15 forskningsprojekter

Forskning i kulturarv 2026

  • StøtteområdeViden & Forskning
  • FokusområdeForskning i Kulturarv
  • Bevilling50 mio. kr.
  • År2026

I 2026 har 15 humanistiske forskningsprojekter modtaget støtte inden for arkæologi, kulturhistorie, musik og billedkunst. Med uddelingerne til de mange nye forskningsprojekter ønsker Augustinus Fonden at løfte forskning i kulturarv i Danmark med en fokuseret, flerårig indsats, der samtidig styrker samarbejdet mellem vidensinstitutioner.

Foto øverst: KLIMARV 2100 undersøger, hvordan vi kan beskytte vores fælles kulturarvsbygninger som slotte, kirker og museer og de samlinger, bygningerne rummer, i en tid hvor klimaet i Danmark forandrer sig. (Kreditering: Frederiksborg Slot)

2.696.529 kr. til projektet: KLIMARV 2100: Fremtidens indeklima i kulturarvsbygninger

Projektejer og samarbejdspartnere: Det Kongelige Akademi i samarbejde med Det Kgl. Bibliotek - Bevaringsafdelingen, Den Kongelige Samling - Rosenborg, Det Nationalhistoriske Museum - Frederiksborg, DBC Digital og Folkekirkens varme-, klima- og energikonsulent

Danmark forventes frem mod 2100 at få vådere vintre, sommerperioder præget af højere temperaturer samt hyppigere eller kraftigere ekstreme vejrhændelser end i dag. Konsekvenserne af disse klimaforandringer anerkendes at udgøre en langsigtet risiko for kulturarven. Mens forskning tidligere primært har fokuseret på udendørs forhold, rettes opmærksomheden nu i stigende grad også mod den indendørs kulturarv, da der også her må forventes ændrede forhold i indeklima. Dette kan have alvorlige konsekvenser, da selv moderate skift i temperatur og luftfugtighed kan intensivere igangværende nedbrydning, udløse ødelæggende hændelser, eller overskride biologiske tærskler, f.eks. for skimmelvækst. Dette rammer et centralt punkt: Vi træffer beslutninger og benytter stadig bygninger baseret på gårsdagens klima, selvom vi ved, at morgendagens vil opføre sig anderledes.

Projektet ledes af Det Kgl. Akademis Institut for Konservering i samarbejde med en række partnere og kobler klimadata med viden om nedbrydning af kulturarvsbygninger og de samlinger, bygningerne rummer. Det forventes at resultere i konkrete anbefalinger og værktøjer, der kan hjælpe myndigheder og kulturinstitutioner med at træffe langsigtede beslutninger og bidrage til en national strategi for bevaring af kulturarven i et ændret klima. Dermed forbinder ’KLIMARV 2100’ fortid, nutid og fremtid. Projektet løber over 2 år, og afsluttes med seminar, hvidbog og udstilling.

KLIMARV 2100 undersøger, hvordan fremtidige klimaforandringer vil påvirke indeklimaet specifikt for en række udvalgte, repræsentative danske kulturarvsbygninger som kirker, slotte samt udstillings- og magasinbygninger.

5 mio. kr. til projektet: Ulighedernes by? Sundhed, sygdom og død i København, 1890 til 1940

Projektejer og samarbejdspartnere: Roskilde Universitet i samarbejde med Københavns Stadsarkiv og Københavns Museum

Projektet tager udgangspunkt i Københavns Stadsarkivs på verdensplan unikke
kulturarvsdata for at tilvejebringe en ny forståelse af københavnernes sociale og kulturelle vilkår under den epidemiologiske transition, ca. 1890-1940, hvor dødeligheden faldt og levealderen steg markant. Dette fandt sted, mens København voksede eksplosivt, og forskellen på rig og fattig blev større, men det er ikke særlig veldokumenteret, om uligheden også satte sit aftryk på folks sundhed.

