Museer bliver en del af internationalt netværk om klimatiltag
- Dato25. maj 2023
Et løft til museernes grønne omstilling
En ny bevilling på 2,8 mio. kr. sikrer, at 10 danske museer kan deltage i det internationale program ’KI Futures: Getting Climate Control under Control’. Målet er at hjælpe danske museer med klimatiltag.
Museer over hele verden arbejder for at passe på vores fælles kulturarv. Et arbejde, hvor der bliver brugt store mængder energi til f.eks. klimastyring. Mange museer ønsker at ændre på driften af deres klimasystemer, men er tilbageholdende på grund af konsekvenserne for lån af værker og genstande til særudstillinger, da der i låneaftaler ofte bliver stillet strikse og bekostelige krav til klimastyring.
Det internationale uddannelsesprogram KI Futures har fokus på klimastyring og låneaftaler, og 10 danske museer får nu mulighed for at deltage i et toårigt program, hvor der sker en videndeling med museer fra UK, USA, Canada og Europa.
Blandt de deltagende museer er Statens Museum for Kunst, Louisiana, ARoS, Museum Odense, Det Grønne Museum og Skagens Kunstmuseer.
Uddannelsesprogrammet bygger på erfaringer fra bl.a. casestudier fra hollandske museer, hvor det internationale konsulent- og udviklingsbureau KI Culture har været med til at sikre væsentlige energibesparelser samt reduktion af CO2 og udgifter til energi.
Projektet støttes som en del af Museernes Grønne Akademi.
Videndeling med danske museer
Museernes Grønne Akademi ønsker at benytte uddannelsesprogrammet til sideløbende at udvikle et dansk kursusforløb, som bygger videre på viden, indsigter og kompetencer, der genereres som følge af de danske museers deltagelse.
På den måde kan programmet være med til at sikre, at alle danske museer får mulighed for at reducere deres klimaaftryk gennem datadreven klimastyring og evidensbaserede låneaftaler.
Hvert deltagende museum underskriver en samarbejdsaftale med Museernes Grønne Akademi, som forpligter museerne på deres deltagelse, deling af relevante klimadata og deltagelse i formidling af resultater nationalt og internationalt.
Om KI Futures
International videndeling
KI Futures er et internationalt uddannelsesprogram med fokus på klimastyring og låneaftaler. 10 danske museer får mulighed for at deltage i et toårigt program med videndeling med museer fra UK, USA, Canada og Europa.
Klimastyring og låneaftaler
Uddannelsesprogrammet bygger på erfaringer fra bl.a. casestudier fra hollandske museer, hvor KI Culture har været med til at sikre væsentlige energibesparelser samt reduktion af CO2 og udgifter til energi. Formålet er at ændre standarder for låneaftaler museerne imellem og optimere museernes klimastyring.
Kultur og bæredygtighed forenes
KI Culture er en international organisation, der arbejder for at forene kultur og bæredygtighed. KI Culture udbyder bl.a. uddannelsesprogrammet KI Futures: Getting Climate Control Under Control med konkrete værktøjer, der inkluderer træning, coaching og et globalt netværk til at støtte kulturaktører i arbejdet med klimatiltag