112 studielegater til studerende på kunstneriske uddannelser

Studieophold 2025: International inspiration og nye fællesskaber for studerende på kunstneriske studier

  • StøtteområdeViden & Forskning
  • FokusområdeStudieophold
  • Bevilling2.427.297 kr.
  • År2025

Augustinus Fonden støtter hvert år internationale studieophold for studerende på kunstneriske studier som billedkunst, musik, arkitektur, kunsthåndværk & design og scenekunst. Med støtte til internationale studieophold ønsker fonden at bidrage til, at den næste generation af kunstnere kan udvikle sig.

Kort om fondens støtte:

  • Fonden støtter velkvalificerede kunstneriske studerende, der har afsluttet en bachelorgrad eller tilsvarende og viser højst kunstnerisk niveau.
  • Kunstnere kan i op til tre år efter endt uddannelse komme i betragtning til et studielegat.
  • Studiestøtten dækker bl.a. fuld uddannelse eller semesterophold på udenlandske institutioner, enetimer hos højt kvalificerede undervisere, masterclasses, konkurrencer og residency-ophold af betydning for den kunstneriske udvikling.
  • I 2025 uddelte fonden 112 studielegater til internationale ophold i hele verden med vægt på ophold i Europa og USA.

Se et par eksempler på studerende, der har fået støtte til internationale studieophold herunder.

Thorbjørn Stefansson, kontrabassist, fortæller:

Master of Music i Jazz ved City College of New York, USA (Bevilling: 39.500 kr.)

"Mit faglige udbytte i løbet af første år på The City College of New York har været særdeles givende. Jeg har haft den store fornøjelse af modtage basundervisning af den anerkendte bassist David Wong. I disse lektioner har vi arbejdet intensivt med bassens fundamentale funktioner, og jeg mærker tydeligt, at mit spil er blevet mere 'groundet', samtidig med at mit bundniveau er hævet markant."

"Uden for studiet har New Yorks musikscene været en uvurderlig inspirationskilde. Jeg har dagligt haft mulighed for at opleve koncerter med musikere, jeg længe har beundret, og den tætte kontakt med denne levende scene har givet mig mulighed for at udvide mit netværk betydeligt."

"Derudover har mit ophold i New York også løbende præsenteret mig for unikke muligheder for at starte nye projekter, og jeg er allerede en del af flere ensembler, der arbejder med egne kompositioner."

Kajsa Balk-Møller, installations- og performancekunststuderende ved Det Fynske Kunstakademi, fortæller:

Semesterophold ved Athens School of Fine Arts, Grækenland (Bevilling: 4.978 kr.)

"Mit ophold i Athen har været dybt berigende for min kunstneriske praksis og forståelse. Jeg har deltaget i både performanceklasser, teoriundervisning og praktiske værksteder, som hver især har givet mig nye indgange til mit arbejde. Undervisningen har givet mig en ny forståelse af, hvad det vil sige at være i proces. Ikke kun som kunstner, men som menneske i verden."

"En væsentlig del af opholdet har været fællesskabet med de andre studerende på skolen og andre kunstnere i byen. De kollektive erfaringer, samtaler og samarbejder har givet mig nye perspektiver og en dybere forståelse af, hvordan kunst kan opstå i det delte, og hvordan inspiration kan opstå i relationer, snarere end i isolation. Jeg deltog i en skoleudstilling og gennem et open-call i en ikke-skolerelateret gruppeudstilling, og gennem mit netværk i byen fik jeg et praktikophold hos en kunstner, der driver et udstillingssted."

Michael Hope, nyuddannet komponist, fortæller:

Darmstadt Summer School i komponistklassen, Tyskland (Bevilling: 4.000 kr.)

"Min deltagelse i Darmstadt Ferienkurse i sommeren 2025 var et afgørende skridt i at udvide min kunstneriske profil internationalt, opnå nye kunstneriske færdigheder og udvide mit netværk. Jeg præsenterede en ny koncertperformance i samarbejde med komponist Niklas Brandenhoff i 'Open Space'-formatet, hvor jeg omsatte nyerhvervede færdigheder i live-audio- og videoproduktion i praksis. Jeg fik mulgihed for at præsentere mit arbejde for anerkendte komponister og undervisere og fik dermed værdifuld feedback og udvidede mit netværk i processen."

"Jeg deltog i adskillige forskellige samtaleformater såsom paneler, forelæsninger og diskussionsgrupper, hvor vi i fællesskab foreslog nye tilgange og metoder til musikskabelse og knyttede nye internationale forbindelser undervejs. Sådanne forbindelser med komponister, performere, kuratorer, journalister og akademikere fra hele Europa, Amerika, Asien, Australien og Norden er afgørende for mit virke som international kunstner."

Emma Bonven, scenografistuderende, fortæller:

Kandidatuddannelse ved FHNW Academy of Art and Design, Basel, Schweiz (Bevilling: 27.500 kr.)

"Jeg har fået stor indsigt i min egen praksis. Jeg har befundet mig i et enormt inspirerende studiemiljø, hvor vi kan spare med hinanden som studerende og har adgang til virkelig givende vejledning fra undervisere. Jeg har som studerende i udlandet fået meget mere indsigt i en praksis uden for Danmark og fået nye kontakter og et meget større netværk."

"Jeg har fået meget mere selvtillid i mit eget virke og kender nu min praksis og proces bedre. Jeg har gennem kurser fået lov til at udfordre mine vaner og prøve arbejdsmetoder, jeg normalt ikke selv ville opsøge. Jeg har været til performancekursus og skrivekursus, og det har været enormt givende at være uden for mine vante områder. Jeg er blevet præsenteret for mange nye faglige referecencer og har fået meget større indblik i scenekunst og scenografi i Centraleuropa."

Ansøgninger

Læs mere om ansøgningsmuligheder til internationale studieophold for kunstneriske studerende

Gå til studieside