København er et af de eneste steder i verden, hvor det kan studeres på individniveau, hvem der i første omgang fik gavn af sundhedsmæssige fremskridt. Projektet følger enkeltpersoner gennem deres liv ved at sammenkoble registerblade, begravelsesprotokoller, patientjournaler, arkivalier fra Socialforsorgen, og endda udgravede skeletter fra Vestre Kirkegård.

Projektet bidrager dermed med et empirisk indsparik i den internationale forskning om sociale uligheder i sundhed. Projektet løber fra 2027 til 2031.

Projektet anvender registerblade (øverst tv.) og patientjournaler (nederst th.) til at komme helt tæt på københavnernes liv og død fra slutningen af 1800-tallet og frem. Kreditering: Københavns Stadsarkiv og Københavns Museum

4.394.338 kr. til projektet: Kvinder, magt og jord: Kvindelige godsejere fra enevælde til demokrati 1660-1849

Projektejer og samarbejdspartnere: Aarhus Universitet i samarbejde med Moesgaard og Dansk Center for Herregårdsforskning (Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum)

Godsejeren er traditionelt blevet forstået som en mand, og kvindelige godsejere er derfor blevet set som undtagelser i et patriarkalsk system. Kvinder, magt og jord udfordrer dette paradigme, og projektet vil nytolke vores forståelse af godsejeren som en herremand og undersøge de mange forskellige måder, hvorpå kvinder kunne overtage, forvalte og udøve magt som godsejere.

Projektet taler ind i debatter om køn og lederskab og placerer sig centralt i et aktuelt forskningsfelt. Kvinder, magt og jord bidrager med ny viden om hvilke muligheder og forhindringer, kvinder mødte i rollen som godsejer, og hvordan disse ændrede sig over tid. Kvinder, magt og jord samler viden fra Danmark, Norge og hertugdømmerne og udfylder en central mangel, også i international forskning. Projektet kobler herregårdsforskning, kønshistorie og politisk kulturhistorie for at kaste nyt lys på, hvordan kvindelige godsejeres handlerum ændrede sig fra enevælde til demokrati.

Projektet strækker sig over en 3,5-årig periode fra 2027–30 med kildeindsamling, workshop, casestudier, hovedartikler, antologi, formidling og udstillinger.

Et skøde til Sophie Amalie Moth (1654-1719). der var kong Christian 5.s elskerinde og blev ophøjet til grevinde af Samsø (herregården Brattingsborg). Skødet er fra 1689 og befinder sig på Rigsarkivet. Billederne er taget af Mirja Piorr.

Foto af Frijsenborg. I 1799 var landets største jordbesidder Sophie Magdalene Krag-Juel-Vind (1734-1819) til Frijsenborg (kreditering: Frijsenborg)

4.351.367 kr. til projektet: Den rødeste plet på Danmarkskortet: Ungdomsoprør og utopi i Øhavet, 1968-1990

Projektejer og samarbejdspartnere: Museum Sydfyn i samarbejde med Syddansk Universitet

Hvordan udfoldede ungdomsoprøret sig i provinsen – og hvordan blev både oprør og lokalsamfund forandret i mødet? Den rødeste plet på Danmarkskortet undersøger ungdomsoprøret i Det sydfynske Øhav 1968-1990, hvor Svendborg og øerne blev et unikt mikrokosmos for alternative miljøer, kollektiver og politiske eksperimenter. Projektet kortlægger og analyserer bevægelsen gennem arkiver, genstande og livshistorieinterviews, mens centrale aktører stadig kan bidrage.

Med fokus på revolution, hverdagsliv og kulturmøder undersøger projektet, hvordan utopier blev omsat i praksis, og hvordan mødet mellem tilflyttere og lokalbefolkning skabte gensidige forandringer.

Projektet udfylder et hul i danmarkshistorien ved at flytte blikket fra storbyen til provinsen og bidrager med ny viden om sociale bevægelsers lokale dynamikker. Resultaterne formidles gennem arrangementer, udstillinger og publikationer.

Billedet fra Den Røde Højskole er taget af Niels Højsager 2. maj 1977. Højskolen var en central institution blandt de alternative tilflyttere og havde tætte forbindelser til DKP.

