Verdensarven Aasivissuit - Nipisat: Inuit jagtområde mellem indlandsis og hav

I 2018 blev Aasivissuit - Nipisat, inuits jagtområde mellem is og hav, optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. Det unikke kulturlandskab blev en del af den eftertragtede liste, fordi det rummer kulturminder fra menneskets historie i Vestgrønland gennem 4.200 år.

Området er enormt og strækker sig fra indlandsisen via de store rensdyrjagtområder, sletter og dybe dale til Ikertooq Fjord og øgrupperne ud mod Davis Strædet. Kulturlandskabet ligger centralt i et af ​​de største isfri landområder i Grønland, og det har bl.a. som følge af placeringen ved overgangszonen mellem ’åbnevandsområdet’ og den højarktiske del af Vestgrønland været et attraktivt jagt- og bosættelses-område for mennesker gennem tusinder af år.

Talrige gamle bopladser, grave, varder, depoter og stier fra kysten til indlandets ren-jagt lejre vidner om områdets lange bebyggelseshistorie. Arkæologske udgravninger viser, at områdets jagttradition har været praktiseret fra 2500 f.Kr.

Den dag i dag anvendes området stadig til jagt, hvor lokale jægere og fiskere er afhængige af landskabets og havets rigdom og skal kunne gå på jagt i området med moderne transportkøretøjer og vandfartøjer.

Området repræsenterer et enestående eksempel på et traditionelt samfunds interaktion med naturen. Ruinerne og monumenterne i landskabet skal beskyttes og forvaltes for at sikre, at historiens spor stadig er synlig for fremtidige besøgende i området.

I de seneste fire år har Qeqqata Kommunia gennemført et omfattende formidlingsprojekt med det formål at bevare et levende kulturlandskab, hvor natur og kultur er tæt forbundet. Centralt for projektet har været at udvikle innovative måder at beskytte og dele områdets kulturarv på samtidig med at sikre, at verdensarven er tilgængelig for både lokale og besøgende.

Arbejdet har blandt andet omfattet:

• Udarbejdelse af et sammenhængende formidlingskoncept baseret på beskyttelse af verdensarvsområdets natur- og kulturværdier. F. eks. med skiltning og bedre tilgængelighed.
• Sårbarhedsvurdering af landskabet, som har været en vigtig forudsætning for at kunne opbygge et solidt fundament for fremtidigt arbejde. Her har fokus været, at de lokale beboere - som er de reelle ejere af landskabet - altid skal stå i centrum.
• Borgerinteraktion med input fra borgere, fangere og turistaktører. F. eks. gennem dialogmøder, hvor lokale har haft mulighed for at udtrykke ønsker og visioner for verdensarvsområdet.
• Fortælling og formidling i museumsregi, der fortæller historien fra fortidens jæger-samler-folk til den moderne jæger-samler-kultur, hvor lokale bruger landskabet i deres hverdagsliv. På Sisimiut Museum er udstillingerne bl.a. besøgt af skoleelever, børnehaver, lokale gymnasieelever, gymnasier fra Danmark, internationale studerende og landets mange krydstogtturister. På Kangerkussuaq Museum fokuserer en udstilling på jagt i indlandet og på de første arkæologiske udgravninger i Aasivissuit. Den grønlandske kunstner Miki Jacobsen har bidraget med et maleri, der skildrer årscyklussen og fangsttraditionerne.

• Formidling: Blandt andet gennem ny hjemmeside, kommende populærvidenskabelig bog og forskningsforedrag ved en ph.d.-studerende, der har indsamlet lokale historier som en del af projektet og efterfølgende vidensdelt arbejdet med lokale.