Stevns Klint Experience
- StøtteområdeKunst & Kultur
- FokusområdeFormidlingscentre
- Bevillingssum15 mio. kr.
- År2018
UNESCO Verdensarv ved Stevns Klint
Stevns Klint Experience er centrum for kultur og formidling af verdensarven ved Stevns. Her inviteres publikum med på en rejse gennem verdensarvens historie med udgangspunkt i den helt særlige natur og omgivelser ved klinten.
Med udsigt over Boesdal Kalkbrud og Østersøen kan turister og lokale få et dybere kendskab til den naturkatastrofe, der udspillede sig for mere end 66 millioner år siden: Her ramte en asteroide jordens overflade og var medvirkende til, at mere end 50% af alt liv på Jorden uddøde, også dinosaurerne.
Mellem klintens tykke lag af kridt og kalk ligger et få centimeter tykt lerlag (fiskeler), der indeholder rester fra asteroidens nedslag og dermed vidner om begivenhederne for millioner af år siden. Derfor blev Stevns Klint optaget som UNESCO Verdensarv i 2014, som det bedste sted i verden til at se sporene fra fortiden.
Stevns Klint Experience er centrum for formidling af verdensarven og porten til en god oplevelse af hele området.
I oplevelsescentret møder børn og voksne en underholdende og interaktiv udstilling, der bidrager til oplevelse og refleksion over verden som den så ud for millioner af år siden. Udstillingen dykker ned i livet før katastrofen, dinosaurernes tid på land og i havet, selve meteornedslaget og konsekvenserne for livet efter nedslaget. Publikum kan også komme helt tæt på fiskeleret, da der er placeret et 37 tons tungt stykke klint i udstillingen.
Dermed udgør oplevelsescenteret et vartegn for videnskabeligt baseret formidling om tidens dybde, livets udvikling, klint og natur.
Portal til verdensarvsområdet
Når et område bliver optaget som UNESCO Verdensarv følger en stor forpligtelse til at sikre formidling, bevaring og udvikling. Med etableringen af Stevns Klint Experience kan området nu leve op til forventningen om at skabe forståelse for verdensarven til et bredt publikum.
Stevns Klint Experience er ikke blot stedet, der støtter og sikrer den fremtidige udvikling og formidling af Stevns Klint som UNESCO Verdensarv – det er selve portalen til områdets øvrige attraktioner, almennyttige seværdigheder og oplevelser.
Stedets aktiviteter bliver bygget op i samarbejde med lokale virksomheder, foreninger og kunstnere, så opmærksomheden – og verdensarven bliver en løftestang for lokalsamfundet.
Om Stevns Klint Experience
Oplevelsescenteret er tegnet af Praksis Arkitekter, og udstillingen designet af Tinker Imagineers. Udstillingsrummet er på 520 m2.
25 forskere fra Tyskland, Holland, Belgien, USA og Danmark har hjulpet med at grave historierne frem. 6 museer, to universiteter og en række private samlinger har lånt eller foræret genstande til udstillingen.
Etableringen er gjort mulig via donationer på i alt 80 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden og Aage & Johanne Louis-Hansens Fond. Augustinus Fonden har derudover støttet restaurering af de to ovne ved Boesdal Kalkbrud.