Kunst og Kultur
Nyskabende koncerter under åben himmel
JazzDanmark
2020
Bevillingssum: 150.000 kr.

Hvordan mødes publikum og musikere til koncerter under et forsamlingsforbud? JazzDanmark har med projektet Unlock Music skabt et koncertformat med guidede jazzkoncert-gåture for mindre grupper i naturskønne omgivelser med god plads og håndsprit.

Array

Med Unlock Music skabte JazzDanmark i sensommeren 2020 et rum for jazzen på trods af restriktioner og forsamlingsforbud. Publikum blev inviteret med på en live jazzrute med korte koncerter for 25-40 personer ad gangen, hvor musikere fra forskellige grene af jazzen gav deres bud på et kondenseret musikalsk møde.

Resultatet blev stemningsfulde gå-ture med koncerter i Kolding, Svendborg og Helsingør, hvor publikum vandrede fra musikoplevelse til musikoplevelse.

“Unlock Music var et koncertformat uden en traditionel scene. Musikerne var placeret på stranden, i græsset, mellem gamle bøgetræer eller på en bakketop med havudsigt. De spillede i naturen og var samtidig en del af naturen selv – nogle af musikerne hældte for eksempel sten fra stranden over trommerne eller improviserede over bladenes bevægelser i vinden. Et band ventede sågar på publikum i et gammel bøgetræ på ruten,” fortæller Agnete Serup, projektleder ved JazzDanmark.

Med Unlock Music skabte JazzDanmark et fleksibelt format, der hurtigt kunne justeres efter de aktuelle coronarestriktioner. Det gjorde live-musikken mulig under pandemien. Projektet blev støttet under ‘Sammen om Kunsten’ – læs mere puljen her.

Foto: Kristoffer Juel Poulsen