Arts in Health - brobygningsprojekt mellem kunst og sundhed fokuserer på at forbedre og nytænke trivsel på hospitaler
- StøtteområdeKunst & Kultur
- FokusområdeBilledkunst og kunsthåndværk
- Bevilling2 mio. kr.
- År2024

Sundhed møder kultur: Nye initiativer skal skabe livsmod og trivsel på hospitalerne
Arts in Health er et projekt, der vil skabe kunst på Region Midtjyllands hospitaler for at gavne, lindre og indgyde livsmod blandt patienter, pårørende og personale. Projektet har en stærk vision for kunstens integration i helbredende sammenhænge og sigter mod at fremme sundhed og øge trivsel i sundhedsvæsenet gennem integration af kunst. Der vil blive skabt flere kunstværker, og Augustinus Fondens støtte går til kuratering, værkproduktion, kunstnerhonorar, forskning og formidling af projektet.
I 2025 deltager fire afdelinger
- Akutafdelingen, Regionshospitalet Gødstrup
- Børn & Unge, Regionshospitalet Gødstrup
- Akutafdelingen, Regionshospitalet Viborg
- NiSA, Regionshospitalet Silkeborg.
De fire afdelinger skal arbejde med at få kunsten integreret i deres hverdag. Kunst skal her forstås bredest muligt som æstetiske greb – som f.eks. billedkunst, musik, animation og design.
Samskabelse og samarbejde på tværs er nøgleord for Arts in Health-projektet gennem aktiv inddragelse af patienter og pårørende samt sundhedsfaglige og kunstneriske eksperter. Projektet vil løbende evaluere kunstens effekt på sundheden, og resultaterne bliver brugt aktivt til at dokumentere, hvordan kunsten kan skabe innovation og forbedringer i sundhedsvæsenet.
Patienter og pårørende
Oplever lindring og føler sig i højere grad mødt som ‘hele mennesker’ på hospitalet.
Sundhedspersonale
Oplever øget arbejdsglæde og faglig stolthed ved at supplere den biomedicinske tilgang med kunstneriske greb.
Kunstnere
Får en udvidet arbejdsarena, hvor kunst bidrager til sundhedsfremme.
Projektet bygger på solid erfaring i Region Midtjylland med tværfagligt samarbejde mellem sundheds- og kunstfaglige eksperter. Bl.a. har et pilotprojekt i 2023 skabt kunstværker/interventioner på afdelinger på Regionshospitalet Gødstrup, hvor resultatet har forankret sig i nye minderitualer på Kræftafdelingen og indretning af en delirium-lindrende patientstue på Urinvejskirurgisk Afdeling. Augustinus Fonden støtter projektet som en del af fondens fokus på kunst i det offentlige rum i Danmark.