Aktuelt

Vikingeskibe sikres for eftertiden

  • Dato24. jun. 2022

Ny udstillingsbygning skal sikre de umistelige skibe mod stormflod, stigende vandstand og nedbrydende dagslys

Med private donationer på i alt 135 millioner kroner fra Villum Fonden, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, samt en finanslovsbevilling på 150 millioner og 25 mio. kr. fra Roskilde Kommune, er der nu fundet finansiering til at sikre de fem vikingeskibe i Roskilde for eftertiden.

Det er med stor glæde og taknemmelighed, at Vikingeskibsmuseet kan offentliggøre nyheden om, at det med milliondonationerne nu er muligt at sikre de umistelige vikingeskibene, der er klassificeret som værende af enestående national betydning.

Jeg er ikke bare glad. Jeg er også enormt lettet over, at vi nu kan komme i gang med at beskytte skibene mod den tilbagevendende stormflodstrussel. Jeg er dybt taknemmelig for den generøse støtte, vi har fået til at sikre vores umistelige kulturarv i helt nye rammer og med helt nyt formidlingsmuligheder.
Tinna Damgård-Sørensen, museumsdirektør på Vikingeskibsmuseet

Milliondonationer fra fonde

Villum Fonden støtter med 60 millioner kroner, Augustinus Fonden støtter med 50 millioner kroner, og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond bidrager med 25 millioner kroner.

Med den samlede bevilling kan Vikingeskibsmuseet se frem til opførelsen af en ny, fremtidssikker udstillingsbygning til de fem vikingeskibe, der hører til blandt Danmarks ypperligste kulturarv.

Her skal de besøgende møde den store og medrivende fortælling om, hvordan vikingerne ændrede verden med deres skibe – og hvordan den verden de mødte, ændrede dem. Samtidig får museet en ny velkomstbygning og nye udearealer, der sikrer de besøgende en sammenhængende museumsoplevelse.

Det griber os, når vi i dag står over for de 1.000 år gamle vikingeskibe. Skibene er kulturarv i verdensklasse og en vigtig del af vores historie og identitet. Som fond bidrager vi gerne til at bevare kulturarv med national og som her endda international betydning – samtidig med at der skabes helt nye, fremtidssikrede og formidlingsmæssige rammer.
Frank Rechendorff Møller, adm. direktør i Augustinus Fonden

Den nye udstillingsbygning og velkomstbygningen, der forventes færdig i 2027, er led i den ambitiøse helhedsplan for Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Den samlede plan omfatter foruden velkomst- og udstillingsbygninger, også en transformation af den oprindelige Vikingeskibshal samt en landskabsbearbejdning, der vil give offentligheden endnu bedre adgang til kysten og fjorden, end det er tilfældet i dag.

Arkitektkonkurrence på vej

Arkitektkonkurrencen for det samlede museumsprojekt skydes i gang sidst på året, og i slutningen af 2023 kåres vinderprojektet.

Vikingeskibsmuseet er i positiv dialog med fonde om den sidste del af finansieringen af det samlede projekt.