Det Lille Teater - Ringen
- StøtteområdeKunst & Kultur
- FokusområdeScenekunst
- Bevilling200.000 kr.
- År2026

I den Reumertvindende opera Ringen for børn er de fire operaer i Wagners operacyklus Nibelungens Ring smeltet sammen til én fortælling om venskab og magt, og hvad der sker, når magten havner i de forkerte hænder.
Børneoperaen 'Ringen' er den størst tænkelige opera i den mindst tænkelige udgave. Richard Wagners legendariske operacyklus 'Nibelungens Ring', der i sin fulde længde kan strække sig over 14 timer, er blevet bearbejdet af et hold af danske kunstnere, så den varer 60 minutter og henvender sig til de 7 til 12-årige. Forestillingen er en kommentar til menneskets ønske om magt over naturen og om børns kamp mod stivnakkede voksne og magthavere, der rækker ud efter egen vinding uden hensyn til efterkommernes fremtid. I et musikalsk eventyr befolket af nordiske guder, valkyrier og dværge, buldrer kampen om en magisk ring fra gudernes borg til underverdens dyb og hvem spørgsmålet er hvem der skal så redde menneskene og kærligheden?
Med udgangspunkt i originallibrettoen har leder af Det Lille Teater ,Camilla Hübbe, skabt den nye fantasifulde version. Komponist og arrangør Christian Balving har skabt den reducerede udgave af Wagners musik, som er indspillet af Athelas Sinfonietta. Ud fra dette mytologiske univers har scenograf og kostumier Karin Betz skabt en opsætning der emmer af eventyr. Det hele er instrueret af Mia Lipschitz og bringes til live på scenen af to professionelle operasangere og to skuespillere.
Forestillingen havde præmiere på Copenhagen Opera Festival i 2025, og er også skabt i samarbejde med festivalen samt co-produceret af Den Jyske Opera. Siden premieren har et hav af børn og deres vokseallerede fået glæde af forestillingen, der spillede hele 53 gange i 2025 og udløste en Reumert for Årets børne-/ungdomsforestilling ved Reumertuddelingen 2026.
I 2026 genopsættes forestillingen i forbindelse med Copenhagen Operafestival og i 2027 sendes den på turné med Den Jyske Opera.
Augustinus Fonden har støttet produktionen af forestillingen med 600.000 kr. og genopsætningen i 2026 med 200.000.
Foto øverst: Billede fra opsætningen på Det Lille Teater i 2025. Kreditering alle fotos: Emilie Therese
Støtteområde
Ansøgninger til scenekunst
Augustinus Fonden støtter scenekunstoplevelser i hele landet, der bidrager til refleksion gennem eksistentielle fortællinger, etiske spørgsmål og æstetiske udtryk. I mødet med scenekunsten kommer publikum helt tæt på den skabende og udøvende kunst. Fokus er især på støtte til professionelle aktiviteter inden for dans og musikdramatik.




