Kunst og Kultur
5 dage med dans – ny dansefestival
Fire dansekompagnier
2020
Bevillingssum: Samlet: 600.000 kr.

Med Pantomimeteatrets farverige og fantasifulde udsmykninger som baggrund folder dansere fra hele verden sig ud, når Tivoli i slutningen af august præsenterer den nye dansefestival IN MOTION.

Array

På programmet kommer en unik blanding af stilarter og med deltagelse af danske og internationale dansekompagnier og koreografer, som viser trin fra dansens verden; fra ballet, flamenco til urban break-dance.

Dansekompagnierne har med coronakrisen været nødt til at aflyse mange forestillinger, men med dansefestivallen i Tivoli kommer dansen igen ud til publikum gennem et intenst program. Kammerballetten, Selene Muñoz, Uppercut Danseteater og Bundesjugendballett er blandt de dansekompagnier, som i dagene 25. til 29. august 2020 opfører seks forestillinger dagligt.

Dansefestivallen har premiere d. 24. august i Tivolis Koncertsal med en særvisning af Dansk Danseteaters kommende storproduktion, Kentaur, der senere på efteråret får international verdenspremiere. På scenen opstår et kunstnerisk møde mellem Pontus Lidbergs poetiske danseunivers og en nyudviklet kunstig intelligens skabt af kunstner Cecilie Falkenstrøm.

Samlet giver festivalen et aktuelt billede af dans i 2020.

Augustinus Fonden har støttet de danske dansekompagniers deltagelse i festivalen som en del af den særlige coronaindsats ’Sammen om kunsten’, hvor fonden før sommerferien uddelte 12 mio. kr. til mere end 100 forskellige projekter, der skal være med til at kickstarte kulturlivet ramt af coronakrisen.

Dansen er inkluderet i din tivolibillet. Du kan dykke ned programmet for IN MOTION her og læse om de deltagende dansekompagnier.

Foto: Selene Muñoz