Fra fritidskollektivet Drostgården på Tåsinge. Billedet er taget af Tom Eggert i starten af 1970'erne, som Tom var en del af.

5.165.370 kr. til projektet: Over fjorden 500 år

Projektejer og samarbejdspartnere: Aalborg Universitet i samarbejde med Limfjordsmuseet, Museum Mors, Museum Thy, Lemvig Museum, Museum Salling og Vesthimmerlands Museum

Mobilitet er en forudsætning for velfungerende samfund. Mobilitet – bevægelser af mennesker, dyr, ting, informationer – er samtidig et resultat af bestemte sociale, politiske og kulturelle interesser og relationer. I et kyst- og fjordland som Danmark har natur og infrastruktur i århundreder muliggjort eller begrænset mobilitet.

Limfjordens overfartssteder er eksempler på essentiel infrastruktur skabt af skiftende aktører, formål, finansieringskilder og materialer. Projektets historiske analyse af Limfjordens overfarter gennem 500 år bidrager til en ny forståelse af Danmarks trafikale mobilitetsarv. Her undersøges overfarterne som indlejrede i lokale og nationale interesser samt i menneskelige forståelser og håndteringer af naturkræfter: Fra lavteknologiske men tilpasningsdygtige rofærger, via mere teknisk avancerede dampskibsforbindelser til nutidens højteknologiske overfartsanlæg.

Med klimaforandringer kommer der væsentlige udfordringer af kystnær trafikal infrastruktur – og behov for nye forestillinger og tilgange til mobilitet. Her kan historien bidrage og inspirere.

Omkring den snørklede Limfjord har velfungerende overfartssteder gennem århundreder været en forudsætning for cirkulation af mennesker og ressourcer i store områder af Jylland. Jens Sørensens søkort fra 1695.

Indtil for cirka 150 år siden skabte rofærger langt de fleste forbindelser over fjordens vand. De store både fragtede mennesker, dyr, vogne, varer og informationer fra anløbsbro til anløbsbro. Men færgestederne var også følsomme overfor vejrets luner, strømme, vind og bølgegang. De var dyre at holde i drift, og der var ikke altid enighed om, hvem der skulle stå for denne udgift. Foto: Limfjordsmuseets Arkiv

I løbet af det 20. århundrede opførtes store forbindelsesanlæg, som Sallingsundbroen her på billedet, og også den store Limfjordstunnel ved Aalborg. Betonanlæggene gjorde store indgreb i naturen, på land og under vand, og fjernede samtidig transporten fra fjordens overflade til asfaltunderlag. Foto: Morsø Lokalhistoriske arkiv.

1.887.056 kr. til projektet: Propaganda, dagens lektie, digital kulturarv - den danske stats film om Grønland og Danmark

Projektejer og samarbejdspartnere: Det Danske Filminstitut i samarbejde med Institut for Tværgående og Regionale Studier, Københavns Universitet

Hvordan har den danske stat brugt filmpropaganda til at påvirke publikums opfattelse af Danmark og Grønland – nationalt og internationalt, før og nu? Dette projekt undersøger den danske stats film om Grønland i Danmark i perioden 1920-1990. Statsfilmene blev vist i biografer, skoler og foreninger, og projektet undersøger, hvordan den danske stat gennem film har formidlet fortællinger om Grønland, og hvordan disse fortællinger har været med til at forme danskernes syn på Grønland gennem det 20. århundrede. Det gennemføres i et samarbejde mellem Det Danske Filminstitut, Ilismatusarfik, Grønlands Universitet og Københavns Universitet.

Foto: Fra Jørgen Roos' film 'Grønland', 1981

Foto: Fra biografprogrammet til Bjarne Henning-Jensens film 'Hvor bjergene sejler', 1955

4 mio. kr. til projektet: Den republikanske kulturarv i Danmark, 1770-1849

Projektejer og samarbejdspartnere: Aarhus Universitet i samarbejde med Thorvaldsens Museum

Nyere forskning har indikeret, at den republikanske tradition havde langt større indflydelse end tidligere antaget på dansk kultur- og åndsliv i årtierne frem mod 1849, hvor grundstenene til et dansk demokratisk system blev lagt. I et samarbejde mellem Thorvaldsens Museum og Aarhus Universitet (samt med Det Kongelige Bibliotek, Center for Digital Textual Heritage og historiepodcasten Kongerækken som leverandører) vil projektet ’Den republikanske kulturarv i Danmark’ undersøge og formidle den republikanske kulturarv i Danmark i perioden 1770 til 1849.

