Frirummet på Museum Ovartaci - fællesskab for psykiatribrugere
- StøtteområdeSociale & Humanitære indsatser
- FokusområdeSociale Indsatser i Danmark
- Bevilling215.042 kr.
- År2024

Kunsten og det kreative er en pause i den psykiske sygdom
Udgangspunktet er ikke sårbarhed og diagnose, men ligeværd og kreativitet.
Museum Ovartaci er et kunst og kulturhistorisk museum. Museets samling består af kunst skabt af mennesker, som har eller har haft tilknytning til psykiatrien og en kulturhistorisk samling baseret på artefakter og arkivalier fra Psykiatrisk Hospital i Risskov.
Parallelt med museumsopgaverne løfter Museum Ovartaci et socialt ansvar i arbejdet med sociale og sundhedsmæssige forhold gennem kunst, kulturhistorie og praktisk skabende arbejde. Som en del af deres museumspraksis har museet gennem mange år drevet det kreative værksteder ‘Frirummet’ for psykiatribrugerne. Værkstedet rummer og favner en bred vifte af sårbare mennesker, der alle kæmper med vidt forskellige problematikker; det kan være OCD, angst, autisme, PTDS, senhjerneskader, mv.
Ideen bag et værksted i tilknytning til Museum Ovartaci er at anvende kunsten som terapiform og give psykisk sårbare de fornødne rammer og materialer at arbejde med. Udgangspunktet er ikke sårbarhed og diagnose, men ligeværd og kreativitet, hvor Ovartacis kunst ofte inkorporeres aktivt i brugernes værker. Arbejdet med hænderne, og det at arbejde med en kognitivt krævende opgave, skaber et positivt og samlet fokus i krop og sind. Brugerne oplever derfor Frirummet som en pause i deres psykiske sygdom og udvikler så at sige redskaber til at mestre deres psykiske problemstillinger på egen hånd.
Museum Ovartaci har modtaget støtte fra Augustinus Fonden til udviklingen af eksisterende aktiviteter og igangsættelse af nye aktiviteter.

Foto: Aktiviteter i Frirummet på Museum Ovartaci.
For at kunne udvikle fællesskabet og tilgodese den øgede interesse for projektet samt det pædagogiske og kreative arbejde i værkstedet, er der brug for at kunne opdele gruppen af brugere i mindre enheder. Det sker for at tage hensyn til de brugere, som har svært ved at rumme støj, snak eller for mange mennesker på samme tid. Ambitionen er derfor at kunne tage mindre grupper med i museumshaven, i udstillingen - hvor det er muligt at opleve og inddrage kunstværkerne til dialog og inspiration - eller i museets faciliteter til børn og unge.
Flere hænder og opdeling af aktiviteterne vil gøre en stor og mærkbar forskel i hverdagen for psykiatribrugere og personale og vil skabe bedre forudsætninger for gode forløb.

Foto: Værk udarbejdet af bruger i Frirummet.
Se mere om Museum Ovartaci på deres hjemmeside

Værk af kunstneren Ovartaci (1894-1985).