De gamle stenmestres håndværk bliver vækket til live på Vallø Slot
- StøtteområdeKunst & Kultur
- FokusområdeBevaring af bygningsværker
- Bevilling7 mio. kr.
- År2024

Restaurering med nyhugning af sandstensudsmykning på Vallø Slot
Vallø Slot ligger smukt og højt hævet over landskabet med udsigt over Køge Bugt. Slottet, der stammer fra renæssancen, er et af landets mest betydningsfulde bygningsværker. Slottets historie går tilbage til slutningen af 1500-tallet, hvor den velhavende adelskvinde Mette Rosenkrantz lod slottet opføre. Slottets facader er rigt dekoreret med en enestående sandstensudsmykning og repræsenterer noget af det smukkeste sten- og billedhuggerarbejde i Danmark fra den tidlige renæssance.

En stor del af Valløs skulpturelle sandstensudsmykninger fra Mette Rosenkrantz’ tid er bevaret i både kunstnerisk idé og skulpturel bearbejdning – på trods af mange vedligeholdelsesarbejder, ombygninger og en voldsom brand i 1893, der har sat sine spor på slottet. Derfor har Vallø Slot påbegyndt et større restaureringsarbejde af sandstensudsmykningen. Trods løbende vedligehold er facaden stærkt nedbrudt, og restaurering er nødvendigt for at sikre bygningens bevaring for fremtiden.
Dekorationer sikres med nyhugning og restaurering
Portaler, vinduespartier, sandstensbånd, svungne gavle med volutter, kugler og pinakler samt næsten 300 frontale hoveder og brystbilleder inspireret af samtidens og den klassiske oldtids kunst kan ses på slottets facade.
Flere af sandstenene er i så dårlig stand, at de skal udskiftes med nyhuggede kopier for at bevare Vallø Slots imponerende renæssancearkitektur. Derudover skal en stor del af de beskadigede sandsten restaureres. Augustinus Fonden bidrager til restaureringen sammen med flere fonde, og Augustinus Fondens støtte går specifikt til sandstensfigurer på Det Firkantede Tårn. Fonden støtter Vallø Slot for at bevare bygningsarv af national betydning - kulturarv, der kan opleves af alle. Slotsparken og slotsgården besøges hvert år af op mod 200.000 gæster.

Som forberedelse til det omfattende istandsættelsesprojekt er der blevet gennemført arkivundersøgelser, tilstandsregistreringer og fotodokumentation, der har bragt ny viden om Valløs sten- og billedhuggerarbejde i spil.
Vallø Bauhütte bærer håndværksmæssige traditioner
Vallø Slot samarbejder med en tysk sten- og billedhugger om restaureringsindsatsen og har etableret en såkaldt Bauhütte: Et værksted på slottet, hvor håndværkerne kan arbejde, og hvor godt håndværk og en dyb forståelse af de gamle stenmestres teknik er omdrejningspunktet.