Projektets undersøgelser tager bl.a. udgangspunkt i en nyskabt digital database af samtlige danske tidsskrifter i perioden samt i fysiske arkiver. Derudover undersøger projektet republikanismens indflydelse på kunst og sociale netværk med udgangspunkt i kunstneren Thorvaldsen. Her er Thorvaldsens digitale arkiv centralt. Projektet vil blive formidlet gennem bøger og artikler, podcast og materiale til Thorvaldsens Museums permanente udstilling.

Louis Touschers tidsskrift 'Republikaneren', som udkom i 1849. (Kreditering: Det Kongelige Biblioteks læsesal i Aarhus)

Thorvaldsens statue af Lord Byron (et republikansk symbol i samtiden grundet hans rolle i Den Græske Revolution). Kreditering: Thorvaldsens Museum (Jakob Faurvig)

4.999.978 kr. til projektet: CREATING MUSIC - På sporet af kreative processer og kunstneriske interaktioner i Carl Nielsens musik

Projektejer og samarbejdspartnere: Museum Odense i samarbejde med Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Odense Symfoniorkester, Syddansk Musikkonservatorium, Kongelige Danske Musikkonservatorium, Københavns Universitet og Edition S/Dacapo

CREATING MUSIC undersøger de kreative processer i musikværkers samlede livshistorie, hvor værket skabes i en kollektiv proces og genskabes i opførelser. Studiet af skitser og indstuderinger søger svar på, hvordan et værk bevarer sin aktualitet. Projektet undersøger Carl Nielsens kreative proces og udvikler nye måder at forstå, hvordan musikværker forbliver relevante over tid.

Projektet tager udgangspunkt i Carl Nielsens sans for det dramatiske, og fokuserer på hans operaer, lieder, solokoncerter og klaverværker. For det første studeres de kreative processer, der foregår under et værks tilblivelse, og som sætter sig spor i skitser og bearbejdelser af idéer. For det andet udforskes de kreative processer i mødet mellem værket og de musikere, der opfører det.

Projektet gennemføres i samarbejde med førende musikere og institutioner i dansk musikliv.

Carl Nielsens skitser er det nærmeste, vi kommer på komponistens værksted. Her kan man følge sporene af den kreative proces, både når han skriver ideer ned, som kommer til at indgå i det færdige værk, men man kan også se sporene af hans overspringshandlinger. Her er det en skitse til Nielsens 2. symfoni, De fire Temperamenter. Kreditering: Det Kgl. Bibliotek, CNS 63b del3 pag34

I musikerens værksted mødes værket med de musikere, der skal opføre det og som skal finde løsninger på de spørgsmål, værket stiller dem. Projektet arbejder tæt sammen med førende musikere, her Rikke Sandberg, der har indspillet alle Carl Nielsens klaverværker. Kreditering: Rikke Sandberg, (C) Julia Severinsen

1,6 mio. kr. til projektet: Mellem pårørende og anstalt: familier, sindssygdom og indlæggelser på Middelfart Sindssygeanstalt

Projektejer og samarbejdspartnere: Middelfart Museum i samarbejde med Region Syddanmark, PsykInfo

I årtierne omkring år 1900 blev tusinder af mennesker i Danmark indlagt til psykiatrisk behandling på en af de fem store sindssygeanstalter, som staten havde opført. Efterspørgslen på sengepladser var stor, og anstalterne måtte løbende udvide deres kapacitet - overbelægning var et tilbagevendende problem. Psykiatrihistorien har traditionelt forklaret denne udvikling med en øget statslig kontrol med afvigere, psykiatriens professionalisering og lægernes deraf voksende monopol på at udpege, hvem der var sindssyg og skulle indlægges.

