Den Kongelige Ballet

KOREORAMA

  • StøtteområdeKunst & Kultur
  • FokusområdeScenekunst
  • Bevillingssum7 mio. kr.
  • År2024

Ballet til fremtiden

Det Kongelige Teaters udviklingsprojekt KOREORAMA er et undervisningsforløb for koreografiske talenter, som fokuserer på produktionsprocesser og har diversitet, nyskabelse og aktualitet i centrum.

Den Kongelige Ballet har, som den største klassiske aktør i Danmark, ansvaret for at sikre ballettens kvalitet og relevans. Både som klassisk og moderne kunstform - nu og i fremtiden. Med udviklingsprojektet KOREORAMA fokuserer Den Kongelige Ballet på at uddanne balletkoreografer, der kan være drivende kræfter i udviklingen af fremtidens ballet.

Ambitionen er at uddanne moderne koreografer, som repræsenterer diversitet, nyskabelse og aktualitet, samtidig med at Den Kongelige Ballet intensiverer udviklingen af ny koreografi. Indsatsen skal bidrage til at cementere ballettens slagkraft som samtidskunst ved at skabe nye balletværker på internationalt niveau.

Omdrejningspunktet er et talentprogram, hvor Den Kongelige Ballet gennem specialdesignede udviklingsforløb opdyrker balletkompagniets koreografiske talenter og skaber nye værker til repertoiret. Gennem undervisningsforløb får talenterne indblik i de projektstrukturer, som det er vigtigt at kunne indgå i som koreograf.

Augustinus Fonden støttede også KOREORAMA i 2022 med 6 mio. kr.

Nye værker positionerer balletten som en vigtig del af samtidskunsten

Ballet som kunstform lever i nuet og opføres af unge dansere, der bærer samtidens strømninger og fremtidens potentialer i deres kroppe.

Der er et stort potentiale i at give kunstnerne mulighed for at udtrykke sig gennem koreografiske eksperimenter, der forbinder det klassiske trinsprog med aktuelle livserfaringer og kunstneriske perspektiver.

KOREORAMA er mangfoldighed. Der findes for eksempel ikke så mange kvindelige koreografer i verden, og det vil vi gerne gøre noget ved. KOREORAMA er også at sætte forskellige kunstnere sammen; billedkunstnere, musikere, komponister – så man måske også får udviklet en helt ny måde at optræde på eller danse på. Det er spændende. Udfordrende. Men er også med til at sikre fremtiden for Den Kongelige Ballet.
Nikolaj Hübbe, Balletmester, Det Kongelige Teater

Støtteområde

Ansøgninger til scenekunst

Augustinus Fonden støtter scenekunstoplevelser i hele landet, der bidrager til refleksion gennem eksistentielle fortællinger, etiske spørgsmål og æstetiske udtryk. I mødet med scenekunsten kommer publikum helt tæt på den skabende og udøvende kunst. Fokus er især på støtte til professionelle aktiviteter inden for dans og musikdramatik.

Læs mere