Gadeplansindsats for unge i hjemløshed i Aarhus
- StøtteområdeSociale & Humanitære indsatser
- FokusområdeSociale Indsatser i Danmark
- Bevilling341.784. kr.
- År2023

Tryghed, tillid og hjælp til udsatte unge
Det Blå Sted er et værested i Aarhus midtby, der drives af Blå Kors Danmark. I værestedet kommer udsatte og sårbare, der kæmper med hjemløshed, misbrug, psykisk sygdom og ensomhed.
I Det Blå Sted har brugerne både mulighed for at få varm mad og fællesskab. Derudover kan de få hjælp og støtte fra værestedets socialfaglige team og frivillige. Gennem en årrække har Det Blå Sted suppleret værestedsarbejdet med en målrettet ungeindsats, der forsøger at skabe kontakt til hjemløse og sårbare unge mellem 18 og 29 år i det aarhusianske gademiljø.
To gange om ugen kører frivillige fra værestedet sammen med et socialfagligt team derfor afsted på ladcykler og uddeler varm mad til de unge. Unge, som andre institutioner sjældent har succes med at få kontakt til, og som sjældent på egen hånd lægger vejen forbi værestederne. Formålet er at møde de unge dér, hvor de er, så mødet tager udgangspunkt i netop deres situation og behov.
”Vi er de eneste, der har kontakt til de her unge, fordi vi har fået opbygget en tillid hos dem. Mange lever som usynlige hjemløse og går under radaren. Nogle har også et misbrug. Når vi kommer, har de os at betro sig til og ved, at vi er der, hvis de har brug for det. Det betyder samtidig også, at de får et varmt og sundt måltid mad to gange i ugen. Mange lever af at skralde eller spiser kun kold mad, så det er ikke hverdag for dem at få en tallerken varm mad."
Maden er både en helt essentiel og konkret hjælp til den enkelte og fungerer samtidig som første skridt mod en tillidsfuld relation. Gennem det opsøgende arbejde på gaden har ungeindsatsen gennem årene haft succes med at nå ud med vigtig hjælp til de aarhusianske unge, der befinder sig i hjemløshed.