KFUKs Sociale Arbejde

Treårigt udviklingsprojekt med fokus på socialfagligt løft og kapacitetsopbygning

  • StøtteområdeSociale & Humanitære indsatser
  • FokusområdeSociale Indsatser i Danmark
  • Bevillingssum4.847.198 kr.
  • År2024

En flerårig bevilling skal bidrage til udvikling og fremtidssikring af KFUKs Sociale Arbejde

KFUKs Sociale Arbejde har gennem mere end 75 år tilbudt støtte til socialt udsatte mennesker. Over de seneste 10 år har organisationen fordoblet sin størrelse, så den i dag rummer 14 tilbud på tværs af landet med ca. 280 ansatte og 240 frivillige. I 2023 havde tilbuddene samlet over 2500 unikke brugere, 46.901 overnatninger på krisecentre og herberger samt 33.882 besøg i væresteder.

I denne periode har der været stort fokus på at få så mange ressourcer som muligt direkte ud til de mennesker, der kommer i tilbuddene. Det har betydet, at arbejdet med at udvikle en bæredygtig organisationen og sikre den værdimæssige og forretningsmæssige sammenhængskraft i nogen grad har været nedprioriteret.

For at realisere KFUKs Sociale Arbejdes ambitioner om at skabe en organisation med øje for den enkelte, hvor alle medarbejdere føler sig som en del af noget større og med en stærk stemme i samfundet, ønsker organisationen at iværksætte en ekstraordinær udviklingsindsats i de kommende år.

Det kræver mere, end det er muligt at løfte inden for organisationens nuværende ressourcemæssige rammer, og derfor støtter Augustinus Fonden og OAK Foundation projektet, der er målrettet organisationsudvikling og socialfagligt kapacitetsløft.

Projektet har tre overordnede formål

01

At styrke den socialfaglige og ledelsesfaglige kapacitet via kompetenceudvikling og bedre rammer for fælles faglig refleksion.

02

At skabe en fælles retningsgivende fortælling, der tydeligt udfolder og binder de fælles værdier sammen med organisationens konkrete socialfaglige indsatser.

03

At udvikle og implementere en tydelig forretnings- og organisationsmodel med udgangspunkt i den fælles retningsgivende fortælling.

Augustinus Fonden har støttet flere af KFUKS Sociale Arbejdes indsatser. Fokus har været på RedenUng forebyggelsesarbejde for unge i gråzoneprostitution og arbejde med at forebygge grænseoverskrivelser. Derudover er givet støtte til oprettelse af krisecentre for kvinder i misbrug på Fyn og i Jylland gennem støtte til Redernes Krisecenter.

Foto: Ehrhorn-Hummerston

Om KFUKs Sociale Arbejde

KFUKs Sociale Arbejde rummer følgende tilbud (åbningsåret står i parentes)

  • Herberget Lindevangen (1970)
  • Kontaktcentret Vesterbro (1973)
  • Reden København (1983)
  • Reden Odense (1990)
  • Reden Aarhus (1996)
  • Herberget Lærkehøj (2002)
  • Reden International (2002)
  • Reden Aalborg (2014)
  • Reden Ung (2015)
  • KFUKs Sociale Arbejdes Krisecenter (2016)
  • Redernes Krisecenter Fyn (2019)
  • Lærkereden Aalborg (2020)
  • Reden Esbjerg (2021)
  • Redernes Krisecenter Midtjylland (2022)

Læs mere om KFUKs Sociale Arbejde

Støtteområde

Sociale indsatser i Danmark

Fonden arbejder for at løfte livskvaliteten for de mest sårbare voksne og deres familier i hele Danmark. Uddelingerne går til civilsamfundsaktørers sociale indsats på gadeplan samt til landsdækkende indsatser.

Foto: Fra Mændenes Hjem (Pelle Rink)

Læs mere