i dette arbejde. Derudover har Danmarks Kirker særlige konsulenter inden for orgelkundskab, heraldik og latin. Hertil kommer bistand fra en tegner og en fotograf med mange års erfaring. Billedsiden er med tiden blevet væsentligt forbedret og udbygget.

Redaktør (nu emeritus) Ebbe Nyborg flytter en lysekrone i Løsning Gamle Kirke, Vejle Amt, under fotograferingen af sognepræst Rasmus Pedersen Tøxens epitafium fra o. 1693. Foto: Arnold Mikkelsen

Redaktør David Burmeister afskriver en gravsten ved Ulbølle Kirke, Svendborg Amt. Den stærkt slidte indskrift lod sig kun tyde i skrålyset fra en tidlig morgensol. Foto: Arnold Mikkelsen

Bevaring af den kirkelige kulturarv

Danmarks Kirker er et centralt arbejdsredskab for de mange, der arbejder med at bevare den kirkelige kulturarv i Danmark, som f.eks. kirkelige myndigheder, arkitekter og medlemmer af menighedsråd, og som arbejdsredskab for Nationalmuseet selv.

"Tilgængeliggørelse for den brede befolkning er dog også i fokus. Danmarks Kirker udkommer stadig i bogform, men vi er samtidig til stede digitalt, hvor man kan læse og søge i alle kirkebeskrivelserne. Netop nu udgives der kirkebeskrivelser i komprimeret form på lex.dk," slutter Michael Andersen.

Augustinus Fonden har, ligesom flere fonde, støttet Danmarks Kirker gennem årtier. Senest er givet en bevilling i 2024.

Danmarks Kirker | Augustinus Fonden