Grundtvigsk Forum

Transformation af Vartov - udvikling af vigtig kulturarv med betydning for dannelse og demokrati

  • StøtteområdeKunst & Kultur
  • FokusområdeBevaring af bygningsværker
  • Bevilling5 mio. kr.
  • År2026

Projektet 'Transformation af Vartov' skal fremtidssikre det historiske hus Vartov som levende og relevant kulturarv og skabe mulighed for at udvikle husets formidlingsmæssige potentialer med afsæt i historien om N.F.S. Grundtvig.

Midt i København, som nabo til Rådhuspladsen, ligger kulturhuset Vartov. Vartov er uløseligt knyttet til N.F.S. Grundtvig, der var præst ved Vartov Kirke fra 1839 til sin død i 1872. Herfra udfoldede han tanker om folkelig dannelse, frisind, oplysning og demokrati, som fortsat præger danske skoler, kirker, foreninger og samfundsliv.

Den landsdækkende forening Grundtvigsk Forum har drevet Vartov som åbent kulturhus og mødested siden 1990'erne og står bag projektet, der skal transformere det historiske hus til et åbent folkeligt kulturhus omkring dannelse, fællesskab og demokrati.

”Vi oplever en stor interesse for steder, der kan samle mennesker på tværs af generationer og skabe rum for fordybelse, samtale og deltagelse. Med transformationen af Vartov ønsker vi at skabe et endnu mere åbent hus med national betydning – et sted hvor den kulturarv, vi forvalter, bliver mere levende og relevant i nutiden. Vi er taknemlige over for de bevillingsgivere, som har gjort dette projekt muligt," siger Kirsten M. Andersen, formand for Grundtvigsk Forum.

ERIK arkitekter skal stå i spidsen for projektet, der skal sikre bevaring og fornyelse Vartov som et af Danmarks væsentligste kulturhistoriske steder. Med transformationen skal Vartov styrkes som kulturarv og levende erindringssted omkring Grundtvig og den grundtvigske tradition. Huset skal danne ramme om møder og foreningsliv mellem mennesker og nye generationers møde med den kulturarv, som fortsat har betydning for demokratiet og det danske samfund.

Kort om projektet

01

Et åbent højskolehus midt i København

Vartov er allerede i dag et aktivt kulturhus og mødested med foredrag, debatter, fællessang, forskning og kulturelle arrangementer. Med transformationen får huset nye offentlige rum og langt bedre muligheder for at invitere endnu flere mennesker indenfor og skabe mere liv i huset året rundt. Grundtvigsk Forum står bag projektet i tæt samarbejde med faglige rådgivere og samarbejdspartnere i hele landet.

02

Bevaring af bygningsarv

Projektet omfatter en nænsom transformation af store dele af Vartovs stueetage. Eksisterende kontorfaciliteter omdannes til åbne og inviterende rum inspireret af den danske højskoletradition. Transformationen skal samtidig føre Vartovs indre tættere tilbage til de arkitektoniske kvaliteter, som arkitekt N.S. Nebelong skabte i midten af 1800-tallet. Med respekt for husets fredningsværdier skal den oprindelige enkelhed, materialitet og farveholdning genskabes, så bygningens indre igen svarer til det markante kulturhistoriske ydre.

03

Et bidrag til øget demokratiforståelse

Som centrum for det nye offentlige liv etableres en spisesal og et nyt biblioteksrum, der skal bygge bro mellem forskning i Grundtvig og formidlingen af hans tanker til en bred offentlighed. Biblioteket videreudvikler Vartovs eksisterende forskningsbibliotek og skal fungere som et væsentligt specialbibliotek med offentlig adgang. Derudover etableres undervisningslokaler og værksteder, som skal styrke husets rolle som lærings- og kultursted med flere arrangementer, samarbejder og undervisningsforløb.

Augustinus Fonden støtter ligeledes musikken på dannelsesfestivalen Himmelblå, som Grundtvigsk Forum står bag.

Flere fonde støtter den større ombygning og transformation af huset Vartov: A.P. Møller Fonden bidrager med 30 mio. kr., og Aage og Johanne Louis-Hansen Fond og Augustinus Fonden bidrager hver med 5 mio. kr. Augustinus Fonden støtter projektet som en del af støtten til bevaring af fredede bygningsværker af høj national kulturarvsværdi, og som vil fremtidssikre en ramme for formidling af Grundtvigs forskning, folkelig dannelse og fællesskaber.

Ansøgninger til bevaring af bygningsværker

Augustinus Fonden støtter bevaring af fredede bygningsværker, som ved deres arkitektur, historie eller på anden måde har national betydning. Vores fokus er på støtte til bevaring af kulturværdier i vand- og vindmøller og på bevaring af fredede bygninger af høj national kulturarvsværdi.


Læs mere