Et udstillingssamarbejde mellem CLAY Keramikmuseum og Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum stiller skarpt på COBRA-kunstneren Carl-Henning Pedersens ukendte keramik.
Som en af Danmarks mest anerkendte og produktive billedkunstnere er COBRA-maleren Carl Henning Pedersens farverige og karakteristiske penselstrøg kendt af de fleste. Mange kender også hans monumentale keramiske udsmykninger. Anderledes ukendt er Carl Henning Pedersens produktion af mindre, keramiske værker, som nu kan opleves på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum med udstillingen “Lerets billedmager”.
I udstillingsprojektet, som er skabt i et tæt samarbejde med CLAY Keramikmuseum, er opmærksomheden nu for første gang i museumssammenhæng rettet mod malerens keramiske arbejde.
Udstillingen rummer 126 keramiske genstande, og centralt står 36 værker som er doneret til CLAY Keramikmuseum. Derudover suppleres projektet af en publikation med katalogisering af kunstnerens samlede værker i ler, samt et lydværk skabt af komponist Ditte Rønn. Carl-Henning Pedersen havde en livslang interesse for musik, og komponisten har derfor undersøgt den særlige klang i Carl-Henning Pedersens keramiske værker, og gennem lydværket ‘I mine hænder’ dannes et lydspor til syv udvalgte værker i udstillingen.
Udstillingen blev vist på CLAY Keramikmuseum i 2020, og kan aktuelt opleves på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum frem til december 2021.
Augustinus Fonden har bidraget til publikation og lydværk som en del af fondens støtte til formidling på kunstmuseer i hele landet.
Fotos: ‘Båd med menneske og fugl, 1995’ samt ‘Liggende Fugl, 1995’.
Kreditering: Ralf T. Søndergaard