Rammer for kunstnerisk produktion på Godsbanen i Aarhus
- StøtteområdeKunst & Kultur
- FokusområdeBilledkunst og kunsthåndværk
- Bevillingssum375.000 kr.
- År2023
Værksteder for kunst i større skala
Når professionelle kunstnere i dag får en større kunstopgave, søger de fleste mod København og Statens Værksteder for Kunst.
Det bliver anderledes fra 1. oktober 2024, hvor Godsbanen i Aarhus fremover kan tilbyde kunstnere produktionsophold i op til fem måneder med støtte fra Augustinus Fonden. Projektet har fået et bidrag til en treårig periode.
Et produktionsophold på Godsbanen vil fremover give flere kunstnere flere muligheder. Samtidig er projektet med til at udvikle den skabende kunst i regionen, da mulighederne for at arbejde med større kunstprojekter lokalt vil medføre, at kunstnerne får bedre tid og ressourcer til deres arbejde.
I det vestlige Danmark er der en stor kunstnerisk talentmasse men mangel på produktionsmuligheder for professionelle kunstnere og studerende på det Jyske Kunstakademi. Det vil projektet ændre på.
Produktionsopholdet giver professionelle billedkunstnere mulighed for at ansøge om et ophold med adgang til et stort arbejdsrum/atelier, Godsbanens værksteder og til faglig rådgivning fra værkstedernes fagpersonel. Produktionsopholdet kan være led i værkproduktion, en udsmykningsopgave eller et kunstnerisk undersøgelsesarbejde.
Foto: Anthon Jackson
Fakta om projektet
Samarbejde med Det Jyske Kunstakademi
Som led i projektet har Godsbanen indgået et samarbejde med Det Jyske Kunstakademi. Tre måneder om året vil Godsbanens produktionslokale således være forbeholdt studerende fra det Jyske Kunstakademi, der ligesom de professionelle kunstnere, vil kunne tilgå værkstederne i forbindelse med produktionen til deres afgangsudstillinger.
Kunstfaglig kvalificering
Der er nedsat et kunstfagligt udvalg til at vurdere ansøgningerne. Udvalgets medlemmer udpeges af repræsentanter fra Statens Værksteder for Kunst, Aarhus Billedkunstcenter, Godsbanen og BKF.
Open call
Open Call til produktionsopholdet er åbent nu med ansøgningsfrist 1. juni 2024. Læs mere på Godsbanens hjemmeside.
Støtteområde
Billedkunst og kunsthåndværk
Augustinus Fonden støtter udstillinger af billedkunst og kunsthåndværk, der bidrager til kunstoplevelser, der skaber indsigt og indlevelse i samtidens kunstneriske udtryk. Samtidig støtter fonden også udviklingen af rammer for professionelle kunstnere, gode værkstedsfaciliteter, håndværksmæssig ekspertise og erfaring.