Middelaldercentret i Nykøbing Falster

Et løft til den levende historieformidling hos Middelaldercentret i Nykøbing Falster

  • StøtteområdeKunst & Kultur
  • FokusområdeFormidlingscentre
  • Bevilling3 mio. kr.
  • År2025

Historisk fondsdonation skal fremtidssikre Middelaldercentret

Middelaldercentret i Nykøbing Falster har gennem 35 år løftet forståelsen for middelalderens levede liv gennem eksperimenter, pædagogik og levende aktiviteter.

Her inviteres de besøgende på en tidsrejse 610 år tilbage i tiden og får indblik og indsigt i middelalderen, som er en vigtig periode i dansk og europæisk historie. I middelalderen var Danmark en vigtig station mellem de tyske hansetæder og det nordiske samarbejde, og det oplever publikum på egen hånd med besøg i Middelaldercentret, der er skabt som en lille købstad hvor man kan møde smeden, tømreren, væveren, skrædderen og skomageren men også riddere og soldater.

Års slid, klimaforandringer og centrets ønske om hele tiden at blive bedre til at formidle har skabt et behov for en større indsats, hvor centrets kerneprodukt, tidsrejsen tilbage til år 1400, skal fremtids- og kvalitetssikres. Derfor støtter flere fonde et omfattende projekt, der skal fremtidssikre centrets formidling gennem nye formidlingstiltag, restaurering af centrets centrale formidlingsfunktioner samt klimatilpasning af centrets område og publikumsfaciliteter.

Donationen er den største fondsdonation til Middelaldercentret i mere end 20 år og skal sikre det kerneprodukt af levende historieformidling, der gør Middelaldercentret så unikt.

Støtten gør det muligt at sikre, at vi forbliver blandt Europas førende inden for levende og eksperimenterende formidling af livet i middelalderen. Samtidig er det planen, at det sker på en måde, hvor bl.a. klimatilpasning og bæredygtighed tænkes kreativt ind, som noget der højner gæsternes middelalder-oplevelse.
Andreas Bonde Hansen, centerchef i Middelaldercentret

Fondene bidrager tilsammen med mere end 13 millioner kr. til projektet - Aage og Johanne Louis-Hansens Fond (5 mio.), Den A.P. Møllerske Støttefond (5 mio.), Augustinus Fonden (3 mio.) og Knud Højgaards Fond (750.000). Projektet forventes påbegyndt i efteråret 2026 og vil forløbe over tre år. Centret vil være åbent som vanligt, så i de kommende år vil gæsterne opleve ny eller forbedret formidling for hver gang dørene slås op til en ny sæson.

Mange frivillige har en interesse i middelalder, håndværk og historie og har specialiseret sig i et håndværk, men mange kommer også som familie for at nyde de omgivelser og den anderledes sommerferie, som Middelaldercentret tilbyder.

En blide er en kastemaskine, der blev brugt til belejringer. Der kendes ingen bevarede blider fra middelalderen. Middelaldercentrets blide er opbygget efter tegninger og beskrivelser fra middelalderen.

Fotos: Middelaldercentret

Middelaldercentret er den største turistattraktion i Guldborgsund Kommune og den største kulturattraktion på Lolland-Falster. Derfor har centret også fokus på at arbejde for en langsigtet, bæredygtig drift og udvikling af Middelaldercentret til gavn for lokalsamfundet.

Planlagte formidlingstiltag i det kommende formidlingsprojekt

01

En ny indgangsportal til år 1400, bedre forhold til at lave historisk mad og et løft af centrets middelalderlige teknologipark.

02

Flere af centrets ikoniske middelalderinstallationer skal restaureres, blandt andet den store blide, der er verdens største.

03

Centret har udfordringer med vand fra både hav og undergrund som følge af klimaforandringer, hvilket donationen også skal afhjælpe, blandt andet ved dræningskanaler med vandmøller eller lignende som kan anvendes til lærerige aktiviteter for gæsterne.

Middelaldercentret har en stor skare af engagerede frivillige, der levendegør Sundkøbing. De frivillige bor i husene i byen, formidler til gæsterne og gør Sundkøbing til en helhedsoplevelse. Samtidig har de frivillige et godt sammenhold - mange kommer igen år efter år efter år. De tager deres børn med, der vokser op og tager deres børn med.

Støtteområde

Viden og indsigt i natur, historie og videnskab

Augustinus Fonden støtter fagligt velfunderede formidlings- og videnspædagogiske centre, der sikrer formidling og udvikling af viden på tekniske, historiske, natur- og naturvidenskabelige områder, så områderne opleves vedkommende og relevante. Fokus er på centre af national betydning, der varetager faglige formidlingsopgaver og formidler til et bredt publikum.

Læs mere om ansøgningsmuligheder