Forlaget Multivers

Danske Komponister - ny viden om komponister, værkerne og musikkens samtid

  • StøtteområdeKunst & Kultur
  • FokusområdeMusik
  • Bevillingssum1.180.000
  • År2021

Danske komponister frem i lyset

Kender du navne som August Enna? Else Marie Pade? Nancy Dalberg? Måske ikke endnu? Det kan være, at der er større chance for, at du allerede har hørt om Carl Nielsen? Niels W. Gade?

Et par danske komponister har nemlig domineret vores fælles fortælling om Danmarks musikhistorie. Med status og stor musikpolitisk magt tog disse skikkelser en vægtig plads i deres samtid og overskyggede dermed en række begavede og talentfulde komponister, der aldrig formåede at nyde den samme offentlige opmærksomhed, herunder især kvindelige komponister. Helt op til i dag er der stadig mange komponister i den danske musikhistorie, der er underbelyste og ukendte. Ikke bare for den brede offentlighed, men også for specialiserede fagfolk.

Det manglende kendskab til den ellers store pulje af danske komponister har ledt til en fattigere bevidsthed om vores fælles nationale musikhistorie. Samtidig har det også haft, og har stadig, helt konkrete konsekvenser for bredden i opførelsen af den danske musikalske arv blandt landets dygtige orkestre. Mange værker er ikke mulig at opleve live.

For at skrive de underbelyste komponister frem og lukke videnshullet i vores fælles historie har forlaget Multivers siden 2018 udgivet bogserien Danske Komponister.

Hver udgivelse i bogserien er et kompakt portræt af en specifik komponist, og hver udgivelse er skrevet af forskellige musikskribenter og forskere, der hver især har den nødvendige faglige indsigt i den pågældende komponist til at kunne formidle bredt og samtidigt kvalificeret. Hele bogserien redigeres af den mangeårige musikjournalist Jens Cornelius.

’Danske Komponister’ er vigtig, fordi der i mange årtier har været en voldsom mangel på litteratur om klassiske danske komponister. Nogle komponister er kun beskrevet i forældet litteratur, og mange har aldrig før fået deres liv og værker omtalt i en ordentlig biografi. Bogserien tager sig af komponister fra hele den danske musikhistorie og bliver skrevet af landets bedste musikskribenter og musikforskere med en spredning over tre generationer.
Jens Cornelius, redaktør af bogserien 'Danske Komponister'

Indtil videre er der blandt andet udgivet bind om: August Enna, Ludolf Nielsen, Else Marie Pade, Hilda Sehested, Nancy Dalberg, Niels Viggo Bentzon, Emil Hartmann, Paul von Klenau, Victor Bendix, Bent Lorentzen, Otto Malling, Thorvald Aagaard, Oluf Ring, Tekla Griebel Wandall, Bernhard Christensen, Leif Kayser, Finn Høffding, Emil Reesen, Diderik Buxtehude, Rued Langgaard, Johan Adam Krygell og Poul Schierbeck.

01

Forlag

Det er Forlaget Multivers, der står bag bogserien. Forlaget blev etableret i 1998 og udgiver både fag- og skønlitteratur.

02

Redaktør

Flere musikskribenter og forskere bidrager til udarbejdelsen af Komponistserien. Bogserien redigeres af den mangeårige musikjournalist Jens Cornelius.

03

Fokus

Bogserien forsøger kompakt og præcist at formidle de mere ukendte komponister i den danske musikhistorie. Fokusset er på at illustrere den store bredde og den store kvalitet, som den danske komponisthistorie rummer, samt udbrede kendskabet til konkrete komponisters navne og kunstneriske virke.

04

Støttehistorik

Augustinus Fonden har støttet bogserien siden 2019. Først med en bevilling på 663.000 kr. til udgivelsen af 10 bøger. I 2021 bevilgede fonden igen støtte, denne gang 1.180.000 kr. til udgivelsen af 15 nye bøger. I alt har fonden bevilget 1.843.000 kr. til bogserien, der indtil videre indeholder 20 bind.