Det 250 år gamle Hofteater på Christiansborg Ridebane vil i de kommende år gennemgå en tiltrængt restaurering, og Teatermuseets formidling får et løft.
Det er ikke lige til at se det, men på Christiansborg Ridebane, lige op ad Folketinget, ligger Hofteatret, lidt skjult på 1. sal. Teatret, der havde sin første forestilling i 1767, er Danmarks ældste teaterscene og hører til den del af Christiansborg, det første slot, der ikke gik tabt ved den store brand i 1794. Her har konger og dronninger – Grevinde Danner og H.C. Andersen haft deres gang – og der er blevet både klappet og buet på stolerækkerne i salen.
Trods mange mindre istandsættelser gennem årene har tidens tand sat sine spor, og teatret har behov for en gennemgribende restaurering. Bygningen vil blive istandsat med respekt for teatrets lange historie. Der vil blive etableret nyt indgangsparti, så de kommende gæster nemmere kan finde vejen ind til Hofteatret. Og Teatermuseets formidling vil få et løft, så de besøgende fremover får et levende indblik i teaterlivets spændende historie.
”Det er en exceptionelt spændende periode, som vi netop nu befinder os i. Det er en nænsom transformation af de mere end et kvart årtusinde gamle interiører, som vil styrke Hofteatret som historisk attraktion – ja, hele stedets ånd, foruden oplevelsen af det gamle barokteater. Det vil ikke mindst løfte formidlingen af både Hofteatret og teaterhistorien og gøre den aktuel og relevant for nutidens besøgende, uanset hvem de er”, fortæller direktør Peter Teilmann.
Restaureringsprojektet fortsætter frem til slut 2022.
Projektet bliver til i samarbejde med Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Slots- og Kulturstyrelsen og Teatermuseet i Hofteatret.
Få et kig ind i Hofteatret – som det så ud, inden restaureringsprojektet blev påbegyndt.
Foto: Ehrhorn-Hummerston