Nyt projekt giver viden og værktøjer til at arbejde med den grønne dagsorden i scenekunstbranchen
- Dato4. jun. 2024
Dansk Teater og Bæredygtigt Kulturliv NU præsenterer pilotprojektet Theatre Green Book Acceleratorprogram
Theatre Green Book er udviklet i England og sætter klare standarder for adfærd, drift og produktion.
Den er skabt i fællesskab af fagfolk med viden og erfaring med den praksisnære og komplekse omstilling af teatrenes daglige drift og virke. Theatre Green Book vil blive anvendt som et redskab til, hvordan man arbejde i retning af en mere ansvarlig scenekunstproduktion samt som værktøj for afrapportering for scenekunstbranchens klimapåvirkning.
Pilotprojektet Theatre Green Book Acceleratorprogram vil undersøge, hvordan det engelske værktøj fungerer i en dansk kontekst og vil samtidig skabe et grundigt fundament for en praksisnær, vidensbaseret og metodisk tilgang til selve brugen af Theatre Green Book, både hvad angår drift og produktion i scenekunstbranchen. Augustinus Fonden støtter acceleratorprogrammet med 2.740.000 kr.
Donationen til Dansk Teater og Bæredygtigt Kulturliv NU skal bidrage til at accelerere den grønne omstilling i scenekunstbranchen med fokus på samarbejde og videndeling på tværs.
Projektet er en del af en bredere bevægelse for grøn omstilling i scenekunstbranchen i hele Europa. Theatre Green Book, som allerede har etableret sig som en central metode i flere europæiske lande, skal nu også styrke bæredygtighed i den danske scenekunstbranche, hvor acceleratorprogrammet skal sikre et mere stabilt, bæredygtigt og progressivt fundament for en fremtid med bæredygtig scenekunst.
Renew Culture, som er hovedorganisationen bag Theatre Green Book, forhandler i skrivende stund med EU-Kommissionen om, at Theatre Green Book bliver den europæiske standard for bæredygtig teaterdrift og scenekunstproduktion.
Foto: Frida Gregersen
Om Theatre Green Book og Acceleratorprogrammet
I februar 2023 udkom den første danske version af Theatre Green Book i en forkortet version, tilpasset danske forhold inden for produktion, bygningsdrift og daglig drift. Augustinus Fonden har støttet oversættelsen. Anden version af værktøjet Theatre Green Book, lanceres i England den 3. juni og i Danmark den 6. juni, hvor hovedforfatterne, Lisa Burger og Paddy Dillon fra organisationen Renew Culture, kommer og præsenterer den nye version i forbindelse med CPH Stage.
Pilotprojektet Theatre Green Book Acceleratorprogrammet vil omfatte 8-10 teatre, udvalgt på baggrund af deres geografiske placering. Disse teatre vil fungere som casestudier, der kan inspirere og vejlede andre teatre i Danmark.
Projektet vil også inkludere uddannelsesforløb og brancheevents for at sikre løbende vidensdeling med resten af scenekunstbranchen.