Trinitatis Kirke

Restaurering af orgel i Trinitatis Kirke

  • StøtteområdeKunst & Kultur
  • FokusområdeKirker
  • Bevilling1 mio. kr.
  • År2024

Toner fra flere tusinde piber synger nu igen efter den flerårige renovering af orglet hos Trinitatis Kirke

Den historiske Trinitatis Kirke i Fredericia fra 1689 udgør i dag en central del af Fredericias tros- og kulturliv. Over indgangsdøren, der leder ind til selve kirkerummet, står pibeorglet med sine mellem 3.000 og 4.000 enkeltpiber. Piberne varierer i størrelse fra 8 millimeter til 5 meter. Uanset bredde og højde er de hver og én med til at producere toner og harmonier, der kan strømme fra orglet og ud i kirkerummet til glæde for alle besøgende ved kirkens religiøse og kulturelle liv.

I 2024 er en større renovering af orglet blevet afsluttet. Målet har været at bevare en vigtig del af kirkens kulturarv og samtidig udbygge orglet i en mere symfonisk retning. Det traditionsrige sønderjyske orgelbyggerfirma, Marcussen & Søn, har stået bag den store renovering og udbygning af orglet, der blandt andet omfatter restaurering af pibematerialet og orglets mekaniske dele, en klanglig forædling baseret på orglets historiske klangbillede samt tilføjelse af et nyt mobilt spillebord.

Kirkens musikalske ambitioner

I Trinitatis Kirke har musiklivet gennem årtier været prioriteret højt. Kirken har stolte koncerttraditioner med for eksempel to koncerter i juli, der markerer Slaget ved Fredericia 6. juli 1849. Koncerterne involverer både orgel, kor og øvrige instrumenter, og de nye muligheder med orglet har allerede i 2024 løftet koncertoplevelsen for publikum.

Restaureringen har været med til at sikre, at orglet bibeholder sin historiske signifikans og også bliver udviklet, så det instrumentalt kan imødekomme kirkens ambitioner nu og i fremtiden. Kirkens to organister, Tobias Dahl Osenbrüg og Niels Erik Aggesen, glæder sig over, at kirkens historiske orgel med et klingende pibemateriale helt tilbage fra den danske guldalder nu fremstår nyrestaureret:

”Udover at sikre en enestående del af den fredericianske kulturarv har orgelprojektet også tilført en hel ny dimension til musiklivet ved kirken; nemlig etablering af et mobilt spillebord i kirkens kor. Det mobile spillebords placering giver organisten den lyd, som menigheden får, hvilket gør, at vi organister får en endnu bedre forståelse af instrumentets klang og dynamik.”
Tobias Dahl Osenbrüg og Niels Erik Aggesen, organister

Orgelrestaureringen er blevet finansieret med en bevilling fra Augustinus Fonden på 1 mio. kr. Derudover har Louis-Hansen Fonden, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond og Tove Bjørnshauges Fond også støttet.