Men antallet af indlæggelser var så højt, at disse forklaringer ikke er tilstrækkelige, hvis vi skal forstå masseindlæggelserne af sindssyge. Projektet (april 2027 – juni 2028) undersøger, hvilken rolle familien spillede ved indlæggelse, behandling og udskrivelse af patienter på Middelfart Sindssygeanstalt, 1888 –1930. Ved at placere de pårørende som centrale aktører vil projektet udfordre den dominerende psykiatrihistoriske fortælling om anstalternes opståen som et resultat af statslig disciplinering og lægelig magt.

I stedet undersøges, hvordan kategorien sindssyg blev skabt i et dynamisk samspil mellem industrialiseringens ændrede arbejdsvilkår, pårørendes behov og lægernes faglighed. Med udgangspunkt i et hidtil ubenyttet brevmateriale på mindst 200 breve fra pårørende til læger, kombineret med patientjournaler og folketællinger, undersøger projektet, hvordan familiernes pres, hverdagsvilkår og sociale belastninger formede masseindlæggelserne af sindssyge 1888–1930. Forskningsresultaterne danner grundlag for en særudstilling på Mind Museum, hvor historiske fund kobles til nutidige pårørendes erfaringer med psykiatrien.

Sindssygeanstalten ved Middelfart omkring år 1900

Brev fra en bekymret far til reservelæge Helveg

4,2 mio. kr. til projektet: Hugget i granit - Runesten som epigrafisk praksis 600-1100

Projektejer og samarbejdspartnere: Nationalmuseet i samarbejde med Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Museet på Sønderskov, Kroppedal Museum, Roskilde Museum og Museum Sønderjylland

Hugget i granit puster liv i de mennesker, der er nævnt på de danske runesten, og genforbinder dem med deres gamle alliancer for at forstå de sociale netværk og magtforhold, som var grundlag for monumenternes opførelse. Det er et tværfagligt studie, der vil belyse de enkelte aktørers rolle i lokalpolitiske aftaler, samtidig med at runestenenes aktører knyttes sammen i magtpolitiske netværk.

Projektet undersøger, hvordan runestenenes tekster blev brugt som retlige, religiøse og politiske dokumenter i tiden ca. 600‒1100. Runestenene er nøgleartefakter for vikingetiden, og projektets resultater vil få stor betydning for forståelsen af runestensskikken i Norden og for epigrafisk praksis i et internationalt perspektiv. Projektet løber over fire kalenderår og munder ud i videnskabelige artikler samt en dansksproget antologi.

Glavendrupmonumentet på Nordfyn

Læborg-stenen ved Vejen

4,950 mio. kr. til projektet: Uden filter - skånsomme mikroemulsioner til rensning af ferniserede malerier

Projektejer og samarbejdspartnere: Danmarks Tekniske Universitet i samarbejde med Skagens Museum og Det Kongelige Akademi - Institut for Konservering

Mange historiske malerier er dækket af fernis, som med tiden mørkner og gør motiverne sværere at se og forstå. Projektet vil udvikle skånsomme metoder til at fjerne mørknet fernis fra skrøbelige oliemalerier uden at skade farvelagene og med mindre brug af sundhedsskadelige kemikalier. Gennem et tværfagligt samarbejde mellem forskere inden for malerikonservering, kunsthistorie og kemiteknik skaber projektet et stærkere grundlag for at vurdere, hvornår fernis bør fjernes, og hvordan det bedst kan gøres.

Målet er at styrke beslutningsgrundlaget for konservering, øge sikkerheden for dem, der udfører arbejdet, og i sidste ende forlænge oliemaleriernes levetid og tilgængelighed. Projektet vil dermed komme både konserveringsfaget og offentligheden til gavn ved at bidrage til, at oliemalerier fortsat kan opleves så tæt på kunstnerens oprindelige intention som muligt, samtidig med at vores fælles kulturarv sikres for kommende generationer.

