50 mio. kr. til humanistisk forskning i Danmark: 15 projekter får støtte
- Publiceringsdato8. okt. 2026

Augustinus Fonden offentliggør i dag de 15 projekter, der har modtaget en bevilling fra årets forskningspulje til forskning i kulturarv.
Til ansøgningsrunden for 2026 modtog fonden 40 ansøgninger inden for forskningsområder som for eksempel kulturhistorie, arkæologi, musik og billedkunst. Med frie forskningsmidler bidrager fonden til at styrke forskningsmiljøerne og skabe nye samarbejder på tværs af museer, universiteter og forskningsinstitutioner til gavn for kulturarvsforskningen i Danmark.
I Augustinus Fonden har vi høje ambitioner for den humanistiske forskning i Danmark. Humaniora beskæftiger sig med selve kernen af, hvem vi er som mennesker, og giver indsigt i, hvordan tidligere generationers erfaringer og viden kan være med til at forme vores fremtid. Derfor støtter vi forskning i kulturarv. Fælles for forskningsprojekterne er, at de bidrager med ny viden og dermed understreger den humanistiske forsknings relevans i vores tid.
Årets projekter spænder fra klima og beredskab til danske filmfortællinger om Grønland
Flere af projekterne udfordrer og nuancerer etablerede fortællinger om Danmarks historie og styrker samtidig forskning i og formidling af kulturarven. Samarbejder mellem universiteter, museer, arkiver og kulturinstitutioner bringer desuden forskningen ud til flere, og en række af projekterne formidles blandt andet gennem udstillinger, digitale formater, undervisningsmaterialer og publikationer.
For eksempel undersøger projektet ’KLIMARV 2100’, hvordan vi beskytter vores fælles kulturarvsbygninger som kirker, slotte og museer, når Danmark frem mod år 2100 forventes at få vådere vintre, sommerperioder præget af højere temperaturer samt hyppigere eller kraftigere ekstreme vejrhændelser end i dag. Projektet ledes af Det Kgl. Akademis Institut for Konservering i samarbejde med en række partnere og kobler klimadata med viden om nedbrydning af kulturarvsbygninger og de samlinger, bygningerne rummer. Det forventes at resultere i konkrete anbefalinger og værktøjer, der kan hjælpe myndigheder og kulturinstitutioner med at træffe langsigtede beslutninger og bidrage til en national strategi for bevaring af kulturarven i et ændret klima. Dermed forbinder ’KLIMARV 2100’ fortid, nutid og fremtid.
Et andet projekt undersøger den danske stats film om Grønland i Danmark i perioden 1920-1990. Statsfilmene blev vist i biografer, skoler og foreninger, og projektet undersøger, hvordan den danske stat gennem film har formidlet fortællinger om Grønland, og hvordan disse fortællinger har været med til at forme danskernes syn på Grønland gennem det 20. århundrede. Det gennemføres i et samarbejde mellem Det Danske Filminstitut, Ilismatusarfik, Grønlands Universitet og Københavns Universitet.
Allerede nu kan der ansøges om støtte til forskningspuljen for 2027. Ansøgningsfristen er 29. januar 2027.

Forskning i kulturarv
Fakta om Augustinus Fondens indsats for humanistisk forskning
- Til ansøgningsrunden 2026 modtog fonden 40 ansøgninger
- 15 projekter har fået støtte. Der er uddelt 50 mio. kr.
- Fonden har afsat en årlig pulje til forskning i kulturarv. Puljen bliver opslået en gang om året og er forlænget til 2030.
- I perioden 2021-2026 har Augustinus Fonden bidraget med samlet 230 mio. kr. til humanistisk forskning.
- Fonden støtter fri grundforskning inden for det humanistiske område med fokus på samarbejde mellem universiteter og kulturarvsinstitutioner, herunder praksisnær forskning.
- Der er særligt fokus på at støtte vidensopbygning inden for de uddelingsområder, som er centrale i fondens filantropiske strategi: kulturhistorie i bredeste forstand, arkæologi, musik, scenekunst, billedkunst, litteratur og klassiske sprog samt sprog fra den oprindelige nordiske sprogkreds, når denne forskning bidrager til forståelsen af kulturarven.


