Glud Museum sætter fokus på landsbylivet i 1980'erne med nyt formidlingsprojekt
- StøtteområdeKunst & Kultur
- FokusområdeMuseer og kulturarv
- Bevilling1 mio. kr.
- År2026

Hvad stod der på hylderne i den lokale Tatol i 1980? Og hvordan hang arbejde og familieliv sammen, når erhvervet lå i hjemmet?
Det er nogle af de spørgsmål, Glud Museum nu vil besvare ved at genskabe en original Tatolbutik i en tidstypisk murermestervilla, der skal give et levende indblik i landsbylivet omkring 1980.
Med en samlet støtte på over 6,2 mio. kr. fra hhv. Den A.P. Møllerske Støttefond, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond kan museet nu tage det første store skridt mod at realisere fortællingen om familieliv og småerhverv i det sene 20. århundrede.
Den lille, lokale butik bliver et prisme for de forandringer, der prægede livet på landet. Samtidig giver vi nye generationer adgang til en vigtig del af vores nære kulturarv, som skal tale direkte til vores fælles erindring gennem alle sanser.

Tatolbutikken på Glud Museum indrettes med originalt inventar. Her ses ekspedient i Tatol i Skamby i 1983 Foto: Søndersø & Omegns Lokalhistoriske Arkiv
Den nære fortid bringes ind på museet
Glud Museum formidler i dag landsbyliv fra 1600-tallet frem til ca. 1950, men i kraft af det nye projekt skal fortællingen nu gå længere op i tid. Tatol var en landsdækkende kæde af landsbybutikker under C. Schous Fabriker. Den sidste butik lukkede i 2009.
”Med dette nye projekt vil vi give publikum mulighed for at opleve 1980’erne og genkende deres egen hverdagshistorie, som den så ud for de fleste. Vores ambition er derfor også at tiltrække flere af de danskere, der ikke normalt går på museum, men som nu får nye muligheder for at blive spejlet i deres egen hverdagshistorie,” udtaler Helle Ingerslev.
Tatolbutikken indrettes med originalt inventar, blandt andet kasseapparat, disk og hylder fra en tidligere butik i den nærliggende landsby Hosby. I butikken kan publikum købe småvarer, slik og andre tidstypiske produkter. Villaen indrettes med tidstypiske møbler og interiør, så både hjem og butik giver et troværdigt billede af perioden.
Den nye udstilling giver mulighed for, at bedsteforældre kan tage børn og børnebørn med tilbage til landsbyens centrale samlingssted, som det fremstod i 1980’erne. I en tid præget af hurtige indtryk og hastige forandringer er det væsentligt at skabe grundlag for fælles forståelse og referencerammer på tværs af generationer og i øvrigt bidrage til en offentlig samtale om land- og byudvikling.

Glud Museum er et frilandsmuseum, der formidler landsbyhistorie fra 1600 frem til i dag på tværs af 15 historiske bygninger og anlæg. Foto: David Jervidal
Fakta om projektet
Projektet starter formelt op i april 2026. Undervejs i projektet vil museet gennemføre et indsamlingsprojekt, hvor danskerne kan komme med erindringer, genstande, varer og andet godt fra perioden.
Med finansieringen på plads forventes det, at det nye hus og butik står klar til publikum til sommersæsonen 2029.
Glud Museum er et frilandsmuseum med fokus på den østjyske landsbys historie i nyere tid med fokus på Hedensted Kommune. Glud Museum arbejder for at bevare og formidle landsbyens historie og livsformer med særligt fokus på de nære fællesskaber og deres betydning for det gode liv på landet.

Projektet omfatter genskabelse af en original Tatol fra Hosby og et tidstypisk 1980’er-hjem i en murermestervilla på museets område, som det ses i illustrationen. Illustration: Glud Museum