Konservatoren er i gang med at fjerne fernis fra portrættet af Anna Ancher (fra Michael Anchers 'Ved frokostbordet fra 1888')

'Ridderen og jomfruen under linden' af Agnes Slott-Møller fra 1900–1903 i Drachmanns atelier på Skagens Museum. Værket udgør et akut anvendelsesfelt for projektets resultater, da den stærkt mørknede fernis ikke kan fjernes med eksisterende metoder uden at skade de underliggende, meget skrøbelige farvelag.

4.043.306 kr. til projektet: Genrelandskaber i spil: Tidlig musik i Danmark mellem kunstmusik, folkemusik og populærmusik

Projektejer og samarbejdspartnere: Københavns Universitet i samarbejde med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium

Projektet vil kortlægge de musikalske genrelandskaber i Danmark i perioden 1770-1900 med fokus på forholdet mellem høj- og lavkultur i de tre felter: Kunstmusik, folkemusik og populærmusik. Hvad var forskellene på kunstmusik, folkemusik og populærmusik i perioden, hvor adskilte eller sammenblandede var de i stilistisk, praktisk og institutionel henseende, og hvordan ændrede dette sig over tid? Hvilke konsekvenser kan nye forståelser af denne historiske udvikling have for måderne musik fra perioden opføres på i dag?

Udgangspunktet for projektet er en forståelse af udviklingen i Europa, hvor der i perioden etableredes et genrelandskab bestående af A) En højkulturel kunstmusik ved hoffer, på teatre og i koncertinstitutioner og med det musikalske værk i centrum; B) En folkemusik med rødder i fortiden og folket, især bondestanden; og C) En populærmusik orienteret mod salgbarhed og nyhedsværdi, særligt for borgerskabet og den voksende bybefolkning.

Projektet er organiseret som et samarbejde mellem Københavns Universitet (KU) og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (DKDM) og desuden i tæt kontakt med andre eksterne samarbejdspartnere. Projektet placerer sig i et forskningsfelt, hvor musikhistoriografi og populærmusikstudier sættes i dialog med praksisbaseret forskning med det formål at skabe ny historisk viden og at understøtte udviklingen af nye praksisser indenfor musikalsk kulturarv.

I slutningen af 1700-tallet var efterspørgslen efter nykkomponerede danse stigende i Danmark – både i form af nye dansemelodier komponeret til spillemænds egen brug, trykte kompositioner for et eller flere instrumenter, publicerede med salg for øje, og også kompositioner for fuldt orkester til brug i balletter og operaer på det kongelige teater. Engelsk dans var en af de populære genrer i en tid med et genrelandskab, hvor traditionsbåret folkemusik, kommerciel populærmusik og kunstmusik endnu ikke udgjorde entydigt adskilte kategorier. Foto: Johannes Senn, akvarel. Engelsk dans i København, 1807

Fra den jyske spillemand, Lauritz Rimmens, håndskrevne nodebog, Nÿe Engelske Dandse,1800

750.000 kr. til modningsprojekt: Lattermaskiner: Mekanik og humor i 16- og 1700-tallets Europa

Projektejer og samarbejdspartnere: Aarhus Universitet i samarbejde med Den Kongelige Samling

Projektet udforsker krydsfeltet mellem mekanik og humor ved hoffet i 16- og 1700-tallets Europa. I tre centrale sociale rum – festen, mødet og den intime stund – undersøger projektet, hvordan mekaniske genstande med humoristiske elementer kunne fremkalde reaktioner og suspendere normer for en stund. Projektet spørger til, hvordan genstandene aktiverede humor og magt, og hvordan tidens forestillinger om humor kom til udtryk i den materielle kultur. Projektet rammesættes teoretisk med forskning i genstandes materialitet og performative kvaliteter samt følelseshistorie.

Mekaniske genstande fra Den Kongelige Samling bringes i dialog med den øvrige mekaniske kulturarv fra europæiske samlinger og den internationale forskning og teori.

