Restaurering af det historiske Hofteatret - Danmarks ældste teaterscene fra 1767
- StøtteområdeKunst & Kultur
- FokusområdeBevaring af bygningsværker
- Bevilling19,8 mio. kr.
- År2016

Hofteatret genåbner for offentligheden som både en historisk attraktion, et levende scenerum, et moderne teatermuseum og et kulturelt mødested.
Hofteatret, opført i 1767, rummer en helt særlig fortælling om kulturens og kunstens betydning for udviklingen af politisk magt og offentlighed. Teatermuseet har ligget og levet i Hofteatret siden 1922 og er således mere end 100 år gammelt og et af Danmarks ældste specialmuseer. Teatermuseet i Hofteatret ligger på Christiansborg Ridebane i en sidefløj til det første Christianborg Slot, der brændte i 1794. Men Hofteatret undgik branden, og i dag kan man besøge og opleve stemningen i den helt særlige 1700-tals bygning.
Hofteatret blev skabt af den helt unge enevældige konge, Christian 7, i 1767. Det blev bygget direkte ind i kongens daværende magasin for rustninger, mindre våben og seletøj, og nedenunder lå De Kongelige Stalde, hvor de ligger den dag i dag. I Hofteatretblev der holdt maskeballer for magtens elite. Og her havde Det Kongelige Teater sine elevskoler bl.a. for ballet, hvor en meget ung H. C. Andersen var elev.
I 1842, få år før Enevældens ophør, kom den knapt så unge Christian 8 til. Han omskabte og moderniserede teatersalen, både dets interiører og brugen af den. Salen fik det smukke og varme Guldalder-interiør, som stadig præger Hofteatret den dag i dag.
I det nyrestaurerede Hofteater træder den historiske stemning frem som aldrig før, samtidig med at de besøgende for første gang mødes med moderne faciliteter og et helt nyt lyd- og lysdesign, diskret indpasset i de historiske interiører. Udstillings- og formidlingsdesignet er udviklet og produceret af et konsortium under JAC Studios v/ Johan Carlsson.
Vi glæder os utrolig meget til endelig at kunne slå dørene op til det smukke nyrestaurerede Hofteater til marts. I de kommende måneder venter det sidste arbejde med at reetablere publikumsområderne, hvorefter vi kan byde alle besøgende velkommen til et styrket Hofteater som historisk attraktion og moderne museum, hvor det gamle barokteater og formidlingen af teaterhistorien har fået fornyet aktualitet og relevans.
Foto øverst: Ny sal scene lag TB (Teatermuseet i Hofteatret)
Restaureringen er realiseret i et tæt samarbejde mellem Slots- og Kulturstyrelsen og Teatermuseet i Hofteatret.
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal bidrager med 35 millioner kroner.
Augustinus Fonden bidrager med 19,8 millioner kroner.
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond bidrager med 19,5 millioner kroner.
Med nyistandsatte installationer, nyrestaurerede interiører, nye udstillinger og flere formidlingstiltag åbnes dørene igen.
Ankomstområde i øjenhøjde og velbevaret, originalt interiør
De besøgende vil fremover blive mødt i det helt nye ankomstområde, som har indgang i buegangen ved Ridebanen. Ankomstområdet rummer bl.a. reception, café, elevator, nye toiletter og garderobe. Ikke mindst er de næsten 300 år gamle hestetrug og marmorsøjler fra De Kongelige Stalde kommet frem fra deres skjul i væggene for første gang i 170 år.
I foyeren vil man finde en stor montre med en model af Hofteatret, som det så ud ved åbningen i 1767. Modellen, tegnet og bygget af scenograf Christian Tom-Petersen, er en smuk, minutiøs og detaljerig gengivelse af det oprindelige teater og dets forunderlige teatermekanik.
Moderne lysprisme og ny lydteknologi
Hofteatrets stemningsfulde røde sal fra 1842 er blevet gennemrestaureret og tilført ny, flerfunktionel belysning. Efter restaureringsprojektet lyses salen for første gang siden 1881 op af en lysekrone. Scenerummet er restaureret og moderniseret, så scenen nu fremstår med en historisk barok-scenografi, mens der er indbygget moderne scenelys og ny lydteknologi bag orkestergraven.
Udstillingsdesign med historisk vingesus og spil-selv-teater
Det nye udstillings- og formidlingsdesign i Hofteatret er designet og produceret af et konsortium under JAC Studios under ledelse af arkitekt og lead designer Johan Carlsson i tæt samarbejde med Teatermuseet i Hofteatrets medarbejdere.
Udstillingen hedder Teater til tiden – gennem 300 år, og består af 17 specialdesignede montrer, der er placeret rundt om i Hofteatret, og som hver især præsenterer en forestilling fra eller et nedslag i dansk teaters historie og er en refleksion over, hvad teatret som kunstform er og har været.
Til den fysiske udstilling hører forskellige former for digital formidling, hvor man bl.a. kan se og høre en række af nutidens teaterfolk, skuespillere, skuespilchefer, instruktører og teaterhistorikere, fortælle om de forskellige forestillinger og den samtid, de indgik eller indgår i.
Udstillingens første forestilling er Ludvig Holbergs komedie om Den politiske kandestøber. Komediens forskellige roller danner inspiration for det spil-selv-teater, JAC har skabt til Hofteatrets scene. Spil-selv-teatret består af en række kostumer, der refererer tilbage til 1720’ernes og komediens forskellige roller. Som besøgende kan man iføre sig kostumerne og spille med og i dem, i rollerne, på scenen. Samtidig suppleres kostumerne af en karaoke-aktør, en skærm hvor ud fra de besøgende – med eller uden kostume – kan spille en scene fra Den politiske kandestøber, helt efter karaokeprincippet – midt i en scenografi à la 1720’ernes og kandestøberens København.













