Dansk Bibliotekshistorie
- StøtteområdeKunst & Kultur
- FokusområdeLitteratur
- Bevillingssum1 mio. kr
- År2018
Rum for dannelse, oplysning og demokratiske værdier
I to bind 'Biblioteker for de få, Tiden før 1920' og 'Biblioteker for alle, Tiden efter 1920' bliver bibliotekernes danmarkshistorie for første gang udgivet som ét samlet værk.
Dansk Bibliotekshistorie skildrer de skiftende former og institutioner, som ofte havde pionerer og stort personligt engagement bag sig – ildsjæle, der brændte for oplysning og dannelse til alle i hele Danmark.
Dansk Bibliotekshistorie udkommer i en tid, hvor det er vigtigt at fremhæve bibliotekernes betydning og værdi gennem historien, og den tager læseren med helt op til samtiden. Blandt de danske kulturinstitutioner har bibliotekerne en helt særlig rolle ved at være nogle af de mest åbne og benyttede. De har praktisk taget hele befolkningen som brugergrundlag. Nye generationer står imidlertid over for et langt bredere og mere diffust mediebillede end tidligere, hvor bibliotekerne blot er en af mange muligheder.
Foto: Ehrhorn-Hummerston
Biblioteker til hele Danmark
Historien om de danske biblioteker er lang og tog sin begyndelse omkring år 1100 med biblioteker i klostre og kirker, universitetsbiblioteker, private biblioteker og adeliges samlinger af bøger og håndskrifter.
Der har også været særlige biblioteker knyttet til vidensinstitutioner, f.eks. Botanisk Have, ligesom Søetaten, Generalstaben og Artillerikorpset havde egne biblioteker – en afgørende samling af viden og ressourcer som forudsætning for at styre Danmark sikkert gennem krig.
Op gennem 1800- og 1900-tallet fik bibliotekerne en helt anden bredde og funktion, godt hjulpet på vej af en læsende og videbegærlig befolkning, der ikke længere var analfabeter. Offentlige og private læsestuer slog dørene op, ligesom folkebogssamlinger og vandrebogssamlinger, og et væld af mindre biblioteker målrettet særlige befolkningsgrupper kom til: Arbejderbevægelsens Bibliotek, Husholdningsforeningens Bibliotek fulgt op af Arbejdernes Læseselskab og Kvindelig Læseselskab.
I 1920 sikrede den første bibliotekslov biblioteker for alle. Det gav grobund for bogbusser og bogbiler, sågar bogbåden i det sydfynske øhav, der til søs bragte bøger ud til øerne.
Forlag
Dansk Bibliotekshistorie er udkommet ved Aarhus Universitetsforlag.
Forfattere
Nan Dahlkild og Steen Bille Larsen, Københavns Universitet.
Fokus
Dansk Bibliotekshistorie fortæller om udviklingen af de danske biblioteker fra middelalderens samlinger af håndskrifter til den digitale tidsalder med nye udfordringer til alle biblioteker og informationscentre.