Louise Alenius

Koncertsal for u-perfekt musik med Louise Alenius

  • StøtteområdeKunst & Kultur
  • FokusområdeMusik
  • Bevillingssum983.000 kr.
  • År2017

En ganske særlig koncertsal, som hylder idéer og musik

Den prisvindende komponist Louise Alenius modtog i 2017 et to-årigt arbejdslegat samt materiale- og produktionsstøtte fra Augustinus Fonden i forbindelse med fondens 75-års jubilæumspulje. Formålet med puljen var at løfte det klassiske musikområde bl.a. gennem støtte til talentudvikling og fornyelse.

Som en del af arbejdlegatet skabte Louise Alenius en ganske særlig koncertsal, TÊTE. Værket er en hyldest til ideer og musik – og samtidig en form for ‘beskyttelsesrum’. Værket består af et 3.5 meter højt hult træhoved, der er formet som Alenius’ eget hoved, hvor idéer blomstrer og visner.

Jeg udvikler løbende forskellige ideer som relaterer sig til musikdramatik på den ene eller den anden måde. Det er den kunstart, jeg helst vil arbejde med, fordi den forbinder musik med historiefortælling og levende scenekunst. Med ”TÊTE” har jeg forsøgt at skabe et sted, hvor publikum skal kravle helt ind i en idé, som den blomstrer inde i hovedet på kunstneren, inden den bliver udgivet. Ideer er flygtige, og vi skal give os tid til at undersøge og dyrke dem i deres rene, uspolerede form, inden vi tilpasser dem de eksisterende fællesformater. Ideer forsvinder så hurtigt igen, hvis ikke vi værner om dem og giver os tid til at være i dem. Jeg har skabt hovedet som en slags beskyttelsesrum for utilpassede og u-perfekte ideer – både mine egne og andres.
Louise Alenius, komponist

Idéen til “Tête” opstod på baggrund af kunstnerens præindspillede “Etuder”. Musikken fungerede ikke til at blive udgivet, så derfor valgte kunstneren at bygge en koncertsal til dem i stedet for.

Projektet er blevet til med udgangspunkt i et to-årigt arbejdslegat samt materiale- og produktionsstøtte ydet af Augustinus Fonden i forbindelse med fondens 75-års jubilæumsbevillinger i 2017. Udover ”TÊTE” var det ønsket for Louise Alenius at bruge arbejdslegatet til at skabe et rekviem for symfoniorkester og kor.

Augustinus Fonden har siden 2017 flere gange støttet Aleinus' arbejde. For eksempel til en opera performance og lydkunstværk i Tête i forbindelse med opførelsen af Louise Alenius' opera, Manualen, som blev opført i Den Kongelige Opera i 2022. Derudover har festivaler og kor fået støtte til skabelse af værker i samarbejde med Alenius, og fonden har ligeledes bidraget til en dokumentarfilm om komponisten.