Kunst & Kultur
Blixen i nye rammer
Karen Blixen Museum
2021 og 2020
Bevillingssum: Samlet 9,8 mio. kr.

Karen Blixen Museum, Rungstedlund, har modtaget i alt 9,8 mio. kr. til en revitalisering af stedet. Gennem først ombygning, udvidelse af aktivitetsprogram og nu restaurering af det fredede forfatterhjem er museet i gang med en rivende udvikling, der markerer Rungstedlund som et åbent mødested, hvor kultur, litteratur og natur smelter sammen.

Array

Karen Blixen (1885-1962) er en af landets mest elskede forfattere – berømt i sin samtid og som inspirerende figur i dansk kultur- og åndsliv. I de senere år er der udkommet en række markante værker om Blixen og hendes familie, som har skabt ny opmærksomhed om forfatterskabet. Det mærker museet også.

Ny vision for Karen Blixen Museum, Rungstedlund
Karen Blixen levede det meste af sit liv i familiens hjem, Rungstedlund, der siden 1991 har fungeret som museum og forfatterhjem. Visionen er at revitalisere Rungstedlund, så det bliver stedet, der betyder noget for alle, som er optagede af, hvad litteratur, natur og fortælling kan lære os om det at være menneske.

Museet ønsker at være destinationen, det hjemlige og smukke åndehul, der giver en mulig rute ud i verden og ind i litteraturen.

Konkret er den oprindelige magasinbygning renoveret til et aktivitets- og kulturhus, og formidlingen af Karen Blixens liv og forfatterskab er samlet i de autentiske rammer i den fredede gamle 1700-talsbygning.

I det nye Karen Blixen Museum kan publikum deltage i en bred vifte af arrangementer som forfattermøder, vandringer, omvisninger og workshops om tematikker, som Blixen selv satte i scene i sine fortællinger: Identitet, køn, skæbne, mod og natur.

Et løft til kulturarven

Museernes formidling af vores fælles kulturarv er et højt prioriteret område for Augustinus Fonden. Bevillingen til Karen Blixen Museum, Rungstedlund, styrker en vigtig implementering af ledelsens nye vision for stedet, der med forbedrede publikumsfaciliteter og et bredt aktivitetsprogram ønsker at være relevant for et mangfoldigt publikum.

“Det autentiske møde med Karen Blixens hjem og forfatterskab er i fokus, når gæster i dag besøger Rungstedlund. Her er rammerne og indholdet uadskillelige, og det er derfor vigtigt at bevare helhedsoplevelsen – stedets ånd – gennem restaureringen af den fredede bygning,” siger Frank Rechendorff Møller, adm. direktør i Augustinus Fonden.

 

Foto:

Rungstedlund fotograferet af Annemette Kuhlmann

Detaljebillede fra Den Grønne Stue fotograferet af Jens Lindhe.