Taffelur fra omkring 1780 med indtil flere mekaniske elementer. Foruden urskiven er uret udstyret med skjulte musikinstrumenter, som spiller ved klokkeslag. Samtidig roterer urets mange glasstave og illuderer på den måde rindende vand, mens teaterscenen i urets midterdel bevæges af mekaniske figurer iklædt forskellige kostumer. Taffeluret er tilskrevet den berømte engelske ur- og mekanikmager James Cox og er på underdelen udsmykket med Christian 7.s våben og valgsprog. Uret kan til daglig ses udstillet som en del af Den Kongelige Samling på Rosenborg Slot.

Fallosopsats. Den Kongelige Samling, Rosenborg. Elfenbensdåse med skruelåg og opsats af perler i form af en fallos. I dåsen er en spiralfjeder installeret, hvorpå en emaljeret pude af metal med perleopsatsen er anbragt. Dåsens ringe størrelse inviterer til nærstudium, hvilket må formodes at have forstærket springfjederens overraskende effekt, når skruelåget fjernedes. Æsken er første gang omtalt i 1784 og kan til daglig ses udstillet som en del af Den Kongelige Samling på Rosenborg Slot.

750.000 kr. til modningsprojekt: Globale danske familier: Brevkommunikation og global forbundethed i det danske rige, ca. 1690-1810

Projektejer og samarbejdspartnere: Enigma i samarbejde med Nationalmuseet

Der findes et enestående kildemateriale i den beslaglagte post fra dansk-norske skibe i den såkaldte Prize Papers Collection på det britiske National Archives at Kew i London. Materialet fra 1600-1800-tallet er hidtil uset og giver en unik indsigt i brevkommunikationens danske og globale kulturhistorie. Forskningsprojektet fokuserer på beslaglagt post fra dansk-norske skibe.
Formålet er at undersøge hvordan brevkommunikation blev brugt til at skabe og opretholde globale forbindelser i det danske rige fra ca. 1690 til 1810. Projektet vil bruge en kombination af kvantitative og kvalitative tilgange for både at kunne favne makrohistoriske udviklinger og dybdeborende indholdsanalyser.

En beslaglagt dansk postsæk fra 1807, med Christian VII’s monogram. Billedet er taget på det britiske nationalarkiv, hvor den såkalde Prize Papers-samling findes. (Foto: Gustav Ängeby, Stockholms universitet).

Hans Dühler Jørgensens besked til sin ”Kiære gode moder” hjemme i Odense. Det blev sendt fra den danske koloni i Trankebar i Indien i foråret 1807. Brevet nåede imidlertid aldrig frem, eftersom skibet med postsækken blev opbragt og taget som ”prise” af britiske kapere. (Foto: Gustav Ängeby, Stockholms universitet)

750.000 kr. til modningsprojekt: På kanten - Mennesker, klima og landskab gennem 6000 år

Projektejer og samarbejdspartnere: Museum Thy i samarbejde med Nationalmuseet, Nationalparkfond Thy og Geoscience, Aarhus Universitet

Projektet vil i perioden fra 2027 til 2030 undersøge, hvordan mennesker i Thy har tilpasset sig ændringer i vejr, klima og landskab igennem de seneste ca. 6000 år, og hvordan alle de forskellige faktorer spiller sammen. Thy er et ideelt ”laboratorie” til undersøgelsen. Nærheden til Nordsøen giver korte vækstsæsoner og gør området sårbart over for klimaudsving. Men den præcise sammenhæng mellem klimaændringer, lokalmiljø og den menneskelige tilpasning er dårligt belyst. Kan vi spore ændringer i dyrkning og kost, når klimaet forværres? Begynder befolkningen at spise mere fisk? Sker der til tider affolkning? Har mennesket overudnyttet ressourcerne?

Projektet vil med inddragelse af lokale frivillige undersøge fortiden i de sandflugtsdækkede områder i det vestlige Thy og undersøge menneskets tilpasning til de ændrede levevilkår gennem analyser af arkæologiske kornfund, dyreknogler og menneskeknogler.

Arkæologer registrerer en flinthugningsplads eksponeret i klitterne ved Lodbjerg. Niels, Algreen Møller, Museum Thy

Arkæologer udgraver bopladsspor fra ældre bronzealder ved Lodbjerg i Thy. Bopladsen er overlejret af flere meter fygesand.